Venstre og fagforening i fælles front: Landbrugsaftale må ikke koste danske jobs

En bred aftale om fremtidens landbrug, som sikrer, at miljøkrav ikke koster danske arbejdspladser, lyder ønsket til regeringen fra fagforening og Venstre.
Forud for forhandlingerne om en ny landbrugspakke er det opstået en lidt utraditionel alliance.

Fagforeningen Fødevareforbundet NNF og partiet Venstre frygter, at en smal landbrugsaftale mellem regeringen og støttepartierne vil gøre det langt sværere at producere råvarer til fødevareindustrien.

Fødevareforbundet NNF og Venstre bakker op om, at den danske fødevareproduktion skal fortsætte den grønne omstilling. Men de frygter, at kravene til den fremtidige landbrugsproduktion kan blive så hårde, at det vil koste rigtig mange danske arbejdspladser

Derfor opfordrer de regeringen til at indgå en bred aftale, hvor der både tages hensyn til miljø, men også til bevarelse af danske arbejdspladser.

Socialdemokratiet hilser meldingen velkommen.

Vil ramme de ufaglærte og yderområderne

Fødevareforbundet NNF, der blandt andet organiserer medarbejderne på landets slagterier, frygter, at der kommer mangel på blandt andet svin til slagtning, hvis miljøkravene bliver for høje:

"Den danske fødevareindustri er storleverandør af gode jobs til de mange faglærte og ufaglærte, som er klar til at give den en skalle. Så hvis råvaregrundlaget forsvinder, bliver det særligt vores ufaglærte medlemmer i landets yderkommuner, som mister deres arbejde," siger Ole Wehlast, der er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Derfor er der brug for en aftale, som naturligvis tager hensyn til klimaet og vandmiljøet, men som også sikrer, at de tusindvis af fødevarearbejdere, der hverdag møder på arbejde på landets slagterier, mejerier, bagerier og andre fødevarevirksomheder kan beholde deres job."

Derfor er der brug for en aftale, som naturligvis tager hensyn til klimaet og vandmiljøet

Han opfordrer derfor regeringen til at indgå en bred aftale.

“Vores medlemmer er afhængige af konkurrencedygtige virksomheder, som tør investere i den nyeste teknologi og ny produktion. Men det tør de kun, hvis de kender fremtiden, og på den baggrund kan træffe langsigtede beslutninger,” siger Ole Wehlast.

V klar til at forhandle

Og det synspunkt bakker Venstre op om. Venstre er klar til at forhandle med regeringen om en bred aftale, lyder det fra partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V).

"Ligesom Fødevareforbundet NNF er jeg meget bekymret for de tusindvis af ansatte, som er i den danske fødevaresektor. Jeg er stolt af vores fødevareerhverv – og af dem, der arbejder i det. Og vi skylder dem svar på, hvad det er for en fremtid, de kan se ind i," siger han og fortsætter:

"Den grønne omstilling skal tænkes internationalt, så vi ikke sender gode danske arbejdspladser til andre lande, der tager klimaet mindre alvorligt.”

“Fødevaresektoren rummer mange jobs – ikke mindst i landdistrikterne. Vi skal værne om de arbejdspladser, når vi med et kommende udspil fra regeringen for alvor tager hul på forhandlingerne om en klimaaftale for landbruget."

S: Sparker en åben dør ind

Hos regeringspartiet Socialdemokratiet er der stor tilfredshed med Fødevareforbundet NNF og Venstres fælles melding. Også her håber man nemlig på at sikre den bredest mulige aftale.

"Det er en vigtig prioritet for regeringen, at der landes en aftale, som både sikrer beskæftigelsen i fødevaresektoren, men også sikrer, at klimaambitioner kan bliver indfriet. Så de sparker en åben dør ind, men vi modtager meldingen med åbne arme," siger Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, til Netavisen Pio og fortsætter:

"Her skræmmer sporene fra sidste gang, der blev vedtaget en landbrugspakke. Her valgte Venstre jo at lave en smal aftale alene med de blå partier. Derfor ser jeg også frem til at se, hvordan Venstre vil optræde i forhandlingslokalet, og om det bliver klimaordfører Tommy Ahlers ambitiøse, grønne linje eller fødevareordfører Erling Bonnesens linje, som de tager med ind."

Det er helt afgørende for regeringen at lande en bred aftale, som sikrer danske arbejdspladser

Hvordan har du det med, at en fagforening som Fødevareforbundet NNF, der traditionelt har tætte bånd til Socialdemokratiet, føler sig nødsaget til at gå sammen med Venstre om denne her udmelding?

"Det ser jeg slet ikke som noget problem. Tværtimod, så prøver NNF med gelinde at holde Venstre fast på en konstruktiv forhandlingslinje, og det er kun positivt," siger Anders Kronborg og fortsætter:

"Den socialdemokratiske regering har et fremragende samarbejde med NNF og Ole Wehlast, og de ved godt, at det er helt afgørende for regeringen at lande en bred aftale, som sikrer danske arbejdspladser og at gøre op med landbruget som en politisk stridsplads."

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Venstre har forstået hvori Lars Løkkes bekymringer for fremtiden ligger. Og som gjorde at han ligger som han selv har redt.

Problemet er blot at landet og dansk landbrug ligger som Lars Løkke ligger, hvis Enhedslisten, SF og det radikale Venstre bliver afgørende for landbrugets situation i de kommende ti år.

Det interessante er at fagbevægelsen med tilknytning til landbrugserhvervet allerede har set hvad der rent politisk ulmer under socialdemokraterne.

Den dag det går op for vælgerne står landet i en hel ny politisk situation, der bliver afgørende i årtier. Det globale klimas vej? Eller Danmarks vej?

I Grønland valgte de miljøets vej. Nu ved de ikke hvad de skal leve af.

Måske får SF 33% af stemmerne som i Grønland.

Det har fagbevægelsen i Danmark så småt forstået. Rettidigt omhu.

Annonce