“Det er ikke størrelsen, der er afgørende”

Hvornår er øget statsgæld farligt, spørger debattør Balder Asmussen.
Valgannonce fra Venstre, folketingsvalg 2019
Tænk hvis vi diskuterede samfundsøkonomi, som vi diskuterer corona.

Jeg mener, hvis der var nogen der troede, at videnskaben leverer de svar, som vi har brug for, og at det bare er politikernes opgave at gennemføre, hvad videnskaben anbefaler, så gør de det nok ikke længere.

Og så er det i sidste ende op til politikerne at vælge, hvilke råd de vil styre efter.

Hvad har vi lært af det seneste års kamp for at stoppe corona? At videnskaben ofte leverer modstridende svar. Og så er det i sidste ende op til politikerne at vælge, hvilke råd de vil styre efter.

Ovenstående gælder ikke kun indenfor sundhedsvidenskaben, men også indenfor økonomividenskaben. Og her sker der noget spændende for tiden. Der er kommet en ny holdning til statsgæld.

Synet på statsgæld er spændende, fordi det har konsekvenser for investeringer, vækst, beskæftigelse. Og for vores velfærd.

Økonomer har altid været delte på spørgsmålet om statsgældens betydning. Det nye er, at politikerne i højere grad lytter til økonomer, der ser positivt på, at staten stifter gæld.

Og når jeg skriver politikerne, så mener jeg naturligvis statsminister Mette Frederiksen. Det er mere end nogen anden person statsministeren, der udstikker kursen for den økonomiske politik.

Én gammeldags måde at anskue økonomi på

Da Mette Frederiksen forleden får et spørgsmål om, hvem der skal betale regningen for den gæld, vi stifter lige nu, svarer hun at spørgsmålet antyder en gammeldags måde at anskue økonomi på.

Her er et vink med en vognstang til selv de mest tungnemme. Nye vinde blæser i den økonomiske politik.

Og hun har ret, statsministeren. Hvis gældsstiftelse fører til, at produktionen bliver højere end den ellers ville have været, så burde man i stedet spørge om, hvorvidt der var råd til, at vi undlod at stifte gæld. Det er hvad vi lærte af økonomen Keynes.

Hvis du vil forstå hvordan gældsstiftelse kan føre til øget produktion, så læs denne artikel.

Gæld skal afbetales i gode tider

Men gældsstiftelse er ikke uden risiko. Kortfristet gæld er problematisk, for her kan renterne stige med kort varsel.

Det er heldigvis ikke aktuelt for den gæld vi stifter for tiden. Problemet med gælden ligger et andet sted end renterne.

Problemet med gælden opstår, hvis der kommer nogle politikere til magten, der glemmer at betale af på gælden i gode tider, eller som begynder at låne til løbende forbrug.

Staten kan og bør låne, hvis der er lavkonjunktur og høj arbejdsløshed. Omvendt skal staten betale gælden af, når der er højkonjunktur og fuld beskæftigelse.

Gæld til gode formål 

Staten kan og bør låne, hvis der er ekstraordinær krise som nu under corona, eller hvis det er nødvendigt at gennemføre mange investeringer til ny infrastruktur, som for eksempel den grønne omstilling vi står foran.

Læg mærke til, at det kun er forsvarligt at staten låner penge i situationer, hvor der er opsparingsoverskud i den private sektor. Faste udgifter som fremtidens velfærd kan ikke finansieres for lånte penge.

Gælden skal betales tilbage, når der kommer vækst og fuld beskæftigelse igen. Ikke fordi det er vigtigt for staten at komme af med gælden, men for at undgå at for meget efterspørgsel overopheder økonomien.

Overophedning er en metafor for svækket konkurrenceevne, mere import, mindre eksport, og heraf følgende underskud på samhandelen med udlandet. Sker det, får vi brug for at låne fremmed valuta (hvilket er meget være end at stifte indenlandsk statsgæld).

Det er ikke størrelsen, men gørelsen

Det er med andre ord ikke statsgældens størrelse, der er afgørende for, om vi skal afdrage på den.

Den økonomiske politik skal føres efter forholdene. Man kan endda forestille sig, at staten bliver nødt til at lægge penge til side selvom den ikke har gæld (altså spare op), fordi det er nødvendigt at dæmpe efterspørgslen.

Statsgæld bliver farlig den dag vi står med nogle politikere, der ikke er parate til at afdrage på gælden, eller i hvert fald afdrage tilstrækkeligt på gælden, i en situation, hvor økonomien producerer ved kapacitetsgrænsen, og der er risiko for en overophedning.

Statsgæld bliver farlig den dag vi står med nogle politikere, der ikke er parate til at afdrage på gælden

Vælgerne bør tage sig i agt for politikere, der mener de kan levere både velfærd og skattelettelser på en gang, samtidig med at der er fuld beskæftigelse, og importen stiger hastigere end eksporten. Det var i øvrigt netop, hvad der skete under VK-regeringen i årene op til finanskrisen i 2008.

Selvom der dengang var overskud på statens finanser, og der blev afdraget på gælden, blev der ikke afdraget tilstrækkeligt til at hindre en nedsmeltning af økonomien. Derfor var dansk økonomi allerede i dyb krise, da finanskrisen ramte os.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


placeholder

Kommentarer

Skidegodt, endelig nogen, der tør gribe om nælden. Der har stort set ikke været inflation i DK i mere end 40 år, på trods af at skiftende regeringer i perioder har lånt endda meget store summer penge. Inflation er ikke problemet, det er derimod den måde, en regering forholder sig til produktionens kapacitetsgrænse. Så længe vi holder os indenfor denne grænse kan staten låne ligeså mange penge den vil, det er først, når produktionen ikke længere kan følge med forbruget, at der bliver ballade. Og svaret på balladen er så helt enkelt at hæve skatterne for derigennem at sænke forbruget, så der igen er balance.

Ikke at låne i en situation, hvor kapacitetsgrænsen ikke er nået, er hul i hovedet. Så måske MF skulle overveje at opsige finanspagten? Fordelen ved at have egen valuta er jo netop, at en stat med egen seddelpresse aldrig vil blive insolvent. Finanspagten er en kunstig begrænsning på denne monetære frihed, som politikerne har pålagt sig selv, netop fordi de tænkte gammeldags, da finanspagten blev indført. Og nu kan regeringen ikke rokke med ørerne, fordi kronen skal følge euroen.

Så det glæder mig virkelig, hvis der blæser nye økonomiske vinde på Christiansborg.

Annonce