Annonce

Museum tør ikke påpege racistisk kunsts åbenlyse kvalitet

SMK's udstilling om Kirchner og Nolde vil diskutere, men giver kun genlyd i et woke-ekkokammer.
Det er falsk reklame at kalde SMKs (Statens Museum for Kunst) udstilling Kirchner og Nolde – til diskussion for en kunstudstilling, ligesom det er falsk reklame at kalde det for en diskussion.

Den burde slet og ret høre til på Nationalmuseet som historieformidling. Eller i et debatindlæg med en påstand om, at de to ekspressionister Emil Nolde og Ernst Ludwig Kirchner er racister.

Udstillingen er opdelt i fem sektioner, der argumenterer for et samspil mellem den tyske kolonimagts racisme og kunstnernes malerier og skulpturer.

"En temmelig degenereret befolkning"

Udstillingen indledes med et statement på væggen; der er tale om en holdningsbaseret udstilling, og SMK har overvejet, om værkerne i det hele taget burde udstilles.

Argumentrækken er god nok. Kunstnerne, der begge var afgørende skikkelser i det forrige århundredes tyske, ekspressionistiske bevægelse, havde et sygt forhold til ikke-hvide.

Tysk-danske Nolde var tilknyttet nazistpartiet, mens Kirchner i breve citeres for groteske udsagn.

Som her, hvor kunstneren er på inspirationstur til Papua Ny Guinea:

”En vidunderlig kyst, nogle gange lige så storslået som Stillehavet – fantastiske blomster med kødfulde stængler og derudover en temmelig degenereret befolkning på grund af indavl.” 

SMKs egen samling af afrikanske sjæle 

Den sværeste racisme at anfægte er den tavse; den kulturelle eller strukturelle.

Udstillingen formår særligt i sin første del af blotlægge fortidens sorte hjerte. Begge kunstnere skabte problematiske genfortolkninger af afrikansk kunst, dét, man på humaniora-studier landet over kalder for ’kulturel appropriation’.

Nolde og Kirchner tegnede begge stillebener af stjålne bronzestatuer fra Benin.

Emil Nolde: Træfigur, 1912

Figurerne havnede i Tyskland i forbindelse med Kapløbet om Afrika fra 1870-1901.

Her delte de europæiske lande det afrikanske kontinent mellem sig i et anfald af megalomani og ondskab.

Den afrikanske kunstner Enotie Ogbebor siger i en videomontre, at hans sjæl er blevet stjålet af europæerne, for den afrikanske folkesjæl er indlejret i bronzestatuerne.

Samtidig står man selv omringet af dem på SMK. Flere af dem tilhører museet som en lille sommerfuglesamling af afrikanske sjæle på nåle. (Få dem da lige afleveret tilbage!)

Man ser i Nolde og Kirchners barne-agtige streger en slet skjult overlegenhed og ligegyldighed overfor de historiske figurer, de fortolker. Men man ser også stor kunst.

Statuerne gengives med en farvestrålende og insisterende vildskab. Oprindeligt var målet at ruske op i samtidens borgerdyr, pege på menneskets seksualitet og legesyge. Det virker stadig.

Lad os finde andre løsninger end cancelling

SMK har helt ret i, at de står overfor en svær opgave som formidler af fortidens kunst og kultur.

Der har hersket et sindssygt menneskesyn fra ildens opfindelse frem til i dag. Kvinder, homoseksuelle, minoritetspersoner blev udsat for forfølgende, undertrykkelse og i nogle tilfælde slet og ret folkedrab.

Det ses i store dele af samlingen på SMK, ikke bare den aktuelle udstilling.

Men det værste og bedste ved Nolde og Kirchner-udstillingen er netop deres kunst, og det er som om, SMK nægter at se det i øjnene.

Særligt nazisten Nolde maler iskoldt andre folkeslag, som betragtede han barnagtige magikere. Man står ansigt til ansigt med en ond kunstner, en mørkets fyrste, og forføres; lidt skamfuldt, for pointen jo er, at man skal væmmes og tage afstand.

Kunstudstillinger behøver ikke være jubelscener

Udstillingen har et stort fokus på historiske kilder. Det er som om, kunsthistorikerne har fået fri, for malerierne tolkes der ikke særligt meget på.

Der er en fare for, at den manglende kurateringen af selve kunsten betyder, at man kommer til at tolke selve det kunstneriske udtryk om racistisk. Så burde udstillingen i stedet hedde Kirchner og Nolde – til afmontering.

Kunstudstillinger behøver ikke være jubelscener. Det er forfriskende at opleve en kritisk tilgang til den skattede samling.

Men det er ærgerligt, når den bliver indforstået og spejler en politisk hovedstadskultur, som ikke tør få beskidte fingre. Sådan begår den ellers vigtige udstilling et museums mest faretruende fejl; Den bliver tør.

Udstillingen ‘Kirchner og Nolde til diskussion’ kan ses frem til 1. august 2021

Thea Topr er journaliststuderende.


Flere artikler om emnet

Annonce