“Du passer på et signalement, vi har. Vi vil gerne have lov til at stille dig et par spørgsmål,” lød det fra betjenten, der tårnede sig op foran mig.

“Selvfølgelig gør jeg det,” svarede jeg irriteret.

Betjenten kiggede ned på mig, spændte kæberne og stirrede intenst ind i øjnene på mig og sagde så lidt som muligt.

Da jeg kun ville give ham de første seks cifre i mit CPR-nummer, sagde han nedladende til sin kollega: “Nå, det er en af de kloge af dem”. Kollegaen rynkede end ikke på brynet af den åbenlyst racistiske bemærkning.

Det var et ubehageligt møde med ordensmagten. Jeg var 19 år gammel og havde spændt taget toget fra Næstved til København for at gå i byen.

Mine tre venner og jeg var blevet afvist i døren, alle steder hvor vi havde forsøgt at komme ind, og vi måtte i stedet tage en spadseretur ned ad Strøget. Det var her vi blev standset af de to betjente.

I dag - mere end 10 år efter - husker jeg episoden som en konfrontation mellem en knægt, der var træt af at blive mistænkeliggjort, og en politibetjent, der var træt af kriminelle med attitude.

Derfor var jeg også meget spændt på at se den danske film “Shorta”, der netop handler om mødet mellem politi og unge med indvandrerbaggrund.

Kræset for detaljerne

Og jeg blev ikke skuffet. Shorta tager tilskueren direkte ind i en ny dansk virkelighed: Den hadefulde og voldelige dynamik, der er opstået mellem unge fra ghettoen og politiet.  

Filmen handler om to betjente, der skal operere i København i skyggen af en sag, der plager politiet.

En ung ghetto-dreng fra det fiktive boligområde Svalegården er kommet slemt til skade i politiets varetægt.

Filmens hovedperson, den unge betjent Jens, har overværet anholdelsen og skal gøre op med sig selv, om han skal fortælle om hans kollegers magtmisbrug.

Til Jens’ dilemma har den hærdede og ældre kollega Mike en klar holdning. Han anerkender, at betjentene har lavet en fejl, men han mener samtidig, at Jens bør dække over sine kollegaers magtmisbrug.

Kun hård virkelighed

Filmen bruger her et flot greb, der lader denne moralske konflikt udspille sig mellem de to betjente. Samtidig foregår diskussionerne, imens de bevæger sig dybt ind i netop Svalegården.

Dette giver anledning til en række intense scener, der udspiller sig i vaskekældre og ghetto-kiosker uden storslået omsvøb.

De to betjentes tur ind i Svalegården bliver en mental, symbolsk og actionpræget rejse, der fortæller om virkelighedens mange gråzoner. En virkelighed, hvor der ikke findes rigtigt gode eller rigtigt onde mennesker, kun hård virkelighed.

En virkelighed, hvor de unge ghetto-drenge står over for hærdebrede voksne mænd, der lader frustration og had gå udover drenge, der i deres øjne skal med på stationen for at få en lærestreg, men måske snarere har brug for en god mandlig rollemodel.

På den anden side står der betjente, der hver dag står over for provokerende og farlige drenge, der med årene hærdes af jobbet.

Et regulært trekantsdrama 

Den hærdede betjent Mike, spillet af Jacob Lohmann. En præstation, der er så imponerende, at det var svært for mig ikke at tro, at han var en af de gamle drenge hentet ind fra Station City eller Bellahøj.

Mikes unge sympatiske modpart, Jens, er ikke lige så konfrontatorisk og siger ikke fra over for MIke. Derfor ender de med at anholde en ung indvandrerdreng, fordi Mike vil give ham en lærestreg - og Jens lader ham.

Den unge sympatiske, men flabede ghetto-dreng Amos (spillet af debutanten Tarek Zayat) bliver anholdt og dermed draget ind i dynamikken mellem de to betjente. Disse tre skæbner og deres perspektiver bliver grundlaget for filmen.

Ikke bare en actionfilm

En særlig detalje ved anholdelsen af Amos er, at han uden nogen grund bliver sigtet for våbenbesiddelse. En praksis, mange drenge fra kvarteret giver udtryk for sker, når betjente vil tilbageholde folk længere tid, end hvad de egentlig har ret til.

Shorta er ikke bare er en actionfilm, men en historie baseret på lang research og indblik i de miljøer, der skildres. De enkelte betjents dilemma mellem på den ene side at gøre det rigtige eller at være en god kollega er en reel og ikke uvæsentlig problemstilling.

Politiet er udover at være ordensmagt også et broderskab, hvor man med rette føler sig under angreb. Ikke kun fra kriminelle, men også fra medier og det omkringliggende samfund, der ikke helt forstår, hvad man som betjent skal stå model til.

Det er opskriften på en dårlig kultur, hvor der ses igennem fingre med kollegernes problematiske adfærd.

I yderligheden af denne kultur bliver grænserne mellem de kriminelle og politiet udvisket, og de ellers så klart definerede rammer, vi er vant til at have i det danske samfund, forsvinder.

Mange vil tro, det er fiktion

Desværre vil mange se filmen som endnu en actionfilm, der ligger langt fra den danske virkelighed, imens at dem med kendskab til denne verden vil sidde tilbage med en følelse af, at der trods overdrivelser er en reel kerne i Shorta.

Udover at ligge tæt på virkeligheden er filmen også meget velskrevet, og mange af scenerne får en helt ud på kanten af sædet.  

Og der er virkelig kræset for detaljerne. Alt fra de typiske Holger Danske-tatoveringer, som de københavnske betjente bærer på underarmen eller deres børns fødselsdato, til de unge ghetto-drenges sprog og gangsterbossens Mercedes.

Det er, modsat utallige andre danske film, lykkedes Shorta ikke at gå i de værste fælder ved at kopiere amerikanske koncepter og fylde filmen ud med al mulig malplaceret urealistisk action.

Derfor får man som tilskuer et råt og usødet indblik i en verden, som langt de færreste danskere kender til. En verden, der år for år er blevet mere rå.  

Shorta er derfor ikke kun relevant, men på alle parametre en god film, der forhåbentlig giver anledning til en dialog om den voldsspiral, som filmen beskriver.

 

’Shorta’. Film. Instruktion: Anders Ølholm, Frederik Louis Hviid. Medvirkende: Jacob Lohmann, Simon Sears, Tarek Zayat, Josephine Park, Issa Khattab, Özlem Saglanmak, Arian Kashef, Dulfi Al-Jabouri. Spilletid: 108 min. Premiere: I biograferne 8. oktober.