Den sorte jord indledes med nærbilleder af en flok gryntende svin. Dette sceneri kan måske for en umiddelbar betragtning virke kryptisk, men efterhånden som filmen skrider frem, forekommer pointen mere og mere åbenlys.

Vi befinder os i 1933 og følger den unge walisiske journalist Gareth Jones, som nærer en udtalt nysgerrighed efter at vide, hvad der ligger til grund for det, der siges at være et sandt wirtschaftswunder i form af den sovjetiske lynindustrialisering, mens man i de vestlige lande endnu lider under Den Store Depressions recession og massearbejdsløshed.

Kort tid forinden har den ambitiøse Mr. Jones gjort det scoop at få et solointerview med Adolf Hitler, og han agter nu at begive sig til Sovjetunionen med den intention at få et interview med Josef Stalin.

Paranoiaen hersker

Allerede ved Mr. Jones’ ankomst til Moskva, som de udenlandske journalister ikke har tilladelse til at forlade, er scenen sat med massiv overvågning, vagter alle vegne, skumle blikke og paranoide borgere, der konstant kigger sig over skuldrene.

Man ser allerede her, at Mr. Jones, der indledningsvist ellers forekommer at nære en vis veneration for det sovjetiske samfundseksperiment, begynder at ane uråd, hvad der til gengæld er mange, der ikke gør.

Eksemplerne er mange på sovjet-apologeter, som under pilgrimsrejser østpå har døjet med udtalt selektiv blindhed og hermed har været leveringsdygtige i skønmalerier om et land, der flyder med mælk og honning. Disse typer er i Den sorte jord repræsenteret ved den Pullitzer-vindende journalist Walter Duranty, som er leveringsdygtig i de velkendte floskler og relativeringer: Man kan ikke lave en omelet uden at slå æg i stykker.

Stalins guld voksede i den ukrainske muld

Mr. Jones får undervejs nys om, at forklaringen på, at det i Sovjet er blevet økonomisk muligt at poste så store summer i den industrielle udvikling, skal findes i det, der omtales som Stalins guld – korn! Hermed peger pilen på Ruslands spisekammer: Ukraine.

Med møje og besvær lykkedes det at få sat et – naturligvis overvåget – besøg i Ukraine i stand. Undervejs formår Jones at fravriste sig sin kommissær-ledsager for på egen hånd at gøre sig iagttagelser, hvorved der venter ham et uforfalsket billede af situationen – et horribelt syn.

Gruopvækkende scener med tomme byer, lig i gaderne og blege, udsultede, spøgelsesagtige børn får nakkehårene til at rejse sig. Filmen tager her en drejning i retningen af et mere psykologisk drama, da man følger den tomhændede og udhungrede Mr. Jones vandre forvildet rundt i det sneklædte ukrainske landskab med de allestedsnærværende vidnesbyrd om sult, affolkning og kannibalisme. Man fornemmer her gradvist afsindigheden overmande ham i forsøget på at finde en ende på det stalinistiske mareridt.

Hvad der kun bidrager til at øge uhyggen er visheden om, at katastrofen er menneskeskabt. At Stalins forfejlede tvangskollektivisering af landbruget, de urealistisk høje afleveringskvoter samt brugen af udsultning som våben mod de oprørske ukrainske bønder har affødt menneskelige lidelser i et omfang, som ikke er til at begribe.

Orwell er med

Filmen er baseret på virkelige begivenheder, men tager sig undervejs visse kunstneriske friheder.

En af disse er inddragelsen af George Orwell i fortællingen. Selvom Mr. Jones og Orwell så vidt vides i virkeligheden aldrig har mødt hinanden, tjener dette fiktive element til at sætte en tyk streg under autenticiteten af filmens hovedfortælling i form af en løbende inddragelse af passager fra Orwells værk Animal Farm, hvor det til sidst ikke længere er til at skelne mennesker fra svin.

Man formår herved at lade Orwells ord tjene som en katalysator for fortællingen, hvorved pointen med svine-metaforen står lysende klart: at fascisme er fascisme – hvad end den er iklædt sorte eller røde gevandter.

Selvom filmen vedrører begivenheder, der fandt sted for snart et århundrede siden, er der flere omstændigheder, der gør den både relevant og aktuel.

Trækker tråde til i dag

Her kan først og fremmest nævnes det forhold, at det folkemord, som der jo – hvordan man end vender og drejer det – her er tale om, er et relativt underbelyst et af slagsen, og at det er bydende nødvendigt at udbrede kendskabet til det. Dette understøttes også af, at der den dag i dag langt fra er enighed om antallet af ofre. Buddene på dette går fra 3 til 10 millioner.

Hertil kommer vigtigheden af at huske, hvor store menneskelige omkostninger den totalitære samfundsform kan have.

Dette bliver ikke mindre relevant, når man tænker på de antidemokratiske tendenser i eksempelvis nutidens Polen og Ungarn, og hvad det med tiden kan udvikle sig til, hvis vi ikke formår at lære af historien.

Den sorte jord (Mr. Jones). 2019. Polen, Ukraine og Storbritannien. Inst. Agnieszka Holland. Medvirkende: James Norton, Vanessa Kirby og Peter Sarsgaard.