Abort-debat: Kvinders ret til selvbestemmelse er i fare

Det er et hårdt angreb på kvinders rettigheder, når 32 lande – med USA i spidsen – vil arbejde for at forbyde retten til abort, mener to unge socialdemokrater.
For 60 år siden begyndte kvindelige læger i Danmark at hjælpe kvinder til at få hjælp til abort.

Den 13. juni 1973 vedtog Folketinget ”Lov om adgang til svangerskabsafbrydelse”, der trådte i kraft i oktober samme år.

Det betød, at kvinder i Danmark, kvit og frit, kunne få en abort, som et af de første vesteuropæiske lande. Indtil da havde aktivister sågar lavet abortrejser til lande som Polen, der havde en meget mildere lovgivning.

Man skulle måske tro, at fri abort ville højne de registrerede tilfælde af aborter, der ikke er spontane, men tværtimod.

Fri abort førte til færre aborter

Siden indførelsen er tallene i Danmark kun faldet, og siden årtusindeskiftet har tallet ligget stabilt på omkring 15.000 aborter årligt.

Med den baggrundsviden, kunne man jo tro, at Danmark kunne være et foregangsland, og sågar et forbillede. Og flere lande har da også sidenhen fulgt trop.

Men trods det, at mange lande efterfølgende har fulgt trop, så er der alligevel lande der er sprunget fra. USA har i mange år haft individuelle lovgivninger i deres stater.

Delstaten Alabama har i mange år haft en hård abortlovgivning, og prøvede sidste år at indføre et totalforbud mod abort, med det argument, at det er for dyrt for skatteyderne.

Det fik de heldigvis ikke lov til. Og et land som Polen, hvor danske kvinder ellers rejste til, inden vi fik fri abort, har også strammet grebet om abortlovgivningen.

Et frontalangreb på kvinders rettigheder

Men den 23. oktober 2020 offentliggjorde USA sammen med 31 andre lande, herunder Irak, Saudi Arabien, Hviderusland og Ungarn, dokumentet “Geneva Consensus Declaration”, hvor landene taler imod abort og promoverer det de kalder “gode konservative familieværdier”.

Dette er på alle måder et angreb mod kvinders frihed

Kvinder skal, ifølge de 32 lande, ikke kunne få foretaget nogen form for abort i de 32 lande, selv i de tilfælde hvor en abort kan være livsnødvendigt for moderens overlevelse. Dette er på alle måder et angreb mod kvinders frihed, til at bestemme over egen krop og liv.

Men i selv samme erklæring lover landene ellers, at de vil arbejde for at mænd og kvinder har lige menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.

Et brud på menneskerettighederne

Landene der har underskrevet dokumentet, lover også, at de vil sikre lige menneskerettigheder for kvinder, uanset deres politiske ståsted, økonomiske situation eller civilstatus.

Og alt dette lyder jo meget godt, men blegner i lyset af kendsgerningen af, at kvinders frihed, lighed og sundhed, i 32 lande, nu er under pres.

Ønsket om at lave en lovgivning der forbyder abort, er på samme tid at vende ryggen til en yderst essentiel anbefaling fra FN’s Menneskerettighedskomité.

I artikel 6 i “Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder” fastslås det, at en kvindes ret til liv, også omfatter retten til abort.

FN mener også, at kvinder skal have ret til fri abort, da FN sidestiller den manglende mulighed for at få foretaget en abort, med tortur og tvangsaborter.

USA vender kvinder ryggen

USA har i mange år været anset for at være et foregangsland på rigtig mange områder. Men kan Danmark, som et progressivt land, tillade sig blot at se til, når en “allieret” som USA, underskriver dokumenter der tilbageruller essentielle kvinderettigheder, sammen med lande åbenlyst undertrykker demokratiets spilleregler og essentielle menneskerettigheder?

Hvor er verden på vej hen, når et land som USA vender kvinderne ryggen? Som samfund kommer vi ikke langt med forbud.

Vejen mod forandring er oplysning, samt aftabuisering. Vores børn og unge har krav på en ordentlig seksualundervisning, som del af deres dannelsesproces i skolerne overalt i verden.

Vi skal tale om, at abort ikke er et præventionsmiddel, og vi skal ikke udskamme de kvinder der vælger at få en abort. Og så skal vi sikre os, at kvinder har adgang, og råd til prævention.

Nanna Brix er uddannet tjener og læser på ergoterapeutuddannelsen på UCN Aalborg. Hun er medlem af DSU Aalborg.

Jonas Robbestad Søndergaard læser politik og administration på Aalborg Universitet. Medlem af DSU Aalborg og Frit Forum.


Flere artikler om emnet

Annonce