Annonce

Byggevirksomheder trodser coronakrisen: Ansætter flere unge lærlinge

Markant flere unge indgår aftaler med virksomheder om lærlingepladser end tidligere. “Vi får brug for hver af dem på den anden side af krisen,” lyder det fra fagbevægelsen
Trods coronakrisen har landets byggevirksomheder ansat markant flere lærlinge end tidligere.

Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har trukket.

Fra januar til november 2020 havde 21 procent flere elever på erhvervsuddannelser rettet mod byggeri - murere, tømrere osv. - indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed end i de samme måneder i 2019.

Og det glæder man sig over i fagbevægelsen, som længe har råbt op om, at der vil mangle faglært arbejdskraft, hvis ikke virksomhederne tager flere lærlinge.

Det er virkelig noget, som er super vigtigt

“Det er fantastisk. Det er virkelig noget, som er super vigtigt, for på den anden side af den her krise, får vi jo brug for hver af dem,” siger Nanna Højlund, der er næstformand i FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation, til Netavisen Pio.

Stigningen på 21 procent på byggeri-uddannelserne er markant højere end på de øvrige erhvervsuddannelser, hvor stigningen lyder på cirka 8 procent.

Aktivitet under coronakrisen og trepartsaftale 

Byggebranchen har klaret sig bedre end mange andre brancher under coronakrisen, og det er en af årsagerne til, at det har været muligt at tage flere lærlinge, lyder forklaringen fra DI - Dansk Industri over for Licitationen.

En anden årsag er den trepartsaftale, som blev indgået i maj, og hvor virksomheder året ud fik et ekstraordinært tilskud for at ansætte lærlinge.

Det har været medvirkende til et løft i antallet af uddannelsesaftaler i byggeriet, vurderer DI.

Den vurdering er FH-næstformanden, Nanna Højlund, enig i.

En trepartsaftale, der har talt ind i det, som virksomhederne havde brug for

“Trepartsaftalen i maj har været med til at sikre, at økonomien aldrig har været bedre i forhold til at tage lærlinge. Man kan sige, at det virkelig har været en trepartsaftale, der har talt ind i det, som virksomhederne havde brug for, hvilket er rigtig godt.”

Skuffet over arbejdsgiver-holdning

Hvis den positive udvikling skal fortsætte, så bør tilskuddet fra trepartsaftalen i maj forlænges, lyder opfordringen fra Martin Skou Heidemann, der er formand for DI Træsektionen under DI Dansk Byggeri.

Han lader over for Licitationen forstå, at han er bekymret for, at 2021-tallene ikke bliver lige så gode som tallene i 2020.

En bekymring, som ifølge Nanna Højlund er udtryk for en ærgerlig arbejdsgiver-holdning.

Jeg bliver faktisk rigtig skuffet, hvis det er sådan, en arbejdsgiver ser det

“Jeg bliver faktisk rigtig skuffet, hvis det er sådan, en arbejdsgiver ser det, fordi lige præcis behovet for arbejdskraft er det, der skal være udslagsgivende for, at man tager lærlinge,” siger hun og fortsætter:

“Den trepartsaftale, der blev lavet i maj, ville man jo ikke have råd til at permanentgøre. Nu er det som altid op til virksomhederne at forstå, at den arbejdskraft, de får brug for i fremtiden, ikke kommer, når de bare åbner døren og kigger ud. De er med til at producere den selv.”

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet