Annonce

Jensens Bøfhus lukker midlertidigt på Axeltorv

Også Jensens Bøfhus i Silkeborg lukker midlertidigt
Jensens Bøfhus' flagskib på Axeltorv i København lukker midlertidigt og medarbejderne er af samme grund sagt op.

Også Jensens Bøfhus i Silkeborg lukker midlertidigt.

Ansatte på de to restauranter har således fået at vide, at sidste arbejdsdag er 31. oktober. De ansatte har modtaget deres formelle opsigelser.

Jensens Bøfhus oplyser intet om, hvornår de to restauranter åbner igen.

Midlertidig lukning af bøfkædens restauranter på Vesterbrogade i København og i Viborg har også været på tale, men blev undgået. Der er fyret omkring 12 i København og 19 i Silkeborg.

Markant omsætningsnedgang

Den uofficielle begrundelse for den midlertidige nedlukning af bøfkædens restauranter på Axeltorv og i Silkeborg er en meget markant omsætningsnedgang særligt i september i forhold til sammenlignelige restauranter, erfarer Netavisen Pio.

Jensens Bøfhus ligger i øjeblikket i konflikt med fagforbundet 3F, fordi Jensens Bøfhus har konfliktet sig ud af overenskomsten med 3F.

Som led i konflikten har Fødevareforbundet NNF erklæret sympatikonflikt. Det betyder blandt andet, at medlemmer af forbundet ikke må udføre konfliktramt arbejde på leverandør af forarbejdet bøfkød til Jensens Bøfhus A/S, Jensens Foods A/S i Struer.

Netavisen Pio skrev 8. oktober at personalet på bøfkædens restauranter på Vesterbrogade, Axeltorv og Silkeborg mundtligt havde fået at vide, at en midlertidig lukning kunne komme på tale.

Jensens Bøfhus ønsker ikke at kommentere lukningerne nærmere over for Netavisen Pio.

Det handler konflikten om

  • Konflikten mellem fagforbundet 3F og Jensens Bøfhus bunder i, at Jensens Bøfhus vil have samme overenskomst med 3F, som restaurantkæden Flammen har. Flammen aflønner såkaldte "enhedsmedarbejdere" i restauranten 20 kroner lavere i timen end tjenerne - også kaldet værtinder - på Jensens Bøfhus.
  • Restaurant Flammen har buffet og ikke bordservering som på Jensens Bøfhus. Derfor mener 3F, at tjenerarbejde skal aflønnes som tjenerarbejde – ikke som en afrydder/opvasker.
  • I marts lockoutede Jensens Bøfhus de ansatte, der er medlem af 3F. Formålet med lockouten var at frigøre sig fra overenskomsten. I april viklede Jensens Bøfhus sig ud af den overenskomst, bøfkæden har haft i mere end 30 år med 3F.
  • 3F og Jensens Bøfhus mødes 22. oktober i Arbejdsretten, hvor 3F kræver bøfkæden idømt en bod for brud på konfliktreglerne i forbindelse med Jensens Bøfhus’ varsel om lockout i foråret. I den forbindelse bebuder 3F Ungdom og 3F Privat Service Hotel & Restaurant demonstration foran Arbejdsretten kl. 13.30 - 15. Det sker under parolen: "Giv de unge overenskomsten tilbage".

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet