Bødskov om mink-forhandlinger: “Vi er nødt til at være grundige”

Den fungerende finansminister afviser beskyldninger om, at regeringen bevidst trækker forhandlingerne ud
De konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, beskylder regeringen for bevidst at trække forhandlingerne om erstatning til minkavlerne ud. Men det afviser fungerende finansminister, skatteminister Morten Bødskov, pure.

“Under de seneste forhandlinger er der rejst en række nye spørgsmål, som vi har undersøgt. Jeg har sagt det før og gentager gerne, at vi er nødt til at være grundige og gøre os umage, for det er en alvorlig situation og mange penge, vi taler om,” skriver Bødskov i en mail til Ritzau ifølge TV Midtvest.

Bødskov føjer til, at han tror på at en aftale er indenfor rækkevidde:

Men jeg er også optimistisk og tror på, at en aftale er indenfor rækkevidde

“Men jeg er også optimistisk og tror på, at en aftale er indenfor rækkevidde,” skriver Bødskov.

De komplicerede forhandlinger om erstatning til minkavlerne fortsætter i dag torsdag “med forskellige partier” - i kølvandet på forhandlinger i weekenden og ugen igennem.

Ifølge Netavisen Pio's oplysninger er der fremdrift i forhandlingerne, men et resultat ventes nu tidligst i weekenden, måske først mandag.

De konservative: Vi står ikke langt fra hinanden

De Konservatives finansordfører, Rasmus Jarlov, kritiserer på Facebook regeringen for bevidst at trække forhandlingerne i langdrag:

“Vi forhandler stadig om erstatning til minkbranchen. Eller det vil sige, vi står stadig til rådighed for forhandlinger. Men selvom vi ikke virker til at være ret langt fra hinanden, går der desværre uger imellem, at vi hører fra regeringen, og derfor må branchen fortsat vente på deres erstatning,” skriver Jarlov.

Han afviser samtidig, at de borgerlige partier er ude på at skaffe minkavlerne den højst mulige erstatning:

“Regeringen og venstrefløjen forsøger at male et billede af, at vi borgerlige ønsker at bruge flest mulig penge på erstatning til branchen. Det er ikke rigtigt,” skriver Jarlov og fortsætter:

Faktisk arbejder vi for at gøre erstatningen mindre

“Faktisk arbejder vi for at gøre erstatningen mindre. For et af vores store ønsker er en dvaleordning, hvor avlere i stedet for fuld erstatning for at stoppe kan vælge at få tilskud i et par år og derefter starte igen med de sidste overlevende danske dyr og dyr fra udlandet. Det kan spare statskassen for enorme beløb, og der er (og var) ingen sundhedsfaglige argumenter for ikke at forsøge at vaccinere dyrene og fortsætte resterne af dansk minkavl i stedet for at udrydde det hele og forære minkbranchen til Kina.”

placeholder

 

Venstres finanspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen, tror også en bred politisk aftale ligger inden for rækkevidde:

"Venstres ambition og håb er, at vi i slutningen af ugen kan komme i realitetsforhandlinger, der kan betyde, at vi får lavet en aftale," sagde han således tirsdag til Politiken.

Pris for erstatning: 15 - 17 milliarder kroner

Regeringens forhandlere - fungerende finansminister, skatteminister Morten Bødskov, og fødevareminister Rasmus Prehn - har lagt et forslag frem, som kommer til at stå skatteyderne i 15 - 17 milliarder kroner. EU har nikket ja til modellen.

Regeringens ministre har i forhandlingsforløbet - særligt efter nytår - især brugt tid på Venstre. Regeringen og Venstre er dag for dag - skridt for skridt - rykket hinanden nærmere, lyder det fra kilder tæt på forhandlingerne. Undervejs har det dog flere gange været nødvendigt at vende tilbage til EU-Kommissionen for at sikre, at der fortsat var grønt lys herfra i forhold til statsstøttereglerne.

Den model, der ligger på bordet nu, giver erstatning til minkavlere for tabt indtjening ti år frem i tiden

Den model, der ligger på bordet nu, giver erstatning til minkavlere for tabt indtjening ti år frem i tiden. Siger man som minkavler ja til erstatning kan man ikke senere starte op igen som minkavler.

Man kan efter modellen også vælge at genoptage minkavlen efter ophør at den lovbestemte dvaleperiode, der ophører 31. december 2021. Men så får man ikke erstatning for bygninger, maskiner og andet, men alene for aflivede mink og selve den påtvungne dvaleperiode - altså fra november sidste år til og med udgangen af december i år.

Beregningen af hvad minkavlerne skal have i erstatning for tabt indtjening har været en af de helt store knaster i forhandlingerne. Som det ser ud nu, tager man udgangspunkt i de seneste ti års indtjening, men man har klippet toppen af guldåret 2013 væk, hvor indtjeningen var langt højere end de øvrige ni år.

Den gennemsnitlige indtjening for minkavlerne var i 2019 minus 850.000 kroner pr. bedrift

Den gennemsnitlige indtjening for minkavlerne var i 2019 minus 850.000 kroner pr. bedrift. I guldåret 2013 tjente minkavlerne derimod hele 3,3 millioner kroner i snit.

De seneste år har indtjeningen været støt faldende, mens det var en god forretning at være minkavler i årene 2010 til 2013. Hver fjerde minkfarm havde i 2019 kurs mod konkurs.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Se realiteterne i øjnene. Venstre og konservatives eneste interesse er, at erstatningen bliver så dyr som muligt, så de senere kan score point på at fortælle hvor forkert regeringen har handlet, og hvor dygtige de har været til at skaffe penge til deres vælgere, som har ydet pæne bidrag til deres valgfonde.
Socialdemokratiets eneste interesse er at yde en fornuftig erstatning. Ikke at være tossegod.

Enig. V og K , udspillet var fire milliarder, nu er det 17, hvad er det for en reduktion Jarlev taler om. Få det nu landet, så vi kan komme videre.

Jeg ser stadigvæk med stor skepsis på risikoen for, at minkavlere senere ved fortsat tilladt minkdrift gennem stråmænd både modtager erstatning og under dække kan fortsætte forretningen med minkavl den 1. januar 2022. Jeg har en kedelig fornemmelse af, at Jarlovs forslag måske er fremsat med den bagtanke. Vi ved jo, at man i det parti opfatter det som misundelse, når der ankes over, at staten udbygger privilegierne hos det mest velstående segment, med vedvarende muligheder for skatteunddragelse gennem skattely, statsstøttet aktionærbistand med bakpakke to under finanskrisen, hvor man desuden kuppede sig ud af, at staten skulle have aktier for pengene til støtten til en konkurstruet Danske Bank, og skattefrihed ved arv, hvor alle andre bliver beskattet når penge overføres mellem to forskellige juridiske personer.

Sker dette oplever vi en ny fadæse, hvis indhold og omfang vil svare til udbytteskatteskandalen, hvor sorteper sidder hos skatteyderne.
Den skildrede erstatningsmodel kræver som minimum, at minkavl af aftalemæssige grunde forbydes i de anførte 10 år, og at maskiner, stalde og løsøre overdrages til staten, fordi der jo er betalt for det.

Så vidt jeg ved, sørger alle indenfor landbruget - vel også minkavlere - for at trække alle udgifter til produktionsapparatet fra i skat. Det vil sige, at skatteyderne skal betale kompensation for noget vi allerede har betalt en gang, som en stor del af minkavlerne erstatning.

Annonce