Annonce

Danmark støtter som de første luftbro til Afghanistan

Bevilger 20 millioner kroner til at sikre humanitære flyvninger til landet.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) bevilger 20 millioner kroner som reaktion på en opfordring fra FN om at sikre humanitære flyvninger til Afghanistan og ud i de svært tilgængelige områder i landet.

Suspendering af kommercielle fly, grænselukninger og sikkerhedssituationen i Afghanistan har haft alvorlige konsekvenser for tilførslen af humanitære forsyninger.

Der er derfor akut behov for en omfattende “humanitær luftbro”, mener udviklingsministeren:

Den humanitære situation i Afghanistan er dybt bekymrende

”Den humanitære situation i Afghanistan er dybt bekymrende. FN og humanitære aktører har meldt klart ud, at de fastholder deres tilstedeværelse og indsatser i landet. Talibans magtovertagelse har drastisk ændret situationen og også skabt usikkerhed omkring vilkårene for nødhjælp.”

Flemming Møller Mortensen understreger, at det danske bidrag er “med til at sikre humanitær adgang og forbedre sikkerheden for de mange dedikerede nødhjælpsarbejdere i Afghanistan”.

Udviklingsministeren skriver i et tweet, at det danske bidrag sikrer, at nødhjælpsarbejdere når frem, men også hjælper med til at øge deres sikkerhed:

“Vi har netop givet 20 mio. kr. til WFP, der vil etablere humanitær luftbro – for at sikre adgang og øge sikkerhed for nødhjælpsarbejdere i Afghanistan. Det er utroligt vigtigt for mig, at vi kan hjælpe med at få hjælpen ud til mennesker i nød.”

placeholder

 

FN: “Tak, Danmark”

FN’s Fødevareprogram, WFP, understreger, at Danmark med sit bidrag viser vejen:

“Danmark har i dag vist vejen, da det som det første land trådte til for at hjælpe World Food Programme med at optrappe den humanitære passagerluftservice samt etablere en international luftbro til Afghanistan,” siger WFP’s direktør, David Beasley.

Han fortæller, at det det danske bidrag vil støtte hele det humanitære samfund og gøre det muligt for omkring 160 humanitære organisationer at fortsætte deres arbejde på tværs af Afghanistan ved at transportere nødhjælpsarbejdere og levere akut nødhjælp:

Tak, Danmark, for at hjælpe os med at give håb til millioner af afghanske familier på dette kritiske tidspunkt

“Tak, Danmark, for at hjælpe os med at give håb til millioner af afghanske familier på dette kritiske tidspunkt.”

Opfordrer andre til at bidrage

Langt størstedelen af den afghanske befolkning – ca. 39 millioner af mennesker – er stadig i Afghanistan og har brug for hjælp fra det internationale samfund, lyder begrundelsen for det danske bidrag, som skal sikre forsyninger og nødhjælpsarbejderes adgang til Afghanistan.

Med bidraget vil Danmark finansiere 10 procent af operationen. Den danske regering opfordrer andre lande til også at bidrage:

”FN’s Fødevareprogram løfter en vigtig opgave med flyvningen for hele systemet. Det skal vi bidrage til og dermed støtte opretholdelsen af de livreddende humanitære indsatser gennem FN, NGO’er og internationale organisationer.”

Fakta: FN-flyselskab flyver til 15 destinationer i Afghanistan

FN’s Fødevareprogram, WFP, driver det humanitære flyveselskab UNHAS (UN Humanitarian Air Service), der betjener hele det humanitære system og transporterer nødhjælpsmedarbejdere til 15 destinationer i Afghanistan.

UNHAS gennemfører også medicinske evakueringer af nødhjælpsarbejdere.  

Allerede inden Talibans magtovertagelse havde næsten halvdelen af befolkningen behov for humanitær hjælp (18,4 millioner mennesker) som konsekvens af de negative konsekvenser forbundet med tørke, Covid-19 pandemien, intern fordrivelse og konflikt.

Kilde: Udenrigsministeriet

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Alle er nok enige i at civilbefolkningen i Afghanistan lider under de årelange uroligheder. Men at hjælpeorganisationer og DK. m.fl. nu yder støtte til landet og derigennem indirekte til Taliban er lidt uforståeligt.
Taliban accepterer selvfølgelig hjælpen, som en kærkommen støtte. At man hjælper uden at forlange bare nogle få garantier for befolkningen, vil jeg betegne som naivt, og ingen tvivl om at Taliban betragter disse organisationer og lande som nyttige idioter.

Hans, du har fuldkommen ret.
Når nu taleban så gerne vil, så skal du fgm også ha' lov til at bevise at de kan.
Hjælp udefra er hjælp til taleban, og udskyder et evt. oprør.