Tidligere anbragte børn får ret til at kende deres egen historie

En ændring af arkivlov skal sikre, at alle får ret til information om egen sag og oplysninger om dem selv, mener folketingsmedlem.
Scene fra filmen 'Der kommer en dag' om Godhavnshjemmet.
Et lovforslag til ændring af arkivloven bliver torsdag den 10. december forhåbentlig vedtaget med bred opbakning i Folketinget.

Ændringer af arkivloven lyder måske tørt, men der er tale om et lovforslag, der har stor betydning for nogle af de mest udsatte i vores samfund.

Ændringen skal nemlig sikre det grundlæggende princip, at alle har ret til information om egen sag og oplysninger om dem selv. Adgangen til egne oplysninger bliver samtidig gratis.

For mig er det er i virkeligheden et spørgsmål om frihed: At alle skal have retten til at kende deres egen historie.

Skal oplyse de mørke pletter

Særligt for dem, der som børn er blevet anbragt, har været på børnehjem eller lignende. At kunne samle dele af sin egen historie og få indsigt i den er vigtigt for at forstå, hvem man selv er, og hvor man kommer fra.

Vi har mørke pletter i vores Danmarkshistorie, når det kommer til de vilkår og forhold, vi bød anbragte børn. Her tænker jeg særligt på Godhavnsdrengene, som fik en længe ventet undskyldning af statsministeren på vegne af hele Danmark som anerkendelse af al den uret, de har måttet gennemleve.

Alt for mange af de allersvageste blev svigtet. Og de historier skal frem i lyset.

Lettere adgang til oplysninger

Derfor er Forsorgsmuseet i Svendborg - på vegne af os alle - i gang med en udredning om de svigt og overgreb, som anbragte og udsatte børn og unge blev udsat for, mens de var i statens institutioner, selvom de burde have været under statens beskyttelse.

Nogle har allerede fået en undskyldning fra det officielle Danmark. Det er i den grad på sin plads.

Ligesom det uden tvivl også er på sin plads, at vi nu sikrer disse mennesker gratis adgang og en ret til at kende deres egen historie. For det må ikke være ens indkomst, der afgør, om man har frihed til at få indsigt i egne oplysninger.

Særligt ikke fordi, at vi ved, at nogle af dem, der har været udsatte som børn og unge, også har en lav indkomst i deres voksenliv.

Det her kan ikke ændre, hvad der er sket, men måske kan adgangen til at kende sin egen historie alligevel afklare en smule, så det måske kan blive bare lidt lettere at komme videre i livet. Det håber jeg virkelig.


placeholder

Annonce