Dansk-israelsk vaccinesamarbejde, millioner til sultne børn og Skipper gravid

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det tirsdag den 2. marts og her er Netavisen Pio med vores korte nyhedsoverblik Aktuelt, hvor vi samler op på døgnets vigtigste nyheder.

 

Statsminister åben for dansk-israelsk samarbejde om vacciner

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser torsdag i denne uge til Israel for at diskutere samarbejde om vacciner med premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz. Det skriver Ritzau.

“Ja, vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionen af vaccine. Det kan være i et offentligt-privat partnerskab. Bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker ikke nogen idéer - heller ikke at opføre fabrikker,” siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at der endnu ikke er en aftale om, at Danmark rent faktisk vil opfører vaccinefabrikker for på den måde at få adgang til flere vacciner.

Statsministeren bliver i forbindelse med rejsen til Israel kritiseret for at udskyde forhandlingerne om corona, for at tage vacciner fra palæstinensere og for at overtræde Udenrigsministeriets rejsevejledning,

Læs hele historien her.

 

Pfizer fordobler vaccineleverancer i april

Vi bliver ved vaccinerne, hvor der er gode nyheder fra vaccineproducenten Pfizer, der står bag en af de godkendte vacciner.

Fra april måned vil Statens Serum Institut (SSI) modtage flere end 200.0000 doser af Pfizers vaccine mod covid-19 om ugen.

Det er mere end en fordobling af det nuværende niveau på 87.750 doser om ugen.

Helt præcist vil de danske sundhedsmyndigheder fra april modtage 202.410 doser Pfizer-vaccine om ugen, bekræfter SSI.

 

Millioner til sultne børn i Yemen

Regeringen har besluttet at give 125 millioner kroner til humanitært arbejde i det krigsplagede land Yemen. Det skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Yemen er ifølge FN på hastig kurs mod den værste sultkatastrofe, verden har set i årtier.

Omkring 400.000 børn under fem år er alvorligt underernærede og så svage, at de risikerer at dø inden for kort tid.

”Krisen i Yemen bliver desværre ofte overset, selvom situationen for landets indbyggere er dybt kritisk, og der nu er fare for egentlig hungersnød. Der er stort behov for flere midler til de humanitære indsatser, hvis vi skal undgå en sultkatastrofe. Derfor har jeg besluttet at yde i alt 125 millioner kr. til Yemen. Jeg håber, Danmark dermed kan være med til at forbedre situationen for de mange udsatte i Yemen, ikke mindst børnene,” siger udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.

I Yemen har mere end 16 millioner mennesker så svært ved at skaffe mad til sig selv og familien, at de sulter. For 5 millioner af dem er det så svært, at de er tæt på hungersnød, hvilket betyder at de er i akut fare for at dø af sult.

Læs hele historien her.

 

Skipper gravid (igen)

Enhedslistens Pernille Skipper, der forleden trådte tilbage som partiets politiske frontfigur til fordel for Mai Villadsen er gravid. Det oplyser hun selv på sociale medier.

“Hvis alt går som det skal, kommer det fjerde medlem af klanen til sommer, Billie skal være storesøster og vores alle sammens corona-verden er mere åben. Der er meget at glæde sig til:)

Indtil da vil jeg passe godt på maven, hygge med ideer til navne, nyde det spirende forår og slås videre for alt det vigtige, der er at gøre,” skriver hun.

Pernille Skipper har i forvejen en datter sammen med journalist Oliver Routhe Skov.

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce