Den tyrkiske valuta, liraen, styrtdykker, samtidig med at inflationen stiger, økonomien er i frit fald, og i den tyrkiske befolkning – også blandt Erdogans vælgere - er man begyndt at stille spørgsmål ved, om Erdogan fortsat er den rette til at lede landet.
Coronakrisen har - som i mange andre lande - også haft sin indvirkning på det tyrkiske marked, ligesom Erdogans løbende konflikt med blandt andet EU og nabolandene ikke har gjort det nemt for markedet at tiltrække udenlandske investorer.
Den aktuelle økonomiske krise i landet har gjort, at Erdogan måtte ofre finansminister Berat Albayrak, der i folkemunde bliver kaldt for ”damat” (svigersøn), fordi han er gift med en af Erdogans døtre.
Albayrak har igennem de sidste fem år på sin post som finansminister ikke formået at skabe en langsigtet plan, der kunne skubbe gang i økonomien. En økonomi, der har været meget afhængig af lån og forbrug og ikke mindst aktivitet i byggesektoren - og dermed også en økonomi, der er meget skrøbelig i krisetider.
Albayrak valgte, noget opsigtsvækkende, at træde tilbage fra sin post via sin Instagram-profil - med begrundelsen ”helbredsmæssige årsager og familiepleje”.
Denne opsigelse blev formelt ”godkendt” af svigerfar Erdogan 27 timer senere.
Erdogans langsomme reaktion tolkes af de tyrkiske medier som, at han ikke var forberedt på svigersønnens pludselige exit. Muligvis fordi han selv vil styre slagets gang. Derfor går der også rygter om, at svigersønnen nu er sat i husarrest, så Erdogan ikke vil virke svækket udadtil.
Parallelt med finansministerens noget usædvanlige opsigelse blev også den tyrkiske nationalbankdirektør udskiftet og erstattet med en af Erdogans trofaste og noget mere erfarne minister og tidligere rådgiver, Lütfi Elvan.
Det overraskende ved al denne kaotiske udskiftning var markedernes positive reaktion og liraens lille stigning i værdi.
Der har ikke været den store tiltro eller respekt fra erhvervslivet til svigersønnens evner, og derfor reagerede markederne umiddelbart også positivt på hans exit.
Denne forsigtige optimisme har regeringsvenlige medier og præsidentpalæet i Ankara – også kendt som “Paladset” - forsøgt at tale op, som var det helt nye tider og en ny regering.
Mens den Erdogan-venlige fløj dyrker denne optimisme, er oppositionen og kritikerne bekymrede.
Selvom markedet reagerer positivt på denne udskiftning, så køber, handler og/eller investerer flere tyrkere i og med amerikanske dollars.
Det er ikke helt uset, at huslejen opkræves i dollar, og som sådan er det heller ikke en ny tendens i Tyrkiet, men set i lyset af krisen er det næppe noget, der gavner lirakursen eller markedet som sådan - for slet ikke at nævne den almindelige borger.
Nu hvor der er kommet mere kyndige folk til - både i nationalbanken og i finansministeriet - er spørgsmålet, om Erdogan kan nå at redde økonomien og dermed genvinde den dalende tillid hos vælgerne, som er øget med de stigende coronatal og inflationen.
Ifølge en undersøgelse fra et af de mere seriøse institutter, Eurasien Institut, tidligere på året peger meningsmålingen ikke til Erdogans fordel. Til spørgsmålet “Finder du præsident Erdogan succesfuld i sit hverv?” svarer 41,9 procent ja, mens 52,2 procent svarer nej.
Ligeledes svarer 38,9 procent af vælgerne, at de vil stemme på Erdogan, hvis der var et valg i dag, mens 44,5 svarer nej.
Dele af oppositionen og kritikerne mener, at det bliver svært at genoprette tilliden til regeringens økonomiske politik, fordi Erdogan har centreret magten om sig selv, hvilket giver meget begrænsede manøvremuligheder til den nye finansminister.
Erdogan vil fortsætte med at lede landet som et selskab - med sig selv som den suverænt styrende direktør og bestyrelsesformand, lyder kritikken..
Andre spekulerer i, om svigersønnens egenrådige handling i forhold til at forlade posten uden at få grønt lys fra paladset først, viser tegn på en ellers stærk Erdogans svækkede rolle internt i AKP-partiet? Og om dette igen kan tolkes som et nyt kursskifte fra Erdogan mod mindre konfrontatoriske linje både internt, men også i forhold til naboer, EU og USA?
Kriser og konflikter med Tyrkiets naboer og allierede har været stødt stigende de sidste mange år.
For nylig var Erdogan i endnu en kollisionskurs med Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Kemien mellem de to har aldrig været god, men den fik endnu et dyk, efter Erdogan blandede sig i en intern fransk terrorkrise og blandt andet kaldte Macron for ”mentalt syg”.
Modsat den tyrkiske republiks grundlægger, Kemal Atatürk, der var erklæret frankofil, har Erdogan ved flere lejligheder åbent kritiseret den franske sekulære politik og landets skiftende lederes generelle holdning til Tyrkiet.
Her har Frankrigs åbenlyse støtte til Cypern og Grækenland ligesom blokeringer af Tyrkiets EU-proces spillet en afgørende rolle i Erdogans holdning.
Den seneste konflikt mellem Tyrkiet på den ene side og Grækenland og Frankrigs på den anden handler om retten til at bore efter gas og olie i det østlige Middelhav, og den har ikke hjulpet på Erdogans popularitet blandt medlemslandene i et nystartet energisamarbejde.
Situationen er heller ikke anderledes blandt Tyrkiets tidligere allierede i Mellemøsten og de nordafrikanske lande.
Erdogan er gået fra at være den modige og populære mand til at være et ”problem” og ”provokatør”.
Det seneste nyopstartede energisamarbejde, Eastern Mediterranean Gas Forum, EMGF, mellem Grækenland, Cypern, Italien, Egypten, Jordan og Palæstina, der blandt andet har til formål at udnytte gasfelterne tæt på Tyrkiet og Cypern, er endnu en torn i øjet på Erdogan.
Tyrkiets manglende inddragelse i dette samarbejde har vakt vrede og angst i Tyrkiet, som frygter at blive isoleret i regionen – noget, som Erdogan også prøvede at vende til noget med en national-samlende retorik og med med anklager om ”nogle ikke ønsker Tyrkiet det bedste”.
Indtil videre har denne strategi ikke været stærk nok til at mindske de interne konflikter i landet.
Det dalende forhold til tidligere nære venner i regionen og det iskolde forhold til EU har muligvis skubbet Erdogan i armene på den russiske præsident Putin.
Erdogans stadigt stigende samarbejde - og nogen vil mene det nødvendige flirt - med Putin skal måske også ses i det lys.
Ud fra et realpolitisk perspektiv er det mere et nødvendigt onde end en reel interesse. Men Putins styrke i Syrien og hans seneste håndtering af det meget konfliktfyldte og betændte forhold mellem Armenien og Azerbaijan i forbindelse med konflikten om Nagorno-Karabakh, der endte i en våbenhvile, viser med al tydelighed Erdogans afhængighedsforhold til Putin.
Derfor er det heller ikke så overraskende, at Erdogan valgte at bryde med sin stærke og tætte Nato-allierede, USA, og i stedet valgte at købe nye kampfly og flydele fra Rusland. En handling, der om nogen har kølnet forholdet til Det Hvide Hus drastisk.
Tilbage står Tyrkiet med en egenrådig leder, der indtil videre har siddet på magten i 18 år og ved sidste valg fik knap 50 procent af stemmerne og indtil videre har bevaret sin popularitet.
Hemmeligheden bag Erdogans succes og popularitet ligger i de mange økonomiske og politiske reformer – især igennem de første fem-seks år af hans regeringstid som premierminister.
Her gjorde Erdogan meget for at tilpasse landet til EU’s optagelseskriterier, ligesom han lavede en målrettet investering i infrastrukturen, sundhedssektoren og forbedrede de økonomiske vilkår i landområderne. Investeringer og reformer, der skabte vækst og optimisme blandt befolkningen.
Men lige så stærkt det gik under hans første 8-10-årige regeringsperiode mod en mere åben vestlig inspireret liberalt demokrati, lige så skævt er det gået i hans sidste periode.
Oppositionen i Ankara påpeger, at især skiftet fra det parlamentariske system til det præsidentielle system, hvor magten er blevet centreret omkring én mand, har skubbet landet længere væk fra et reelt demokrati.
Det mislykkede kupforsøg i 2016 har desuden skubbet til en yderligere centrering af magten omkring Erdogan - især med lukningen af flere hundrede medier, et mindre uafhængigt retssystem og Erdogans ekstreme sensitivitet over for kritikere.
De sidste par års stigende økonomiske kriser og dalende forhold til nabolande og tidligere allierede, efterfulgt af det stigende flygtningeproblem fra især Syrien, har skabt en tiltagende krise i Erdogans popularitet og magtposition - også på de interne linjer.
Den seneste familiekrise med svigersønnens smækken med døren til finansministeriet og den ukontrollérbare pandemi kan muligvis skubbe Erdogan i en reorientering af sin udenrigspolitik.
Her kan valget af Joe Biden være en potentiel mulighed for Erdogan i forhold til at genetablere dialogen med Det Hvide Hus og måske dermed også med Europa.
I første omgang er det primære fokus for Erdogan ikke at “please” hverken Europa eller nabolandene, men at genvinde tilliden hos den tyrkiske middelklasse og landbefolkningen, så han kan sikre genvalg ved det kommende præsidentvalg i 2023.
Det er i øvrigt samme år, at den tyrkiske republik fylder 100 år, og Erdogan kan håbe på at manifestere sin position som den “nye” landsfader efter republikkens grundlægger Atatürk, der stadig i den sekulære del af befolkningen betragtes som landets absolutte “fader” og leder.
Om det lykkes er svært at sige. Indtil videre er Erdogans største kort, at der ingen reelle politiske modstandere er, der kan udfordre hans magt.
Dertil er han stadig stærk i sit parti, ligesom oppositionen stadig er alt for svag med hensyn til kandidatfeltet. Og så længe pressen dækker det, der dikteres fra “Paladset””, kan det give ham lidt ro til at fortsætte med at styre landet, som han vil.
Så indtil videre sidder Erdogan sikkert i sit palads og dikterer sin politik, godt hjulpet af en enorm national og religiøs retorik om ”ydre” fjender, som ikke ønsker Tyrkiets fremgang og udvikling med inddragelse af klare paralleller til Osmannerrigets fald.
Omvendt kan det seneste lokalvalg, hvor oppositionen, CHP, efter mange års ørkenvandring har formået at genvinde de store byer som Ankara og Istanbul tilbage fra Erdogans parti AKP, også vise tegn på, at der er potentielle udfordrere på sigt.
Kommentarer
Det er mærkeligt at du er politiker i Danmark, og i Danmark kan du godt indse, at det politiske spil, handler om at vinde "små kampe" for vælgernes skyld, og ikke for din egen skyld.
Du har en program og punkter, som du er blevet valgt på, også får du ris og ros, og folk er med dig i medgang og modgang.
Men du tåler ikke at blive kritisteret af samme stamme som dig.
Erdogan er dit hjemlands statsoverhoved.
Problemet med jer udenlands kritikere, at I går efter selve personen, fordi i holder med en anden.
Men i glemmer hvor han har lagt Tyrkiet idag. I er simpelthen imod enhver præsident, der gøre landet religiøst end åbent.
Du så godt eller ser godt, hvad åbenthed gøre ved folk i dk.
Havde man nu hørt dig, og de andre kritikere sig noget positivt bare 1 gang før om manden, så kunne man måske tage jer alvorlig.
Du ved det skal altid være en fifty-fifty kritikere, ligesom du giver ris, skal du også rose engang imellem.