Annonce

Så meget mere fravær får du af at blive stresset

“Hvis folk giver udtryk for, at de føler sig stressede i høj grad, så skal vi være opmærksomme og sætte ind," lyder det om ny undersøgelse af stress.
Det er måske ikke overraskende, at stressede medarbejdere har væsentligt færre arbejdsdage, mere sygefravær og flere dage i ledighed i de efterfølgende år.

Men nu sætter Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) tal på, hvor meget fravær stress egentlig resulterer i.

Forskerne fra NFA har nemlig, for første gang, beregnet konsekvenserne af, at en medarbejder “ofte” eller “hele tiden” har følt sig stresset inden for de seneste 14 dage sammenlignet med medarbejdere, der svarer “aldrig”, “sjældent” eller "sommetider" til det samme spørgsmål. Og selv om intervallerne bliver ret store, tegner det et klart billede.

De personer, der svarede, at de enten “ofte” eller “hele tiden” havde været stressede i de seneste to uger, havde i de følgende fire år mellem 37 og 117 færre arbejdsdage, mellem syv og 52 dages mere sygefravær og mellem to og 24 dage mere som ledige.

Bruges som en vigtig markør

“Nu har vi et talmateriale, der viser, at selvrapporteret stress godt kan bruges som en vigtig markør, der har reelle konsekvenser,” Malene Friis Andersen, Ph.d. og forsker på NFA.

“Hvis folk giver udtryk for, at de føler sig stressede i høj grad, så skal vi være opmærksomme og sætte ind."

Forebyggelse fælles ansvar

Ifølge forskeren er forebyggelse af stress - og fremme af trivsel - et fælles ansvar, der kræver samarbejde og handling fra både ledere, medarbejdere og kollegafællesskabet på en arbejdsplads.

“Men for at vi kan handle, skal vi jo først have viden om, at nogle føler sig stressede,” siger Malene Friis Andersen.

“Derfor er det vigtigt at skabe en kultur, hvor det ikke er tabubelagt at tale om stress. Hvis man i arbejdsfællesskabet jævnligt tager en åben og ærlig snak om, hvordan det går med både trivsel og opgaveløsning, så er man godt på vej.”

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er enig.

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø på danske arbejdspladser

"Forskningsresultaterne understreger vigtigheden af, at vi sikrer et sundt og sikkert arbejdsmiljø på danske arbejdspladser," skriver Peter Hummelgaard til Folketingets beskæftigelsesudvalg.

"Det er til syvende og sidst arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er i orden."

Beskæftigelsesministeren henviser samtidig til, at der i november 2020 trådte en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø i kraft, som samler de centrale regler på området. Og i forlængelse af bekendtgørelsen, er der aktuelt ved at blive udarbejdet AT-vejledninger, som vejleder virksomhederne i, hvordan de kan leve op til reglerne. Derudover gennemføres der for øjeblikket brancherettede indsatser, hvor der blandt andet er særligt fokus på psykisk arbejdsmiljø i udvalgte brancher.

Økonomiske konsekvenser af stress

Metoden er udviklet af NFA, og har potentiale bland andet i forhold til at kunne gennemføre økonomiske beregninger af konsekvenserne af arbejdsmiljøet udover de offentlige udgifter til sygedagpenge. De nye tal er også interessante, fordi der herfra ikke er langt til at kunne beregne, hvad stress koster i kroner og ører på grund af tabt produktion helt ned på branche- og arbejdspladsniveau, mener Steffen Bohni, direktør for NFA.

Udgangspunkt for beslutninger

“Det er den type beregninger, som NFA’s nye forskningsområde i arbejdsmiljøøkonomi vil kaste sig over, for dermed at kunne give et forskningsbaseret udgangspunkt for beslutninger om fremtidige arbejdsmiljøindsatser,” siger Steffen Bohni.

Det nye forskningsområde i arbejdsmiljøøkonomi starter officielt op i 2022 med en bevilling på 24 millioner kroner over fire år.

Om NFA

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er en sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet, som udfører forskning indtil højeste internationale niveau. Det gør NFA for at kunne:

  • rådgive og udføre myndighedsopgaver inden for NFA’s kerneområder
  • udføre udviklingsarbejde med et klart samfundsmæssigt sigte
  • formidle forskningsbaseret viden til arbejdspladser, myndigheder, arbejdsmarkedets parter og arbejdsmiljørådgivere
  • medvirke til at uddanne forskere og forestå undervisning på universiteterne inden for NFA’s kerneområder

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet