Kulturpolitikkens førstemand

Julius Bomholt var den fødte kulturminister, der gjorde det til en livsopgave at formulere socialdemokratisk kulturpolitik, skriver Mogens Jensen.
Den 7. september 1961 blev Ministeriet for Kulturelle Anliggender oprettet og socialdemokraten Julius Bomholt blev ved den lejlighed udnævnt til landets første kulturminister.

I dagens anledning og i anledning af udgivelsen af Socialdemokratiets jubilæumsbog i anledningen af partiets 150-års jubilæum, med titlen ‘De rejste sig trodsigt i vrimlen’ bringer vi her kapitlet om Julius Bomholt, der er skrevet af folketingsmedlem Mogens Jensen.

'De rejste sig trodsigt i vrimlen' udkommer den 15. oktober og foruden Julius Bomholt indeholder bogen portrætter af 29 andre socialdemokrater, skrevet af bl.a. Poul Nyrup Rasmussen, Astrid Krag, Sophie Hæstorp Andersen og Peter Hummelgaard.

 

DANMARKS FØRSTE KULTURMINISTERIUM OPRETTES

På et ikonisk og efterhånden velkendt sommerfoto fra 1956, der også nåede ud i verdenspressen, ses Viggo Kampmann og Julius Bomholt stå sammen i vand til brystet i havet ud for Sønderho på Fanø.

Kampmann med briller og cigar, Bomholt smilende og med vind i det hvide hår.

Den daværende finansminister Kampmann og daværende undervisningsminister Bomholt var begge på ferie i deres sommerhuse på Fanø og lod sig fotografere sammen i havet – vistnok siddende på knæ, for at vandet kunne nå langt nok op.

Det er naturligvis et sjovt billede af ministre i en afslappet feriestund, men det er også et billede af de to personligheder, der få år efter, skabte Danmarks første kulturministerium og lagde fundamentet for socialdemokratisk kulturpolitik helt op til vor tid.

Deres udgangspunkter var forskellige. Den teolog-uddannede Julius Bomholt havde gennem hele sit liv interesseret sig for og selv været aktør i kulturens og kunstens verden bl.a. som højskoleforstander, forfatter og litteraturkritiker.

Tillige havde han skrevet en række kulturpolitiske bøger og tekster og var dermed stærkt optaget af ideen om politisk at styrke rammerne for kunsten og kulturens udvikling i samfundet.

Grundlæggende for Julius Bomholt er at han ser et afgørende slægtskab mellem kunst og politik. Begge skal knytte ide og handling sammen.

Viggo Kampmann var cand.polit. og først og fremmest en knusende dygtig tal- og statistikmand, der gennem hele sin karriere som både embedsmand og politiker og lagde grunden til mange vigtige reformer.

Men han havde også fået øje for kulturens og ”åndslivets” rolle i et samfund med rivende økonomisk og materiel vækst. Og da han i 1960 blev statsminister efter H.C. Hansens død, slog han til lyd for dialog og et stærkere samarbejde mellem kunstnere, kulturliv og politikere.

Efter et tilløb, hvor Kampmann og Bomholt først forsøgte at skabe et ministerium som både skulle indeholde videnskab, de videregående uddannelser og kultur som et samlet ministerium for ”åndslivet”, endte det, efter en strid med daværende undervisningsminister Kr. Helveg Petersen,  med at der ved kongelig resolution af 7.september 1961 blev oprettet et ministerium for kulturelle anliggender med Julius Bomholt som Danmarks første kulturminister.

En historisk beslutning, der efterfølgende medførte, at der skabtes gode, stærke og frie rammer for kulturlivets og kunstens udfoldelser i Danmark

Og selvom der nok også, med denne beslutning,  var blevet skævet til det store kultur-land Frankrig, som allerede i 1959 oprettede et ministerium med eksakt samme navn og forfatteren André Malraux som kulturminister, så går de socialdemokratiske spirer til og grobunden for oprettelsen af et kulturministerium meget længere tilbage. Derom senere.

DEN FØDTE KULTURMINISTER

Der kan ikke herske tvivl om, at Julius Bomholt er den hidtil bedst forberedte politiker til at beklæde posten som Danmarks kulturminister.

Han kom til verden den 11. juni 1896 i Borgergade 47 i Alderslyst i Silkeborg. Faderen var papirarbejder - senere salsmester - på Silkeborg Papirfabrik – og engageret socialdemokrat. Hans mor, Karen Marie, arbejdede samme sted.

