Annonce

Lun på corona-skat målrettet de rigeste og krisens store vindere

SF åben over for engangsbeskatning af de rigeste danskere og store virksomheder, der har tjent stort på corona-epidemien - Skatteministeren afviser
De rigeste danskere og store firmaer som Netflix og Amazon, der har tjent endnu ekstra meget under corona-epidemien, risikerer at blive afkrævet et særligt engangsbidrag til dækning af en del af samfundets udgifter til bekæmpelse af coronakrisen. I hvert fald hvis det altså står til det ene af S-regeringens tre støttepartier, SF.

Jeg synes også, der kunne være noget interessant i at kigge på en skat på overnormal profit

“Jeg er bestemt åben overfor, at man kunne lave en engangsbeskatning. Jeg synes også, der kunne være noget interessant i at kigge på en skat på overnormal profit, det vil sige en skat på ekstraordinært store indtægter i virksomheder, som er meget tydeligt sporbare til den situation, vi er i,” siger SF’s skatteordfører, Carl Valentin, til Politiken.

World Tax Commission anbefaler engangsskat

En engangsskat på formuer anbefales af den britiske Wealth Tax Commission som den mest effektive måde at opkræve penge på under coronakrisen.

En skat på virksomheders ekstraordinære profit under corona-pandemien anbefales af NGO’en Oxfam,  der har beregnet, at den globalt vil kunne indbringe omkring 640 milliarder kroner.

Det argentinske parlament har før jul vedtaget at opkræve en engangsafgift på op til 5,25 procent af formuer over knap 15 millioner kroner.

Engangsafgiften vil være størst på de formuer, der er placeret i udlandet. Ifølge BBC vil engangsafgiften på de udenlandske formuer ramme 12.000 personer.

Også det socialdemokratiske parti i Canada og en række demokrater i USA, anbefaler en sådan corona-engangsskat.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er dog helt afvisende over for en sådan engangsskat:

Regeringen støtter ikke forslaget

“Regeringen støtter ikke forslaget,” hedder det i et mail-svar fra skatteministeren til Netavisen Pio.

“Vi er både i Danmark og resten af verden stadig alvorligt udfordret af coronakrisen. Den har kostet arbejdspladser, og virksomheder har måttet lukke. Det er hårdt for den enkelte, for erhvervslivet og for os som samfund,” skriver Morten Bødskov videre i sit svar.

"Afgørende for regeringen at bekæmpe ulighed"

Morten Bødskov understreger i sit mail-svar, at danske lønmodtagere i høj grad har og har haft  gavn at den ekstra likviditet og kompensation, som virksomhederne under coronakrisen har fået og vil få:

“Derfor har regeringen samlet tilvejebragt likviditet for 470 mia. kroner til erhvervslivet og dermed danske lønmodtagere og udbetalt kompensation for mere end 29 mia. kr., siden corona ramte Danmark. Det er afgørende for regeringen at bekæmpe ulighed, ikke mindst i krisetider, og sikre, at de svageste ikke bliver glemt”.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet