Metals formand: “Der er i den grad uddannelsessnobberi i Danmark”

Ny måling viser, at danskerne opfatter erhvervsuddannelserne som de mindst prestigefyldte: Nu vil Claus Jensen have sat en stopper for snobberiet
Kun to procent af danskerne mener, at erhvervsuddannelserne er den ungdomsuddannelse med størst prestige. Af de 18-29-årige er det nul procent der mener, at erhvervsuddannelserne har størst prestige.

Anderledes ser det ud for gymnasierne. Her mener 37 procent af danskerne, at det er den ungdomsuddannelse med størst prestige.

Det viser en dugfrisk undersøgelse fra YouGov foretaget på vegne af Dansk Metal.

”Der er i den grad uddannelsessnobberi i Danmark, og tallene her bekræfter desværre det billede,” siger formanden for Dansk Metal, Claus Jensen.

Udskammet for at vælge erhvervsuddannelser

Metal-formanden mener, at mange har et forvrænget billede af erhvervsuddannelserne:

“Vores lærlinge fortæller os, at de nærmest er blevet udskammet i skolen, når de har fortalt, at de gerne ville have en erhvervsuddannelse. Det er jo helt forrykt, og fortæller noget om det forvrængede billede på uddannelse som alt for mange har,” understreger Claus Jensen.

Dansk Metal mener, at et af problemer er, at der florerer en række myter om erhvervsuddannelserne. For eksempel har mange en fejlagtig opfattelse af, at man ikke kan læse videre med en erhvervsuddannelse.

YouGov-undersøgelsen viser således også, at kun 22 procent af danskerne ved, at man kan tage en videregående uddannelse med en erhvervsuddannelse.

Mange tror fejlagtigt, at man skal tage en gymnasial uddannelse for at blive ingeniør

”Mange tror fejlagtigt, at man skal tage en gymnasial uddannelse for at blive ingeniør. Men ved at uddanne sig til industritekniker først, kan man også videreuddanne sig til både ingeniør, produktionsteknolog eller maskinmester,” lyder det fra forbundsformanden.

Claus Jensen mener, at der florerer alt for mange fordomme om erhvervsuddannelserne:

“Der er for mange fordomme om erhvervsuddannelserne, og det resulterer desværre i, at mange unge fravælger uddannelsen. Vi skal have slået fast en gang for alle, at erhvervsuddannelserne er mulighedernes uddannelse.”

Vi skal have slået fast en gang for alle, at erhvervsuddannelserne er mulighedernes uddannelse

Flere ufaglærte skal løftes

Søgningen til erhvervsuddannelserne har ligget stabilt på omkring 19 procent de seneste fire år. Det er til trods for målsætninger om at få flere fra grundskolen til at tage en erhvervsuddannelse. Samtidig viser en ny analyse fra AE-rådet, at der vil mangle 99.000 faglærte i 2030, mens der vil være et overskud på ca. 50.000 med gymnasial uddannelse.

”Det er ikke nyt, at vi kommer til at mangle faglærte, men der er ikke blevet gjort nok. Vi risikerer at sætte tusindvis af gode arbejdspladser på spil. Vi bliver derfor nødt til en gang for alle at få stoppet uddannelsessnobberiet,” understreger Claus Jensen.

Forbundsformanden mener, at en del af den medicin, der skal til, er at flere ufaglærte løftes til faglærte:

“Det gavner hverken samfundet eller de unge, der bliver presset over i en forkert uddannelse for dem. Derudover skal vi have løftet flere ufaglærte til faglærte og vi skal have flere praktikpladser,” mener Metal-formanden.

Gemt af vejen i industriområder

Ifølge Claus Jensen er der flere forklaringer på, hvorfor så få finder det prestigefyldt at tage en uddannelse som industritekniker, smed eller værktøjsmager:

“Måske er de her uddannelser bare ikke i tankerne mere. I gamle dage lå de her virksomheder inde i byerne. De var tæt på folk i hverdagen. Nu ligger de typisk hegnet ind ude i industriområderne. De er måske kommet lidt på distance,” vurderer Claus Jensen over for Berlingske.

I gamle dage lå de her virksomheder inde i byerne. De var tæt på folk i hverdagen

En anden forklaring er ifølge Claus Jensen den netop føromtalte fejlopfattelse af, at man med en erhvervsuddannelse i bagagen ikke kan læse videre - at en erhvervsuddannelse er “en dead end”:

“Hvis man som ung tror, at man aldrig kan komme videre som værktøjsmager, så er det dybt problematisk. De unge ønsker ikke at ende i en blindtarm.”

Metal Ungdom: Kæmpe problem

Formanden for Metal Ungdom, Carl Emil Lind, betegner uddannelsessnobberiet som et kæmpe problem:

“Uddannelsessnobberi er et kæmpe problem i Danmark. Kun 2% af danskerne synes at erhvervsuddannelserne har den største prestige. Det SKAL vi have lavet om på,” skriver han på Twitter.

Marianne Vind, medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet, betegner det som hul i hovedet, at unge, der vælger en erhvervsuddannelse udskammes:

Unge bliver udskammet for at vælge en erhvervsuddannelse

“Unge bliver udskammet for at vælge en erhvervsuddannelse og derfor vil vi snart mangle 100.000 faglærte. Fuldstændig hul i hovedet,” skriver hun på Twitter.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Livet handler om at mestre. Spørgsmålet er blot hvad skolen og lærerne får lov til at lade børn og unge mestre. Efterhånden er der kun computeren og det der kan foregå på en computer tilbage. Selv alle nationale tests gennemføres på en computer. Det er status.

Og hvilke uddannelser vælger folks børn så? Hvilke uddannelser har forældrenes respekt. Børnene mestrede alt det de blev udsat for. Lærerne fuldførte deres gerning på fortræffelig vis.

Men var det det som vi ville? Alle vil læse på universitetet!

Først fjernede vi alle der arbejdede på landet. ( Det er nu mest østeuropæere)
Så fjernede vi alle der arbejdede i industrien tilknyttet landbruget. ( Arbejdet udføres nu mest i Tyskland af østeuropæere)
Så fjernede vi håndværksfagene på landet. (Arbejdet udføres nu mest i Kina og Sydøstasien)
Så fjernede vi håndværksfagene i byerne. ( Arbejdet udføres nu mest af udenlandsk arbejdskraft)
Så fjernede vi....

I Norge har man fjernet endnu mere. Og når oliemilliarderne tar slut, ved nordmændene ikke hvad de skal tage sig til.

Ingen lærer glæden ved håndens og åndens arbejde mere i Danmark.

Alle taler om klimakrise, landbrugets svineri, mangel på håndværkere, snart mangel på plejepersonale.

Men ingen gør noget ved problemerne.

Som de stenrige nordmænd er vi blevet “for fine til at bruge hænderne” og skabe det som verden behøver.

Lokalt, lokalt, lokalt, regionalt, regionalt og lidt nationalt.

Det verden slet ikke behøver er internationalt. Her løber det “vi” vil fra os. Produktionen defineres af kinesere og sydøstasiatere. Vi skal bare have alt billigst muligt. Og det er vi gode til. Handelsfolk bag en computer.

Respekten for håndværksfagene starter i folkeskolen.
Respekten for verdens ressourcer starter i folkeskolen.
Respekten for klimaudfordringerne starter i folkeskolen.

Start med at lave skolen totalt om, så kommer respekten for de erhverv, som i fremtiden skal drive Danmark og de allernærmeste lande.

Hvad skal vi lave i dag? Male i hæfter? Eller bygge legehuse?
Hvad skal vi lave i morgen? Læse om en gård på computer? Eller hjælpe med at fodre kalve på en gård?

Hvor kommer børnenes og de unges inspiration fra, når de i 9. klasse skal vælge uddannelsesvej?

En væsentlig årsag til det misforståede snobberi er, at opinionsdannere, Kommentariatet, folketingsmedlemmer og ministre påstår, at erhvervsuddannelser er for de, der kan bruge hænderne, mens de, der kan bruge hovedet læser videre. Dem lytter de unge og deres forældre til. Fælles for dem alle er, at de ikke aner hvor store boglige krav der bliver stillet til selv de simpleste erhvervsuddannelser på faglært niveau. Prøv at spørge en skolelærer om det!!

Det med at kunne bruge hænderne vs. at kunne bruge hovedet er jo også en falsk modsætning. Der er faktisk også nogle (eller rettere mange), som kan begge dele.

Annonce