Han voksede op i et pænt arbejderhjem og allerede som barn tegnede og digtede Julius Bomholt. Da han som dreng havde købt sin første bog – en indianerhistorie – har han ikke råd til at købe endnu en, men så skriver han en historie selv. Det siges at han, på det område, ikke mindst slægtede sin mor på. Men han havde også stor inspiration fra sin farfar og farmor, Juliane og Lars, som var fantastiske fortællere.

Han samler også de kammerater, der ikke selv har bøger og læser op for dem

Senere – i gymnasiet - skrev han digte og fik dem publiceret i skolens elevblad ”Vagabundus”. Han læste mange bøger og også hans skolestile vidnede om, at her var en forfatterspire på vej.

Han var tidligt bevidst om den sociale uretfærdighed, han så omkring sig og læste bl.a. Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær.

I et helt år under sin gymnasietid måtte Julius lade sig indlægge på sanatorium til behandling for tuberkulose, men også her var han aktiv som skribent og skrev digte – bl.a. et digt til Jeppe Aakjær som siden blev offentliggjort i både Silkeborg Socialdemokrat og Fyns Venstreblad.

 Så allerede fra de helt unge år fik Julius Bomholt altså helt ind under huden, hvilken rig verden kulturen og kunsten åbenbarer – ikke mindst når man selv udfolder sig kunstnerisk.

Det kom han til at gøre i tiltagende grad i sit efterfølgende liv, som forfatter til en omfattende række af artikler og bøger – såvel faglige, politiske som skønlitterære. Endda et skuespil blev det til - ”Knud den anden – konge af Danmark”- som blev antaget af Det Kgl. Teater i 1945.

Dermed er Julius Bomholt en af de mest litterært produktive blandt socialdemokratiske politikere gennem tiden. Og han skriver sig ind i rækken af ledende socialdemokrater som bl.a. Stauning og H.C. Hansen, der selv foldede sig kreativt ud med bl.a. at skrive teaterstykker, sange og optræde i forskellig sammenhæng.

Det førte også til at han blev ansat som litteraturkritiker ved Socialdemokraten i 1931 og siden bliver redaktør af avisens litteratursider.

Også højskoleånden bragte Julius Bomholt med sig i sin kulturelle bagage. Efter endt teologieksamen, som naturligvis også har givet den unge Julius en stærk åndelig indsprøjtning, begav han sig i 1921, efter råd fra den gamle forstander Bredsdorff på Roskilde Højskole, ud på en Europarejse, hvor han bl.a. besøgte arbejderhøjskoler i Tyskland og Schweiz.

Det fangede ham og efterfølgende blev han ansat som lærer på Askov Højskole. Her var arbejderånden dog nok ikke tilstrækkelig stærk, og kort tid efter blev han tilknyttet Arbejderhøjskolen i Esbjerg på halv tid, samtidig med at han arbejdede for Vestjyllands Socialdemokrat.

Allerede efter 2 år, i 1924, blev han forstander for højskolen, bliver en meget skrivende og aktiv redaktør af DSU-bladet ”Rød Ungdom” i 1926 og kommer her naturligt til at knytte tætte forbindelser til jævnaldrende unge, socialdemokrater og de kommende ledere af partiet bl.a. Hans Hedtoft og H.C. Hansen.

Vejen er dermed banet for, at han i 1929 erstatter bestyrelsesformand for højskolen, folketingsmedlem og redaktør J.P. Sundbo som Esbjerg-kredsens mand på Christiansborg.

I Folketinget kommer kulturen også til at spille en hovedrolle i Julius Bomholts arbejde. Dels forfatter han i denne periode flere skrifter om socialdemokratisk kulturpolitik, herunder den måske mest kendte bog ”Arbejderkultur” fra 1932, og en række bidrag om kulturpolitik til bl.a. ”Kulturen for folket”1938, ”Kulturproblemer” 1945, og ”Mennesket i centrum” 1953.

Han er, som nævnt, sideløbende litteraturkritiker og redaktør ved ”Socialdemokraten” og kæmpede generelt for arbejdernes placering i litteraturen og for litteraturens placering i arbejderbevægelsen.

Han kommer dog også til at træde ved siden af, da han i 1938 skriver et rosende skrift om sit gamle DSU-idol Harald Bergstedt, der siden forherliger Hitler og bliver medarbejder ved den nazistiske avis ”Fædrelandet”. Det skrift fortrød Bomholt bitterligt.

Han træder i 1934 direkte ind i arbejdet med den mest dominerende kulturfaktor i 30’erne og efterkrigsårene – Statsradiofonien.

