Annonce

Minimumsnormeringer er værdikamp for arbejderklassens børn

Socialdemokrater bør indse, at kampen for bedre normeringer er en kamp for arbejderklassen, mener pædagog.
Velfærdssamfundets ressourcer bliver i alt i for høj grad brugt på middelklassen, skrev den tidligere skribent på Netavisen Pio, Mads Havskov Hansen, forleden i et indlæg i Berlingske:

Påstanden er, at dem, der bliver overset, er arbejderklassens børn og de allermest udsatte - for eksempel de anbragte børn og deslige.

Som eksempel peger han på, at mens efterskolerne og højskolerne nu er genåbnet som en del af de seneste genåbningsforhandlinger, har man glemt de skolehjem, der ligger ved de specialiserede erhvervsskoler.

En pointe, flere har nævnt, og som uden tvivl viser en politisk blind plet.

Men så nævner han også kampen for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

En prioritering, der efter hans mening er forkert og et eksempel på, hvordan de højest råbende og mest ressourcestærke har raget til sig, uden der egentlig er et behov.

Der er ingen tvivl om, at når vi blandt andet diskuterer uddannelsespolitik, har der i årevis været en skævvridning i ressourcerne.

For eksempel er min egen uddannelse, pædagoguddannelsen, som i høj grad er besat med børn fra arbejderklassen, dybt underfinansieret.

Politikerne har fokus på det, de kender

Det er også et faktum, at der i mange år har været langt større fokus på gymnasierne, end der er på erhvervsskolerne og handelsskolerne.

Med stor sandsynlighed fordi gymnasierne er det, vores politikere kender igennem dem selv og deres børn. Konsekvenserne af det manglende fokus er om få år helt uoverskuelige.

Et andet eksempel er folkeskolen, hvor ministeriernes akademiserede syn på, hvad uddannelse er, har svækket skolen i en grad, der faktisk er sørgelig.

Det skriger til himlen af dumhed.

Samtidig har folkeskolen også været udsat for besparelser i en ødelæggende grad i det kommunale selvstyres hellige navn, og årsagen til vandringen mod privatskolerne skal uden tvivl findes her.

Et tredje eksempel er det faktum, at det stadig anses for at være dårligt for den samfundsmæssige mobilitet, når en murers søn vælger at blive tømrer - fordi han ikke får en længere uddannelse end sin far. Det skriger til himlen af dumhed.

Vi har nogle af verdens dygtigste håndværkere, og vi burde hylde, hver gang en ung mand eller kvinde tog en håndværkeruddannelse.

Opgør med uddannelsessnobberiet

Vi skal gøre op med uddannelsessnobberiet - en åbenlys værdipolitisk kamp, Socialdemokratiet bør stille sig i spidsen for.

Men det er en kæmpe fejlslutning i mit perspektiv, at socialdemokrater som Mads Havskov Hansen ikke vil anerkende minimumsnormeringer som en del af denne værdipolitiske kamp.

Det er min påstand, at minimumsnormeringer er første skridt i et opgør med mange års omfordeling til de mest ressourcestærke og noget, der er til gavn for arbejderklassens børn.

Et løft til de svageste

Det er internationalt anerkendt, at investering i minimumsnormeringer vil løfte den grundlæggende kvalitet i daginstitutionerne til gavn for alle børn - både middelklassens, arbejderklassens, men især underklassens.

Man kan endda argumentere for, at overklassens børn er dem, der får mindst ud af det, da gode daginstitutioner er altafgørende for, hvordan børn klarer sig videre i skolen.

Her vil effekten af minimumsnormeringer uden tvivl være størst for dem, der i dag har det sværest.

Vi er altså med minimumsnormeringer gået fra at anse investeringer i de videregående uddannelser som det bedste middel til at skabe mere lighed i samfundet til at lave en investering i en bred samfundsinstitution som daginstitutioner, vi ved løfter alle børn.

Ikke akademikernes projekt

Forældrebevægelsen er den mest mangfoldige politiske bevægelse, jeg nogensinde har været en del af.

Det optog, jeg deltog i fra Albertslund til første demonstration, bestod primært af kortere uddannede kvinder og håndværkere. Begge grupper, der aldrig havde været politisk aktive før.

Undervurderer, hvor dybtfølt leden over de dårlige normeringer er i samfundet

Der var ikke meget akademikergarde over den forsamling, og sådan var det mange steder.

Jeg tror, Mads Havskov Hansen og ligesindede undervurderer, hvor dybtfølt leden over de dårlige normeringer er i samfundet, og det kan være et udtryk for, at socialdemokrater på trods af fokusgruppeinterviews med frafaldne S-vælgere, der nu stemmer DF, stadig ikke har en finger på folkepulsen.

Minimumsnormeringer burde være et adelsmærke i en socialdemokratisk uddannelsesvision. Men det er det ikke.


Flere artikler om emnet