“Jeg er meget bekymret og meget ærgerlig over, at mine medlemmer bliver sat i den situation,” siger Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for social- og sundhedssektoren i fagforeningen FOA, til TV 2 Lorry.
Eller de tager smitten med ind på et hospital og smitter patienter eller kolleger
“I værste fald så tager vores medlemmer smitten med ind på et plejecenter, hvor folk kan dø af det. Eller de tager smitten med ind på et hospital og smitter patienter eller kolleger,” siger han.
Torben Klitmøller Hollmann bliver kontaktet et par gange om ugen af medlemmer, der af sine chefer bliver presset til at gå på arbejde, selv om de har symptomer på covid-19 eller har været i nær kontakt med en smittet. Han ser det som et udtryk for, at arbejdsmarkedet er ekstra presset på grund af hele coronakrisen.
Oplysningerne fra FOA ryster professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.
Han betegner over for TV 2 Lorry de beskrevne brud på retningslinjerne som meget uhensigtsmæssige.
Han understreger, at det er vigtigt, at man straks isolerer sig, når man får at vide, at man har været i nær kontakt med en smittet. Det er nemlig i de første dage efter at være blevet smittet, at man især giver virussen videre til andre.
Opdateret 09.01.2022 som led i undersøgelse af citat-praksis