Den betød utroligt meget for oplysning og meningsdannelse i samfundet gennem bl.a. udsendelse af Pressens Radioavis, radio-studiekredse og hørespil. Det ser Julius Bomholt klart og indtræder i Radiorådet som repræsentant for Arbejdernes Radioforbund og indtager senere formandsposten i rådet.

Han arbejder i sin tid i Radiorådet for at Statsradiofonien udvikler sig mere alsidigt under temaet ”farlig Radio” der for ham betyder en irriterende radio, der får folk til at tænke.

Senere kommer han, som kulturminister, efter konflikterne med de to piratsendere Radio Mercur og DCR, til den 1. januar 1963 at stå fadder til indførelsen af musikradio i statsradiofonien i form af DR’s P3. Selv ville Julius dog nok ikke komme til at lytte meget til Jørn Hjorting og Jørgen Mylius.

Allerede som formand for Radiorådet hævder Bomholt et armslængdeprincip og indfører en slags public service-målsætning om at udsendelserne skal være af ”alsidig kulturel og oplysende art”.

Han ser radioen som et uhyre vigtigt element i det kulturelle og oplysende arbejde: ”den er det fineste kulturinstrument i folkekulturens tjeneste. Selv den fattigste stue har nu adgang til musik, dramatik og foredrag – et væld af viden.”

Sideløbende med dette omfattende arbejde udøver han også gerningen som formand for Folketinget fra 1945-50. I begge sine formandsperioder i Folketinget arbejder han meget aktivt på at reformere arbejdsformerne i tinget. Noget lykkedes og noget lykkedes ikke.

Generelt må man sige at det generelt er frygtindgydende hvor mange opgaver Julius Bomholt overkommer på samme tid. Talrige tillidsposter og arbejdsopgaver i det politiske arbejde og samtidig en uhyre stor og løbende litterær produktion.

Det uhyre flittige og skrivende folketingsmedlem er indlysende et klart ministeremne og Hans Hedtoft udnævner ham samme år til undervisningsminister i sin anden regering.

Med Bomholts baggrund er det oplagt. Højskole- og undervisningserfaring, forfatter til flere bøger og tekster om folkeskolen og ikke mindst hans arbejde med kulturpolitik.

På dette tidspunkt havde undervisningsministeriet ansvaret for en lang række af kulturens og kunstens institutioner og forhold bl.a. Det Kongelige Teater, Kunstakademiet, musikkonservatorierne, litteratur, ophavsret, billedkunststøtte, radiospredning, biblioteker, arkiver og museer samt Dansk Sprognævn.

Han gennemfører i sin tid som undervisningsminister en række love og laver ikke mindst det store forarbejde til den folkeskolereform, som gennemføres af hans radikale afløser, Jørgen Jørgensen.

Han kommer til, da Bomholt udnævnes som socialminister i H.C. Hansens og Viggo Kampmanns efterfølgende regeringer.

Selv som socialminister indarbejder han en kulturel dimension i sit arbejde under devisen ”Socialpolitik er kulturpolitik og kulturpolitik er socialpolitik”. Bl.a. revalideringsloven og oprettelsen af Socialforskningsinstituttet er resultater af Bomholts også meget aktive virke på denne post.

Men som det tydeligt fremgår af det beskrevne har ingen nogensinde været bedre forberedt til at indtage posten som kulturminister end Julius Bomholt.

Udvalgte citater af Julius Bomholt

”Liv og digt er uadskillelige og sandheden om det væsentligste finder sit klareste udtryk i roman og legende” fra erindringsromanen ”På vej til livet” 1953

”Er der noget til hinder for, at en litteratur kan have rod i arbejderens skæbne og alligevel sigte mod stjernerne?”

”Støtte, men aldrig dirigere”, om armslængdeprincippet i ”Kulturoffensiv”, 1964.

”Minister og rigsdag er ikke i almindelighed egnet til at træffe afgørelse med gensyn til maleriets farver og musikkens toner, en films eller et forfatterskabs kvalitet mm”, om armslængdeprincippet i ”Mennesket i centrum”, 1953.

”For at højne kvaliteten må staten støtte efter den mest uhildede sagkundskabs indstilling. Men støtten må ikke ledsages af forventningen om kunstnerens hensynsfuldhed overfor giveren”, Socialdemokratiets kulturkonference, 1961.

”Vi ved at kunsten har holdt flyttedag. Den er ikke længere knyttet til et fåtal af rigmandshjem, men til folket og dets institutioner”, 1956 efter de første kunststøtteordninger er vedtaget.

”Der er mange stedet en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig”, 1956 efter de første kunststøtteordninger er vedtaget.

