Annonce

Corona-restriktionerne i Nordjylland ophæves

Fra torsdag klokken 10 må de nordjyske borgere igen besøge resten af landet
De ekstra skærpede corona-restriktioner i de syv nordjyske kommuner - Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Thisted og Vesthimmerland - ophæves torsdag og fredag.  

Det har borgmestrene i de syv nordjyske kommuner med kort varsel fået at vide af sundhedsministeren torsdag formiddag, fortæller tre af dem til DR Nordjylland.

Sådan skriver dr.dk.

Ifølge Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V), åbnede erhvervslivet klokken 10 torsdag.

Derudover må borgerne nu også passere kommunegrænserne, så længe det sker med omtanke. Restauranter og caféer må åbne fra i morgen, ligesom restriktionerne i den kollektive trafik også bliver ophævet fra fredag.

Men ellers må man besøge hinanden og arbejde på tværs af grænserne allerede fra torsdag klokken 10, lyder det fra Mikael Klitgaard. Restriktionerne var oprindeligt sat til at gælde indtil den 3. december.

Glæde og lettelse hos nordjyske S-borgmestre

Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen (S), er glad og lettet over, at restriktionerne nu ophæves.

"Jeg ser en styrke i, at man er i stand til at navigere, når man ser tallene - og at man derfor kan ophæve restriktionerne før 3. december," siger hun til Nordjyske.dk.

Birgit Hansen fremhæver, at åbningen også har stor betydning for erhvervslivet.

"For erhvervet er det en kæmpe lettelse. Man kan spørge, om det har betydet noget indtil nu. Og her er svaret, at ja, det har det. Det hører vi om fra erhvervslivet," siger hun.

I Hjørring Kommune hilser man også de lempede restriktioner velkommen.

"Vi skal ikke være lukket et minut længere end sundhedsmyndighederne prædiker det. Det tror jeg, hele Nordjylland er enige om," siger borgmester Arne Boelt (S) til Nordjyske.dk.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet