Annonce

Tidligere trafikminister død og Bestseller-direktør nu Danmarks rigeste

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tidligere trafikminister og folketingsmedlem Kaj Ikast er død, Bestseller-direktør Anders Holch Povlsen er nu Danmarks rigeste og højeste antal nysmittede med corona hidtil.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Tidligere trafikminister og folketingsmedlem Kaj Ikast død

Major Kaj Ikast, tidligere konservativ trafikminister og mangeårigt medlem af Folketinget og Folketingets Præsidium, er død. Han blev 84 år gammel

Det skriver Altinget.

Kaj Ikast led af Alzheimers og boede på plejehjem. Han var for nylig blevet opereret i hoften, hvilket han aldrig kom sig over. Han blev født i Viborg i 1935.

Han var medlem af Folketinget for  Konservative fra 1983 til 2005, valgt i Sønderjylland.

Fra 1990 til 1993 var han en del af regeringen som trafikminister under daværende statsminister Poul Schlüter (C).

Kaj Ikast var en af kræfterne bag Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Kaj Ikast gjorde kortvarigt også kommunalpolitisk karriere som viceborgmester i Gram 1998-2000.

Efter sin ministertid var Ikast formand for Folketingets Trafikudvalg 2001-05 og var i samme periode det konservative medlem af Folketingets Præsidium.

Læs mere her.

Anders Holch Povlsen nu Danmarks rigeste

Seks danskere er ifølge Bloomberg blandt verdens 500 rigeste. Øverst af dem troner Anders Holch Povlsen.

Sådan skriver Ritzau ifølge A4 Arbejdsliv.

Anders Holch Povlsen, som er direktør i modekoncern Bestseller, der blev grundlagt af hans forældre, er nu Danmarks rigeste mand.

Ifølge Bloomberg har Bestseller-ejeren en anslået formue på 53,2 milliarder kroner, hvilket gør ham til verdens 254. rigeste person.

Dermed er han lige akkurat krøbet over Niels Louis-Hansen på listen. Han er nummer 255 med en formue på 53,1 milliarder kroner.

Niels Louis-Hansen er arving til medicoselskabet Coloplast, som han ejer en femtedel af.

Læs mere her.

Hidtil højeste antal nysmittede med corona det seneste døgn

1605 personer er testet positive for coronavirus siden i går. Yderligere seks er døde med coronavirus. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Det skriver tv2.dk.

Antal indlagte stiger med 1 til 267.

I går var antallet af ny-smittede på 1586, mens 266 var indlagte.

Ifølge Hans Jørgen Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, viser smittetallene, at vi er på vej i den forkerte retning.

Ifølge ham kan det hænde, at der bliver indført yderligere restriktioner op mod jul, hvis ikke tallene vender.

Hans Jørn Kolmos mener, at de stigende smittetal kan være et udtryk for, at folk rykker sammen indenfor og lader være med at droppe julefrokosterne.

Læs mere her.

Ellemann om opsigtsvækkende besked fra Løkke: “Det her søfartseventyr er jo Lars’ egen idé” 

Venstres formand håber, at Lars Løkke både vil genopstille ved næste valg og tage ordførerposter. Forleden lød det ellers fra Løkke, at Venstre ikke længere har brug for ham.

Sådan skriver Politiken.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, går nu i rette med den tidligere formand, Lars Løkke Rasmussen.

Det sker, efter at Løkke på Facebook har begrundet, hvorfor han har sagt ja til at deltage i et reality-program, hvor han sammen med andre skal sejle til det sydlige Caribien.

“Hvorfor ikke, tænkte jeg! Venstre har ikke længere brug for mig, så mon ikke det går at trække et par uger ud af kalenderen,” skriver Løkke.

I en tid, hvor store dele af Venstre venter spændt på, om Løkke mon trækker sig ud af politik eller måske danner et nyt parti, har især formuleringen om, at Venstre ikke længere skulle have brug for Løkke, vakt opsigt.

Læs mere her.

Ny lov: Boligkøbere skal skrotte gamle brændeovne 

Et flertal i Folketinget har vedtaget regeringens forslag om at boligkøbere fremover skal skrotte gamle brændeovne.

Det skriver Ekstra Bladet.

Hvis du efter 1. april næste år køber et hus, hvor der står en ældre brændeovn, har du pligt til at skrotte den eller skifte den ud, inden der er gået et år.

Det har Folketinget netop vedtaget, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Med den nye lov betyder det, at man fremover har pligt til at oplyse, hvorvidt der er en brændeovn fra før 2003, når skødet ved en bolighandel bliver tinglyst.

Er det tilfældet, har man pligt til at sørge for, at den bliver skiftet ud med en nyere eller skrottet helt.

Hvis man ikke umiddelbart kan dokumentere eller konstatere, hvorvidt en brændeovn er fra før eller efter 2003, er det muligt at få en erklæring fra skorstensfejeren om, hvor gammel brændeovnen er.

Den erklæring skal efterfølgende sendes til Miljøstyrelsen sammen med anden dokumentation, så de kan afgøre, hvorvidt brændeovnen er omfattet af den nye lov eller ej.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet