Op mod halvdelen af alle tilkendelser af førtidspension sker i dag på baggrund af en psykisk diagnose, men hvad der på overfladen her forekommer at være en medmenneskelig gestus er i virkeligheden et svigt af dimensioner.

Det er et vidne om, at vi har psykiatriseret socialpolitikken, og i samme ombæring udviklet et samfund, der kun gider højeffektive hamsterhjulsrobotter.

Alle andre er til besvær. Mere eller mindre syge. Skrald. 'Defekte hjernemaskiner', som vi dumper på lossepladsen, og dét med en førtidspension stukket i hånden som led i en art bestikkelse.

Forfejlet sygdomsmodel

Hvad ofte er overset i den offentlige debat, så har miseren ophav i, at vi hænger fast i forestillingen om, at snart sagt enhver lidelse i livet udgør 'psykisk sygdom', hvilket psykiaterne ikke sjældent kobler yderlig til en såkaldt 'kronisk hjernesygdom', som så igen kræver et fast indtag af receptpligtig doping.

Faktisk, så er det hele denne forfejlede sygdomstænkning, der gør, at vi overhovedet førtidspensionerer psykisk lidende.

Vi har at gøre med en avanceret efterrationalisering af, at man fra lægeligt hold har vist sig ude af stand til at hjælpe - endsige forstå - 'patienterne'.

Derfor giver man dem skylden: Der må simpelthen være noget galt med deres hjerner!

Falske handicap

I samme ombæring: Hvad der før var at regne for livsproblemer og livskriser (hvad end vi taler om marginalisering, ensomhed, fortvivlelse, rastløshed, handlingslammelse, selvopløsning, indelukkethed, omsorgssvigt mv.) bliver nu oversat til former for invaliditet eller 'handicap'.

Hvis man derfor skulle være så uheldig at få sig en diagnose, så gælder den også resten af livet.

Hvad værre er så, at de involverede inden længe begynder opfatte sig selv som deres diagnose, og så har samfundet jo også bare at diske op med en førtidspension, ikke?

Malplacerede læger

Hvis vi skal bremse denne udvikling, så involverer det først og fremmest, at vi skal stoppe med at have så meget tiltro til psykiatere.

Vi skal forstå, at vi har at gøre med en forældet - derudover malplaceret - profession, der mest af alt forekommer at lege hospital, hvorfor også de slår ned på 'symptomer' med 'medicin', som var der tale om sygdomme (deraf 'diagnoser').

Dette er selvsagt ikke ensbetydende med, at vi skal til at bandlyse alt psykofarmaka - ej heller, at der ikke findes fortabte sjæle - men vi skal lære at gennemskue, at der bag psykiatri-teatrets kulisser gemmer sig permanent vildrede, hvilket dækkes til bag falsk autoritet og industrifinansieret 'videnskab' (og dét gerne om en lidet forstået hjerne).

Mere fokus på tilværelsen

Fra politisk hold burde det her for længst have ført med sig, at man tog det op til grundig overvejelse, om psykiatrien fortsat skal topstyres af læger, frem for at man bare bliver ved med at smide penge ned i et sort hul.

I stedet, så burde man lade de professioner, der faktisk er klædt på i forhold til viden om sindet og ikke mindst tilværelsen, komme til fadet.

På den måde kunne man igangsætte en mere livsorienteret tilgang til menneskers psykiske problemer, herunder skabe styrkede indsatser for livsvejledning, sjælesorg, livsdannelse, inklusion, genindslusning, men også øget viden om, hvad der gør, at folk mistrives så meget i vores kultur.

Nyt hjælpesystem

Inden længe ville det forhåbentlig føre til, at man opdager, at langt størstedelen af 'psykiske sygdomme' er overkommelige livsproblemer.

Derefter vil det bare være et spørgsmål om tid før antallet af førtidspensioner falder drastisk.

Men det forpligter. Vi skal være bedre til at møde de nødlidende i lige øjenhøjde. Hjælpe dem tilbage til livet og dét uden at hetze og gøre overgreb.

Sidst, men ikke mindst, så skal vi - og det gælder især erhvervslivet - blive bedre til at acceptere, at ikke alle mennesker kan være lige effektive til hver en tid.