Film om bluesens moder finder aldrig melodien

Gnistrende skuespil og dialog kan ikke redde tragisk hyldest til afroamerikansk musikkultur fra at føles som filmet teater.
Millioner af afroamerikanske mænd, kvinder og børn søgte nord på med Chicago som ledestjerne i 20’ernes USA.

De flygtede ikke blot fra raceadskillelses-lovene i syden, men også en svigtende bomuldshøst.

Deres primære musikalske udtryksform var the blues. “The blues” er for 20'ernes afroamerikanske M/K både en musikalsk og en politisk størrelse.

Når musikerne i ’Ma Rainey’s Black Bottom’ tæller for ved at sige ”a one and a two, and a you know what to do” bliver det nærmest et livsfilosofi, efterhånden som filmen skrider frem. Blues er ikke blot tristesse og blå akkorder – det er også stolthed og trods.

Virkelighedens Ma Rainey (1882-193) er overstrålet i musikhistorien af Bessie James og Billie Holliday.

Men hun er en sand person og nyder blandt kendere kælenavnet ”Mother of the Blues”.

placeholder

En mopset diva med guldtænder

Hun var ud fra denne film at dømme en livsstærk diva, der formår at holde hårdt på sit. Hendes væremåde er måske mopset og svær, men hun bliver et opmuntrende forbillede for et ufrivilligt underdanigt folk. Og så kan hun synge.  

Vi møder hende i filmen for første gang i en indsugende musiksekvens, hvor hun er iført chiffon og regnbuefjer – med guldtænder og makeup, der er så tyk, at den ser ud som om, den er påført med sprøjtekanon.

Hun er fabelagtigt spillet af Viola Davis (’Niceville’, ’Widows’, How to Get Away With Murder’), der indfanger det maskuline, som virkelighedens Ma Rainey også skal have besiddet.

Hun har publikum i sin hule hånd. Spotlyset er hendes. Men den ærgerrige trompetist Levee, spillet af alt for tidligt afdøde Chadwick Boseman (’Black Panther’, ’Da 5 Bloods’, ’Get On Up’), vil også have sin del af kagen.

Det er en fantastisk introduktion til universet og til filmens centrale konflikt – lige dele gospel-udrensning og brølende 1920’ere – som resten af filmen aldrig helt kan toppe.

Forfærdelige historier om vold og overgreb 

Resten af filmen foregår under en pladeindspilning, hvor Ma Rainey og hendes backingband skal have nogle sange fæstnet på sort vinyl for at please det købende publikum uden for sydstaterne, der også er ved at få øjne og ører op for den sorte musik.  

Bandet består af ældre erfarne session-musikere og så førnævnte Leeve, Chadwick Bosemans trompetist med de stirrende øjne, den olympiske selvsikkerhed og de, for en akkompagnatør, lidt for kåde fraseringer på sit instrument.

Han virker i begyndelsen af filmen skingert naiv, først i løbet af forløbet indser man omfanget af hans desperation og traume.

Ubehagelige blegansigter nedstirrer dem, når de skal hente en glasflaske Coca Cola.

Alle de sorte musikere har forfærdelige historier om vold og overgreb at dele med hinanden. Og måske kan de grine, debattere og trække vejret frit i dette musikalske helle, finansieret af hvide producenter med dollartegn i øjnene.

Men ude på gaden i dagslyset og den kvælende sommerhede er sagen en anden. Ubehagelige blegansigter nedstirrer dem, når de skal hente en glasflaske Coca Cola.

Øvelokalet er rammen om hele filmen og man mærker alt for tydeligt oprindelsen fra de skrå brædder. ’Ma Reiney’s Black Bottom’ var oprindeligt et succesfuldt teaterstykke, uropført i de for Black Lives Matter fjerne 1980’ere. Tematikken er påfaldende klar i 2020’erne.

Men selv med førsteklasses skuespil føles det ikke som helt nok, når man på Netflix i sit corona-fængsel også kan se så meget skarpere favntag med afroamerikansk kultur og identitet som eksempelvis ’The Forty-Year-Old Version’.

Filmet teater 

Skuespillerne i ’Ma Reiney’s Black Bottom’ spiller 20 procent for overtydeligt på samme måde, som man gør i teaterrummet, hvor de bagerste rækker skal forstå konflikten på scenen.

Måden, de tiltaler hinanden på, og fører lange monologer, ja selve måden de går i cirkler omkring hinanden, er også larmende teatralsk og unaturalistisk. Nogen stor filmoplevelse bliver filmen derfor aldrig.

Jeg fandt dog fornemmelsen af filmet teater så stærk, at jeg mest endte med at værdsætte de gode intentioner.

Chadwick Boseman bringer sin karakter til torvs med gnistrende intensitet og karisma, mens de tunge skyer samler sig i hans aura. Men hans store scener bliver også faretruende tæt på skuespilopvisning af den art, der virker designet til at angle efter Oscar-statuetter hos et filmakademi ivrig efter at gøre op med hashtagget #OscarSoWhite.

Man kan ikke benægte historien sit tragiske schwung. Især ikke da den har rødder i en historie om forholdet mellem hvide og sorte, der stadig er relevant knap 100 år efter, Ma Rainey løftede sin røst.

Der er gylden dialog fra Pulitzer-vinderens teaterstykke, der gør, at ’Ma Rainey’s Black Bottom’ i den bedste af verdener burde ligge langt over betændt Netflix-reality som ’The Tiger King’. Jeg fandt dog fornemmelsen af filmet teater så stærk, at jeg mest endte med at værdsætte de gode intentioner. Også selvom jeg vippede med foden undervejs.

Filmen får “the blues” til at lyde og se fantastisk ud, men man kommer ikke til at føle den.

 

’Ma Rainey’s Black Bottom’. Film. Instruktion: George C. Wolfe. Medvirkende: Viola Davis, Chadwick Boseman, Colman Domingo, Glynn Turman. Spilletid: 94 min. Kan streames på Netflix

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


Flere artikler om emnet

Annonce