Stofferne flyder frit på landets bosteder

Ny undersøgelse blandt landets FOA-medlemmer viser et udbredt problem med misbrug og salg af stoffer på landets bosteder.
Knap halvdelen af de ansatte på landets bosteder, døgninstitutioner og i behandlingspsykiatrien vurderer, at der bliver solgt stoffer enten på eller i nærheden af behandlingsstedet.

Det viser en undersøgelse blandt 2.000 af fagforbundet FOA’s medlemmer.

Fagforeningen vil have fjernet misbrugsbehandlingen fra kommunerne og lagt det over til regionerne.

Samtidig vurderer hver tredje ansatte, at halvdelen eller flere af borgerne på deres arbejdsplads har et misbrugsproblem.

Stofmisbrug blandt borgere på behandlingsstederne kaster mørke skygger over de øvrige beboere og ansatte, som hver dag oplever en risiko- og konfliktpræget hverdag.

Undersøgelsen viser, at 70 procent af de ansatte på botilbuddene oplever en øget utryghed blandt personalet, mens 77 procent af de ansatte mener, at problemerne skaber et øget konfliktniveau.

Udsatte kommer i klemme

Resultaterne tegner et billede af en gruppe borgere, med et omfattende stofmisbrug, der ikke får den rette hjælp.

Samtidig ligger kommunerne og regionerne i en årelang strid om håndtering af problemerne, og politikerne skal til at tage stilling i en fart.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt

Det er sagen skitseret, mener Torben Hollmann, der er sektorformand i FOA for social- og sundhedssektoren.

“Vi skal have en samlet misbrugsbehandling i regionerne. Her taler vi ikke om den skilte familiefar, der måske drikker en øl for meget. Her talte vi om borgere med stærke, psykiske sygdomme, der eksempelvis døjer med psykoser eller med skizofreni.

“De borgere skal behandles i regionerne. Det må politikerne tage stilling til. Ellers så falder borgerne ned mellem to stole og det kan vi simpelthen ikke være bekendt,” siger Torben Hollmann til Netavisen Pio.

“Der er en masse i vores samfund, der kommer i klemme, fordi de ikke kan finde ud af at løse det. Det skal de se at få gjort, og gerne hurtigt.”

SF: Bedre prioritering af bosteder

Undersøgelsen giver også bekymring på Christiansborg. Der er brug for et løft og en prioritering af landets bosteder. Det handler om at løfte indsatsen og kvaliteten, mener SF’s socialordfører Trine Torp.

“Vi skal beskæftige os med dem som hele mennesker, frem for enkeltstående problemer. Når indsatsen bliver for opsplittet, så kommer borgerne ikke til at opleve den hjælp de får, som en, der tager højde for alle de problemer, de måtte have i deres liv," siger hun til Netavisen Pio.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vi skal også have socialpsykiatrien forenet med behandlingspsykiatrien igen - i regionerne. Det andet giver ingen mening - spild af skattekroner at så mange ressourcer skal gå til koordinering, og skandaløst og ulykkeligt for borgerne, at det kan mislykkes så eklatant i så mange tilfælde at få koordineringen op at stå.

Annonce