Norsk tv-serie kalder på en god, gammeldags omgang kapitalismekritik

TV-serien 'Exit - de norske milliadærer' viser det moralske forfald, der udspiller sig blandt grådige finansfolk lige midt i det skandinaviske velfærdssamfund.
Foto: Freemantle
Finansfolk er omdrejningspunkt i den norske tv-serie Exit.
Den norske tv-serie ‘Exit - de norske milliardærer’ portrætterer fire finansmænd fra Oslo.

Finansmænd, der handler ulovligt med aktier og placerer deres formue i skattely.

Serien bygger på interviews med virkelige rigmænd, og derfor er serien mere end bare god underholdning.

Det er en fortælling om grådige finansmænd, der også findes uden for TV’et. Serien er en påmindelse om, at der skal gøres noget.

Vil vi virkelig acceptere, at man kan rage til sig på ulovlig vis og snyde i skat i et velfærdssamfund?

Skattely sker stadig 

Nogle har så mange penge, at de har råd til at gå uden om reglerne. På den lille skala smider Adam, en af finansmændene i ”Exit”, en parkeringsbøde på jorden.

I den store skala handler han sammen med sine tre venner ulovligt med aktier.

Når de, på det rette tidspunkt, sælger deres aktier, tjener de hver især et tocifret millionbeløb. De nyerhvervede cool cash læsses på en yacht, der sejles til Gibraltar, så finansmændene undgår at blive beskattet i Norge.

Når milliardærer snyder staten for millioner af skattekroner og betaler en lavere skatteprocent end en pædagog eller tømrer, vakler fundamentet under velfærdsstaten.

”Hvorfor skal jeg betale meget i skat, når andre, der er rigere end mig, betaler mindre?” spørger man sig selv. Uretfærdigheden er nem at få øje på.

Hvorfor gør de det?

Det kan undre én, at nogle har behov for at placere deres formue i skattely.

Det er ikke mennesker med lave indtægter, der ser muligheden for at tjene lidt ekstra.

Tværtimod er det en lille brøkdel af befolkningen, der allerede har mest. Flere store virksomhedsejere og internationale fodboldspillere var linket til ”Panama Papers” – den seneste sag om massiv skattely, hvor knap 500 danskere blev taget.  

Man forestiller sig, at ulovlig aktiehandel og skatteunddragelse snildt kan ske i lande som USA, hvor kontrollen med finansverdenen nok er mindre, og hvor graden af omfordeling er lille.

Men det sker også i skandinaviske velfærdsstater som Danmark og Norge. Det er ”Exit”, der udspiller sig på den anden side af Nordsøen, et bevis på.

Kalder på en omgang kapitalismekritik

Meget er gået godt i velfærdsstaterne, men når man accepterer, at nogle mennesker kan blive milliardærer ved at snyde systemet, mens andre må tage sig til takke med en dårlig løn og et hårdt job, er der noget galt.

Det kalder på en god, gammeldags omgang kapitalismekritik.

Ulighedens absurditet illustreres i ”Exit”. Til en fest i finansmændenes ekstravagante kæmpelejlighed i Oslos centrum, kaster en af deltagerne 25.000 norske kroner efter en prostitueret.

Han vil have hende til at lægge sig ned, putte en golf-tee i munden og lade ham slå til golfkuglen. Som han råber hånligt af hende: ”Så kan du forsøge dine børn i en måned uden at skulle sutte pik”.

Deres massive forbrug af narko, sprut og prostituerede, spontan vold mod fremmede, at de overlader samvær med deres børn til en au pair og deres brug af koner som levende trofæer er desuden en helt anden historie.

”Exit” er god underholdning, men også et passende wake up-call. Nu skal der bare politisk handling bag. Man kunne starte med en skat på aktier, massiv indsats mod skattely og flere midler til Finanstilsynet.

Sæson to af serien kan lige nu ses på dr.dk.

Medlem af DSU's forretningsudvalg og lærerstuderende


placeholder

Kommentarer

I den almindelige forståelse opfattes rimeligheden i indkomstfordelingen ofte sådan, at det, at erhverve stor indkomst, også er forbundet med stor flid, dygtig indsats eller stor indsigt.
Men dette fokus på den enkeltes indsats er jo en voldsom banalisering af det store billede, og udelukker hele bedømmelsen af rimeligheden i den måde, indkomstfordelingen konstituerer sig på. De nævnte norske specialister er et nærmest grotesk eksempel på, hvor langt fra skiven denne forståelse kan ligge. Direkte svindel og skatte unddragelse, til skade for samfundet, er andre.
Dette noget overfladeglasuragtige dogme markedsføres især af de konservative kredse, hvis politiske mission er at bevare og udbygge privilegiestrukturen, og hvor enhver anfægtelse om systemets rimelighed anses at bunde i misundelse.

I et samfund med udstrakt specialisering, foregår værdiskabelsen i arbejdsfællesskaber, hvor de enkelte indsatser kun har værdi, når nogen udfører de andre. Udbyttet af indsatserne fordeles derfor i det gældende system efter politisk vedtagelse via arbejdsmarkedet, lønmodtagerne erhverver en markedsbestemt løn, og ejerkredsen tager resten.
Man kan sige at indkomstfordelingen nu afspejler den rimelighed, som markedsmekanismen kan tilvejebringe. Det er den rimelighed, som især de mere fundamentalistiske liberalister hylder som et etisk
fundament under en sådan ordning, men markedsmekanismen er desværre en funktion fuld af fejl. Markedsmekanismen bygger ganske enkelt på maksimering af den enkelte aktørs øjeblikkelige egennytte (uden større hensyn til helhedens/fremtidige aktørers interesser), og dertil fordrer den det utopiske princip, at der skal være fuld konkurrence, og at den, for at formidle den bedste allokering af resurserne til at dække de største behov, udspiller sig i et samfund med nogenlunde jævn indkomstfordeling. Dette system har i praksis vist sig at føre til stadig større ulighed, hvor formuende uden at gøre en indsats bliver stadig rigere.

Som et særligt segment har vi en service- og finanssektor, der lever af at håndtere de værdier, der skabes i fremstillingssektoren. Der tjenes i dette område utrolig mange penge, uden at der tilvejebringes håndfaste værdier, og det er nok i den overbygning på markedsøkonomien, de tungeste spørgsmål om indkomst fordelingens rimelighed kan stilles. Det er f.eks. hos bankerne, vi oplever en karikeret manglende konkurrence blandt private aktører, der fører til en løbende tilstand af monopolbaserede overnormale profitter, men også aktiviteter forbundet til hvidvask, omfattende skatteunddragelse, facilitering af skattely. Med bankernes stilling som institutionaliserede aktører, er forbrugerne tillige tvunget til at bruge bankerne, og betale, når bankerne grundet denne magtstilling laver fuld overvæltning af dens påståede omkostninger på kunderne. Det gjorde sig gældende med den indførte gebyrjungle og administrationsgebyrerne. der over en kort periode blev op til 10-doblet, medens bankerne sparede tykt på administrationsomkostningerne ved i hobetal at lukke fililer. Her tjenes store penge uden indsats på verbalfims og her er der virkelig råd og svamp i den måde indkomstfordelingen udkrystalliserer sig på.

Ved siden af denne mekanik står staten både som arbejdsgiver og som omfordelende spiller som en magt, der også spiller ind i indkomstfordelingen. Med staten som den magt, der udlever demokratiets vilje, kan man opfatte staten som den, der modificerer de fejl i en rimelig indkomst- og formuefordeling, der opstår i en laissez faire markedsøkonomi.

Og det er netop i dette spil om den rimelige indkomstfordeling, som afspejler den helt overvejende del af det politiske spil på borgen, vi skal se historien om de norske finansfolks absurde nasseri på andres flid og produktion.

Den er et indspark i debatten om, hvordan staten, som demokratiets stemme, går ind og regulerer for den etik, som det rene marked ikke leverer, hvis der skal stå folkelig respekt om den indkomstfordeling der i sidste ende hen under aften blev resultatet af den samlede samfundsmæssige aktivitet.

Annonce