Chefredaktør: Corbyn er ikke længere et forbillede

Informations Rune Lykkeberg har tidligere udråbt Jeremy Corbyn til et forbillede. Det mener han ikke længere
To af landets fremtrædende chefredaktører var store Corbyn-tilhængere, men nu er de det ikke længere.

Den ene af dem er Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, som tidligere har beskrevet den tidligere Labour-leder Jeremy Corbyn som et forbillede. En udtalelse, han nu trækker tilbage.

“Han er ikke et forbillede som leder, hvis han ikke kan tage ansvar for antisemitisme i sit eget parti,” siger Rune Lykkeberg til Netavisen Pio.

Det sker, efter en rapport dokumenterer omfattende antisemitisme i Labour under Corbyns ledelse.

“Det er en falliterklæring for Corbyn, at han ikke forholdt sig til det, der var samfundets problem, men til det, han ønskede, det skulle være,” lyder det fra Rune Lykkeberg, der fortsætter:

“Når Corbyn kalder sig antiracist og vil være en progressiv leder, og han så samtidig bagatelliserer antisemitisme i sit eget parti og nægter at tage ansvar for det, så synes jeg, han har diskvalificeret sig selv som leder.”

Han har diskvalificeret sig selv som leder

Corbyn bortvist efter rapport om antisemitisme

I slutningen af oktober i år kom rapporten “Investigation into antisemitism in the Labour Party” fra det britiske menneskerettighedsinstitut, Equality and Human Rights Commission, som afdækker omfanget af antisemitisme i Labour-partiet.

Udover at dokumentere omfattende antisemitisme i partiet anklager rapporten også Labour for under Corbyns ledelse at huse “en kultur, der i bedste fald ikke forhindrede antisemitisme og i værste fald kunne beskyldes for at acceptere det”.

Partiet har begået ulovlig chikane og diskrimination mod jøder i Labour, og ledelsen var skyldig i “alvorlige forsømmelser”, lyder dommen i rapporten.

Corbyn kaldte rapportens konklusioner “dramatisk overvurderet af vores modstandere af politiske grunde” og ønskede efterfølgende ikke at trække udtalelserne tilbage.

Den reaktion fik den nye Labour-formand Keir Starmer til at suspendere Corbyn fra partiet. Men efter 19 dages suspendering er Corbyn nu igen blevet medlem af det britiske arbejderparti.

Corbyns danske støtter

I sommeren 2019 omtalte Lykkeberg i et interview med Mellemfolkeligt Samvirke Corbyns Labour som “det eneste Socialdemokrati, jeg kender, der skaber begejstring. Det er en helt ny form for politik, for partidannelse, som for mig at se har noget meget positivt – nemlig at den er baseret på idealer – og som mobiliserer på en helt vild skala”.

I november 2017 beskrev Lykkeberg i Information Corbyn som “en af vor tids progressive ledere” og har flere gange hyldet ham som “en rød front”, der kunne vække de unges aktivisme.

Men tilbage i april aftog begejstringen, da Lykkeberg skrev lederen “Corbyns tid er forbi - men hans dagsorden har vundet“. Her skriver han, at det var en falliterklæring, at Corbyn som Labour-leder aldrig udviklede en klar holdning til Brexit, der var Storbritanniens dominerende tema.

Skiftede mening om Corbyn efter valgnederlag

Også Politikens chefredaktør Christian Jensen har udtrykt sig positivt om Corbyn under hans formandstid.

“Lær af Corbyn”, skrev han i Politiken i juni 2017. Han mente, at Labour-lederen leverede et svar på, hvordan “en højrefløj i fremmarch” kunne besejres.

Men i december 2019 havde Christian Jensen skiftet mening oven på Corbyns valgnederlag og pegede i den forbindelse på problemet med antisemitisme som en årsag.

Formåede aldrig at gøre op med antisemitismen

Corbyn formåede ikke at gøre op med antisemitismen i sit eget parti.

The Guardian oplister en række grunde, såsom da Corbyn i 2012 støttede kunstneren bag et graffitimaleri, som fremstillede jøder som bankfolk med krogede næser, der tjener penge på ryggen af jordens fattige.

Corbyn er også blevet set sammen med holocaustbenægtere og antisemitter og har tidligere kaldt det palæstinensiske, islamistiske parti Hamas og det libanesiske, shia-islamiske parti Hizbollah for sine “venner”.

“Typisk venstrefløjsfejl”

Ifølge Rune Lykkeberg er det Informations opgave at tage afstand fra “vanviddet, der opstår på venstrefløjen”.

“Det er en opgave, vi er optaget af og bevidst om. Derfor var vi meget optaget af at skrive en leder med det samme efter, at EHRC-rapporten udkom,” siger han og tilføjer:

“Det er en typisk venstrefløjsfejl, at man kommer med: “Jeg synes, det her skal handle om det”, og så er der noget andet, der brænder ude i virkeligheden.”

Der brænder ude i virkeligheden

For Rune Lykkeberg står det med EHRC-rapporten klart, at der er et problem med antisemitisme i Labour, og at Corbyn ikke har taget det tilstrækkelig alvorligt.

“Når han siger, at én antisemit er en for mange og straks derefter skal sige: “Men i øvrigt er problemet overdrevet”, så har han demonstreret, at han ikke kan tage problemet i sit eget samfund og i sit eget parti alvorligt, fordi antisemitisme er et stigende problem i England,” lyder det fra Lykkeberg.

Inspirerede stadig andre socialdemokratier

Rune Lykkeberg holder dog fast i, at Corbyn i sin tid som Labour-leder inspirerede andre socialdemokratier rundt omkring.

“Dét at få et socialdemokrati til at skabe begejstring. Dét at gøre social uretfærdighed til et problem, som et socialdemokrati kan håndtere. Dét at flytte opgøret med et uretfærdigt samfund ind i socialdemokratiet. Det er stadigvæk en inspiration uafhængigt af de anklager om antisemitisme,” siger han.

Det er stadigvæk en inspiration uafhængigt af de anklager om antisemitisme

Også Christian Jensen fremhæver, at det lykkedes Corbyn som Labour-leder at mobilisere og skabe en begejstring blandt særligt unge vælgere. Noget, som andre centrum-venstre-partier ifølge Jensen burde studere og på nogle punkter lære af.

”Jeg har i en leder i 2017 peget på den kendsgerning, at Jeremy Corbyn og Emmanuel Macron var de to eneste europæiske centrum-venstre-politikere, der formåede to ting: At skabe en modbevægelse til de fremherskende nationalistiske og fremmedangste politiske bevægelser i Europa. Og at skabe opbakning og begejstring blandt særligt unge vælgere.“

“Det var ligesom det, der var mit ærinde, og jeg har også siden problematiseret, at Jeremy Corbyn ikke har taget klart afstand fra de skygger af antisemitisme, han har trukket sig efter,” siger Christian Jensen til Netavisen Pio og fortsætter:

Så kan jeg kun på det kraftigste tage afstand fra det

“Hvis det er sådan, at rapporten afslører Corbyn eller andre i Labour i antisemitisme, så kan jeg kun på det kraftigste tage afstand fra det, men jeg kender ikke rapportens konkrete indhold i detaljer.”

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er såmænd ikke kun Hamas og Hizbollah, han har udtrykt sympati for, men også IRA. Den er ganske enkelt helt gal med ham, og det skulle både Rune Lykkeberg og Christian Jensen have set meget tidligere.

Annonce