Annonce

Færre karakterer er et misforstået hensyn

Kravet om færre karakterer på de videregående uddannelser er udtryk for et misforstået hensyn overfor de studerende, mener socialdemokratisk studenterpolitiker
Debatten om karakterer i uddannelsessystemet er endnu en gang kommet på dagsordenen.

Regeringens ekspertgruppe kom for nyligt med fire nye bud på en ny karakterskala, og det handler nu om at vælge den bedste model.

Som nyvalgt landsformand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum hilser jeg denne debat velkommen, men er også bekymret for, hvad den kan føre med sig.

Karakterskala er uhensigtsmæssigt indrettet

Den nuværende karakterskala er uhensigtsmæssigt indrettet og skal laves om. Det giver ikke mening, at der findes en minuskarakter, og at afstandene mellem de forskellige karakterer er, som de er.

Der er simpelthen for store spring mellem 4, 7 og 10. Spring som ikke afspejler faglige forskelle, men blot tilfældige grænseværdier.

Det er uholdbart, at to næsten lige gode opgaver kan ende med at blive bedømt med tre skalapoints forskel.

Derudover bidrager den nuværende skala til at skabe symbolske A- og B-hold, når man udregner gennemsnit. Gennemsnit på 7 fremfor 10 giver f.eks. indtryk af en voldsom forskel, som i virkeligheden ikke er særlig stor.

Fjern meningsløs stor afstand

En af ekspertgruppens anbefalinger er at videreførende den nuværende syvtrinsskala, men gentænke de konkrete trin. I Frit Forum er vi tilhænger af en 0-6 skala, som er en videreførelse af den nuværende skala, men hvor de meningsløse afstande mellem de forskellige trin fjernes.

Essensen i karaktersystemet er at sikre alle lige vilkår for bedømmelse.

Debatten om en ny karakterskala giver også anledning til at diskutere karakterernes betydning helt generelt. Her benytter mange lejligheden til at tordne op om, hvor skadelige karakterer er, og slutter dermed, at der skal gives færre karakterer.  

Der skal ikke gives færre karakterer. Essensen i karaktersystemet er at sikre alle lige vilkår for bedømmelse.

Det en grundlæggende værdi, vi skal huske at værne om. Det skal være muligt for folk fra alle samfundets lag at konkurrere indenfor samme regler.

Karakterer giver rene linjer

Karakterer er med til at fastsætte klare linjer for, hvad der forventes for at klare dig. Sådanne klare linjer er især vigtigt, når vi tænker på unge mennesker med ikke akademiske baggrunde.

Det skal gøres klart, at for at klare dig på din uddannelse, så er der visse ting der forventes af dig, og det ligger i karaktersystemet.

Feedback er godt, men skal ikke stå alene.

Derfor er jeg også grundlæggende uenig i, at universiteter f.eks. skal have karakterfrie semestre med ren feedback i stedet. Feedback er godt, men skal ikke stå alene. Det kan være svært for nye studerende fra uddannelsesfremmede hjem at forstå de akademiske koder, som ligger i en feedback.

En karakter viser nemlig, hvor godt du har forstået de mål, som den enkelte uddannelse har opsat, og er dermed håndgribelig og brugbar. Det er ikke fordi, jeg ikke ser værdien af feedback, jeg mener bare, at den bør gå hånd i hånd med karakterer.

Jeg mener derfor, at debatten om færre karakterer på de videregående uddannelser er udtryk for et misforstået hensyn overfor de studerende!

 

Jakob Schrøder læser Statskundskab på Københavns Universitet og er formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum.


Flere artikler om emnet