Annonce

Socialdemokratiets partisekretær flyver bort

Socialdemokratiets partisekretær Jan Juul Christensen stopper for at blive pressechef i Københavns Lufthavn og afløses af Lasse Ryberg.
Socialdemokratiets mangeårige partisekretær Jan Juul Christensen stopper og bliver afløst på posten af Lasse Ryberg.

”Jeg har altid været tryg ved, at Jan havde det øverste organisatoriske ansvar for vores parti – et ansvar, han har løftet kompetent og med forståelse for alle dele af Socialdemokratiets organisation," siger statsminister Mette Frederiksen (S).

"Jan har været en utrættelig sparringspartner, ligesom han har spillet en afgørende rolle i at tilrettelægge de valgkampe, vi har ført – og som gør, at vi pt. er Danmarks største parti både kommunalt, regionalt og i Folketinget.”

Når Jan Juul Christensen stopper skyldes det, at han tiltræder en stilling som Senior Vice President, Head of Communication & Corporate Responsibility i Københavns Lufthavne A/S.

Stopper med vemod

Jan Juul Christensen har været partisekretær siden 2016, og hans valgperiode stod til at udløbe i forbindelse med Socialdemokratiets kongres 18.-19. september 2021.

”Det er med vemod, at jeg vælger at stoppe som partisekretær," siger Jan Juul Christensen.

Vi vandt mange nye borgmesterposter

"Det har været en enestående oplevelse med mange store resultater. Ikke mindst folketingsvalget i 2019, hvor Socialdemokratiet kunne danne regering og før det kommunal- og regionsrådsvalget i 2017, hvor vi vandt mange nye borgmesterposter.”

Ifølge den afgående partisekretær skal han blandt andet "bidrage til at gennemføre lufthavnens strategi, der skal fremme en ansvarlig og bæredygtig drift og omstilling af lufthavnen – et arbejde, jeg glæder mig meget til.”

”Corona-pandemien har ramt lufthavnen hårdt på omsætningen og Københavns Lufthavne A/S står lige nu med udfordringen i at få genskabt rejseaktiviteten, så visionen om fremtidens bæredygtige rejser kan indfries, og jeg ser frem til også at skulle arbejde med den udfordring,” siger Jan Juul Christensen.

Kredsformand tager over

Socialdemokratiets hovedbestyrelse konstituerede tirsdag Lasse Ryberg som ny partisekretær og indstillede ham samtidig til valg på kongressen i september.

Lasse Ryberg er 43 år, uddannet cand.jur. og kommer fra en stilling som sekretariatschef i Danmarks største almene boligforening AAB. Lasse Ryberg har været medlem af Socialdemokratiet siden 1993 og engageret lokalt, senest som kredsformand for Socialdemokratiets 7. kreds Brønshøj.

Lasse Ryberg tiltræder som partisekretær 23. august 2021.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet