Revisorer advarer om markant stigning i økonomisk kriminalitet

Svækket kontrol kan være en del af forklaringen - skatteminister Bødskov: Vi er igang med at udbygge skattekontrollen
Der er tale om en nærmest eksplosiv stigning i sager om bedrageri, skatte- og momssvig, hvidvask af sorte penge og andre former for økonomisk kriminalitet.

Det viser en kortlægning af anmeldelser, sigtelser og domme for økonomisk kriminalitet gennem de sidste ti år i Danmark, som Foreningen Danske Revisorer - FSR har foretaget.

Det skriver Information og erhvervsmediet Finans.

til næsten 70.000 anmeldelser i 2019

Analysen bygger på tal fra Danmarks Statistik. Den viser, at der er sket en stigning fra 13.000 anmeldelser om økonomisk kriminalitet i 2009 til næsten 70.000 anmeldelser i 2019.

Kortlægningen viser samtidig, at antallet af sigtelser og domme for økonomisk kriminalitet er steget i takt med anmeldelserne.

Revisorernes direktør: Hold i anmeldelser

Stigningen i anmeldelser kan skyldes flere ting, mener administrerende direktør i FSR, Charlotte Jepsen:

“Noget kan skyldes, at der er mere økonomisk kriminalitet i samfundet. Andet kan skyldes, at der er mere fokus på økonomisk kriminalitet end tidligere. Det er formentlig en kombination. Men når vi samtidig kan se, at sigtelser og domme følger udviklingen i anmeldelser, så viser det jo, at anmeldelserne generelt ikke er grundløse,” siger Charlotte Jepsen til de to medier.

Professor i revision, Kim Klarskov Jeppesen, fra CBS peger på, at en del af forklaringen på stigningen i økonomisk kriminalitet kan være, at skattekontrollen er blevet svækket gennem de sidste ti år:

Det er jo nærliggende at se de mange sager som en konsekvens af nedskæringerne på skattekontrollen

“Det er jo nærliggende at se de mange sager som en konsekvens af nedskæringerne på skattekontrollen,” siger han til Information og Finans.

2. udspil til reform af skattekontrollen

Skatteminister Morten Bødskov (S) understreger, at S-regeringen er i gang med at udbygge skattekontrollen for netop at komme økonomisk kriminalitet til livs:

“Skattekontrol-reformen har en meget direkte linje til det, som FSR konstaterer i deres rapport. Nemlig at der er en enorm udfordring med økonomisk kriminalitet og skatteøkonomisk kriminalitet,” siger han.

Tidligere på måneden fremlagde skatteminister Morten Bødskov 2. udspil til reform af skattekontrollen.

Baggrunden for udspillet er at globaliseringen stiller nye krav til skatteforvaltningen, som i stigende grad skal tage højde for, at virksomheder og selskaber organiserer sig på tværs af landegrænser, ligesom skattesvindlere også gør.

Luxleaks og Panama-papirerne

”Sager som Luxleaks og Panama-papirerne har vist, hvordan nogle få virksomheder og enkeltpersoner ved hjælp af kringlede selskabskonstruktioner og skattely kan spekulere i, hvordan de kan slippe for at betale skat i de lande, hvor de har tjent pengene,” sagde Morten Bødskov i forbindelse med fremlæggelsen og fortsatte:

Det betyder, at fællesskabet bliver snydt

“Det betyder, at fællesskabet bliver snydt og endnu værre, at det undergraver tilliden til vores system. Med det her udspil ønsker regeringen bl.a. at styrke kontrollen mod organiseret svindel. Skatteforvaltningen skal simpelthen rustes bedre til at sætte ind mod skattesvindel på tværs af landegrænser”, siger skatteminister Morten Bødskov.

Frem mod 2024 ansættes 1.000 ekstra kontrolmedarbejdere

Med 2. udspil til en reform af skattekontrollen bliver Skatteforvaltningen styrket med yderligere 250 kontrolmedarbejdere og nye skattecentre i Viborg og Esbjerg.

Frem mod 2024 skal der ansættes 1.000 ekstra kontrolmedarbejdere og oprettes i alt otte skattecentre rundt om i Danmark.

De centrale initiativer i udspillet kan inddeles i tre hovedgrupper:

  • Multinationale koncerner og organiseret skattekriminalitet:Skatteforvaltningen skal blive bedre til at udnytte globale data, så fejl forhindres, og multinationale koncerner ikke udnytter gråzoner til at snyde fællesskabet fx ved brug af skattely. Samtidig styrkes Skatteforvaltningens mulighed for at reagere på nye former for skattekriminalitet.
  • Digitale platforme og investeringsformer:Nye teknologier stiller nye krav til Skatteforvaltningen. Vi køber transport, overnatning, rengøring og take-away på nye platforme, fleksible ansættelsesformer vinder frem, og flere danskere investerer i værdipapirer eller nye valutaer. Øget kontrol og vejledning skal sikre, at dette ikke går ud over skattebetalingen.
  • Fejl og snyd hos virksomheder:Skatteforvaltningen skal give en ekstra hånd til nyoprettede virksomheder, der mangler rutine og derfor begår fejl. Men området styrkes også ved at sætte hårdt ind, hvor reglerne bevidst forsøges omgået.

Kilde: Skatteministeriet

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Svækket kontrol kan være en del af forklaringen - skatteminister Bødskov: Vi er igang med at udbygge skattekontrollen"

Det kan kun gå for langsomt...

Annonce