SF-profil efter blå partier: Vil gøre fjord til et renseanlæg

Limfjorden skal ikke være renseanlæg for landbrugets kvælstof, mener SF's Signe Munk.
De blå partier følger arven fra tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen (V) og vil lade Limfjorden udvikle sig til et regulært renseanlæg for landbruget massive mængder af kvælstof fra gylle og gødning.

Jeg synes, man skulle bekæmpe de store mængder kvælstof, som skyller ud i fjorden, ved at stille skrappere krav til landbruget. Men den vej vil de borgerlige ikke gå.

I stedet for at stramme kravene, så mener de, at massevis af muslingefarme skal samle meget af kvælstoffet op i fjorden.

Store industrielle anlæg, som skal plastres udover hele Limfjorden. https://politiken.dk/indland/art8341804/%C2%BBHan-fors%C3%B8ger-bare-at-spille-stor-mand%C2%AB

Behov for kraftig reduktion af kvælstof

Aarhus Universitet har slået fast, at landbrugets udledning af kvælstof skal begrænses med mindst 13.100 tons kvælstof om året, for at vi kan bringe vores fjorde, havområder og vandløb i balance.

Indsatsen er fordelt forskelligt over hele Danmark, men er særligt vigtig i området ved Limfjorden, fordi fjorden ikke har så meget vandgennemstrømning som andre fjorde og havområder.

Det store slagsmål handler om, hvorvidt vi skal lade landmændene slippe billigere mod at satse på at muslingefarme kan fikse kvælstofproblemerne.

Blå partier ukritiske

Jeg synes, det er en kæmpe udfordring, at de blå partier har en helt ukritisk tilgang, om at muslingeopdræt skal ses som et virkemiddel til at fjerne næringsstoffer i vandet, der er løbet til fra landbruget.

Der er reelt ingen tvivl om at en musling, kan optage kvælstof, men samtidig ser vi, at muslingernes afføring fra muslingefarmene kan skabe lokale iltsvind og på den måde belaste havbunden markant.

Og bringer landbruget ikke kvælstofudledning ned til et holdbart niveau, så stopper vi ikke kilden til problemerne, men i stedet bliver muslingefarme symptombehandling af en hårdt prøvet Limfjord.

Urimeligt at bruge Limfjorden til industri

Det er grundlæggende helt urimeligt, at Limfjorden skal bruges som et industriområde i stedet for en levende og sund fjord.

Landbruget skal ikke inddrage vores fjorde til deres landbrugsproduktion ved at gøre muslingefarm til renseanlæg for landbrugets kvælstof.  

Men desværre er nye tilladelser allerede blevet givet med rund hånd, og lovgivningen er hullet.

Det betyder blandt andet, at der ikke skal laves miljøundersøgelser, inden der bliver lavet muslingefarme. Det synes jeg er helt sort.

Vil fritage landmænd fra øgede miljøkrav

Selvom den borgerlige fløj presser på at for at fritage landmændene fra øgede krav til at passe på vandmiljøet, har regeringen endnu ikke for alvor sat foden ned. Det er bekymrende.

Når det gælder muslingeopdræt kan borgerne bare se måbende til, mens Fiskeristyrelsen uddeler tilladelser til investorerne med rund hånd.

Der er 60 anlæg i forvejen i hele Danmark, men langt størstedelen af farmene ligger i Limfjorden. Og aktuelt er der 55 ansøgninger om muslingeopdræt under behandling. Det er helt vildt.

Samtidig har socialdemokraterne foreslået at gøre plads til, at 4800 kvadratkilometer hav og fjord reserveres til blandt andet skaldyrsopdræt – det svarer til størrelsen af Fyn og Lolland-Falster tilsammen.

Skræmmende mange ansøgninger

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har godt nok sat en stopper for nye ansøgninger. Men de som ligger på bordet er jo allerede skræmmende mange.

Borgerne, som skal se deres fjord blive til et industriområde, kan intet gøre. De lokale politikere kan nemlig kun ytre deres mening, men ikke sætte foden ned.  

Det er dybt besynderligt, at byrådene kan sige nej tak til kystnære vindmøller ud for deres kyster, men ikke til  en invasion af muslingefarme.

Det er i sig selv skræmmende udsigter for alle andre end de få, som tjener gode penge på muslingefarme.

Det betyder, at Limfjorden kan udvikle sig til et regulært industriområde, hvor sejlere, badende og almindelige mennesker må indrette sig efter at Limfjorden bliver et sandt forhindringsløb, hvor man skal undvige de kæmpestore anlæg.

Signe Munk er klima-, energi- og forsyningsordfører for SF.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mange tak for information. Der snakkes ikke meget om disse ting (landbrugets bidrag til CO2 regnskabet) på Ss debatsider. Jeg tror vi frygter slagsmålet. Je.

Alt skal ødelægges for profittens skyld indtil vi en dag ikke læbgere kan trække vejret på Jorden.

Sådan er den blå løgn.

Annonce