”Selv anser vi det for noget væsentligt, at den økonomiske og den kulturelle frigørelse går hånd i hånd. Vi skal ikke blot ombygge en kapitalistisk stat til et folkehjem. Vi skal bane vejen for en friere menneskelighed”, 1957.

”Kultur – administration. De to begreber lyder ikke ligefrem beslægtede. Sammenstillingen kan minde om en fuglerede i et jernstativ”, 1962.

”…omfanget og kvaliteten af et lands kunstneriske frembringelser indgår som et meget væsentligt led i den almene vurdering af landets placering som nation”, Folketinget, januar 1964.

KUNSTFOND, ARMSLÆNGDE, KUNSTLOVE OG KONFLIKTER

Selvom Bomholt også selv, allerede i 1937, havde luftet tanken om oprettelsen af et kulturministerium, og dette har været drøftet i Socialdemokratiet, og Viggo Kampmann og han formentlig også har drøftet det ved forskellige lejligheder, ses han ikke at være direkte involveret i det første helt konkrete forarbejde til ministeriets oprettelse før Kampmann tilbyder ham ministerposten hen over sommeren 1961.

Dette forberedes egenhændigt af Kampmann, der i perioden 1960-61 ikke mindst fører samtaler med embedsmanden og den efterfølgende departementschef i Kulturministeriet, Henning Rohde, om sagen.

Her overvejes ifølge Rohde organiseringen og flere emner til ministerposten. Ikke mindst fremhævede Kampmann kirkeminister Bodil Koch, som sit bud, fordi han mente Bomholt stod lidt isoleret efter Hedtoft og H.C. Hansens død – ikke mindst fra de yngre i partiet.

Men Bomholts store erfaring med området vægter højt og som Kampmann endelig konkluderede: ”Ja – så ender det vel til syvende og sidst med at det bliver Bomholt”. Det blev det  - og godt for det.

Men forinden oprettelsen måtte man, som tidligere nævnt, tage en holmgang med den radikale undervisningsminister Kr. Helveg Petersen.

Både Kampmann og Bomholt havde tanken om et større ministerium for videnskab, højere uddannelse og kunst – også fordi Kampmann mente at undervisningsministeriet var blevet for stort - men Helveg ville ikke afgive forskningen og universiteterne.

Og Julius mente, at hans nye ministerium blev for småt og afviste ministerposten på det grundlag.

Gode råd var dyre, men Kampmann fik ideen at overføre naturfredningen fra sit eget statsministerium til kulturministeriet og så lod den da 65-årige Bomholt sig overtale.

Ministergerningen kunne påbegyndes og som et tegn på tidens forandringer modtog Bomholt ved offentliggørelsen af ministeriet et telegram fra partiets store sociale reformator K.K. Steincke, der i sin enkelthed lød: ”Da vi havde varemangel fik vi et varedirektorat. Nu har vi så fået et kulturministerium.”

 Julius Bomholt kunne ved Socialdemokratiets kulturkonference i 1962 gøre klart, at ministeriet har 2 hovedopgaver: at støtte det skabende åndsliv – forskeren, kunstneren og digteren og at sikre den enkelte borger adgang til kulturen gennem skabelsen af de faktiske kulturmuligheder.

Her tænktes der særligt på en geografisk spredning af kulturtilbud så ”selv den fjerneste afkrog af riget ikke henligger kulturelt tørlagt”.

Og i det nye ministerium fik man travlt.

Efter et par midlertidige husninger i dels lokaler i Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads, dels det gamle Hotel Cosmopolite på hjørnet af Store Kongensgade og Gothersgade, flyttede man endelig ind i det gamle fredede Assistenshus på Nybrogade, hvor også ministeriet i dag holder til, og lovgivningsarbejdet tog fart. Mere faste rammer for kulturen og støtte til kunsten skulle skabes.  

I løbet af de næste tre år arbejdede Bomholt og ministeriet på højtryk, og en række grundlæggende vigtige love i dansk kulturpolitik blev skabt, bl.a. teaterloven, lov om støtte til musikkonservatorier, love om lokalmuseer og tilskud til kunstmuseer, lov om film og biografer og en revision af lov om folkebiblioteker.

Og ikke mindst det, som Julius Bomholt i særdeleshed er kendt for, nemlig loven om Statens Kunstfond af 27. maj 1964, som både skulle introducere et af de vigtigste principper for kunststøtte – armslængdeprincippet - og efterfølgende også skabe en gevaldig debat om samfundets støtte til kunst, der førte til begrebet rindalisme.

Allerede i 1956 blev der med et bredt flertal i Folketinget indført statsstøtte til kunst på finansloven, men først i 1964 bliver det altså, med Bomholt ved roret, lovfæstet.

Med loven slås det fast at samfundets støtte til kunst er vigtigt og at kunsten skal være fri og uafhængig.

Belært af ikke mindst erfaringerne fra nazismen, facismen og kommunismen i 30’erne og 40’erne, hvor kunsten og kunstnerne mistede sin frihed og blev holdt i et ideologisk jerngreb, indførte Bomholt et armslængdeprincip. Det skulle sikre at politikere og partier ikke blandede sig i den direkte støtte til værker og kunstnere.

Et princip han også tidligere havde arbejdet for i forhold til forskningen og statsradiofonien.

 ”Nok støtte – men ikke dirigere”, som han udtrykte det. Kunststøtten uddeltes i stedet af sagkyndige i 3-mandsudvalg, der også skulle sikre at den højeste kvalitet støttes.

Armslængdeprincippet er sidenhen i flere sammenhænge blevet mistolket derhen, at politikere ikke må blande sig i debatten om kunstens indhold og intet er mere forkert.

En fri debat om indhold i bøger, film, teater mm er helt afgørende i et demokratisk samfund og her må politikere naturligvis gerne deltage som alle andre – ja, har nærmest pligt til det – men gør det iøvrigt for lidt.

Litteratur, film, teater mm indeholder ofte gode og forståelige billeder på menneskelige og samfundsmæssige udfordringer, som burde indgå stærkere i den politiske og offentlige debat, men det kræver at både kunstnere og politikere påtager sig opgaven med større styrke.

Anbefalingen om at lovgive om Statens Kunstfond kom fra det 19-mand store rådgivende kulturudvalg som Julius Bomholt modigt nedsatte i 1962. Udvalget skulle drøfte kulturpolitiske emner og komme med forslag til ministeren.

Formand for udvalget var kunstelskeren og mæcenen, skjortefabrikant Aage Damgaard fra Herning, der fik følgeskab af bl.a. Louisianas stifter Knud W. Jensen, professor K.E. Løgstrup, forfatter Ole Wivel, komponist Per Nørgård og rigsantikvar P.V. Glob foruden formændene for datidens vigtigste oplysningsforbund.

Et oplæg fra K.E. Løgstrup førte til udvalgets konkrete forslag om en lov om Statens Kunstfond og udvalget kom også med forslag til uddeling af stipendier og livsvarige ydelser til kunstnere ligesom man foreslog oprettelse af kulturcentre rundt omkring i landet.  

Men også mere vilde forslag kom på bordet. Bl.a. blev det drøftet at overlade Nationalbankens guldreserver (eller en del af dem) til en kunstner, der skulle lave en skulptur af guldet til opstilling på Rådhuspladsen for at lægge op til debat om forholdet mellem materielle værdier og ånd. Forslaget blev dog aldrig til noget.

Men havde det forslag dengang kommet til offentlighedens kendskab, var der nok blevet skubbet yderligere til den debat og strømning - ”rindalismen”-  som lagerforvalter Peter Rindal kom til at stå i spidsen for og navngive - som protest imod, at der blev givet livsvarige ydelser til kunstnere og ovenikøbet til kunstnere som frembragte værker, Rindal og mange andre ikke kunne se hvad forestillede.

Der er ingen tvivl om at protesten kom bag på Socialdemokratiet og det var Julius Bomholts efterfølger som kulturminister, Hans Sølvhøj, der måtte tage denne debat i medierne og på mange møder landet over.

Men Sølvhøj og Socialdemokratiet stod fast. Kunsten er vigtig og kunstnerne skal støttes. Kunsten er fri, dens udtryk er mange og skal ikke underlægges populistiske folkestrømninger og der blev ikke ændret på hverken kunstfond eller de livsvarige ydelser.

Da Julius Bomholt efter folketingsvalget i 1964, på statsminister Jens Otto Krags påbud, i skuffelse forlod Kulturministerposten og igen overtog formandsposten i Folketinget, kunne han imidlertid se tilbage på et vigtigt socialdemokratisk arbejde, der grundlagde de afgørende strukturer for en aktiv dansk kunst- og kulturpolitik, som fører helt op til vor tid.

FRA ARBEJDERKULTUR TIL FRI KUNST

Julius Bomholt arbejdede gennem hele sit liv for at bidrage til og formulere socialdemokratisk kulturpolitik. Det var nok, foruden den litterære produktion, hans vigtigste hjertesag.

Også mange andre socialdemokrater i sogneråd, kommuner, amter, regioner, folketinget og i kulturlivet og civilsamfundet har bidraget over årene.

Gennem hele Socialdemokratiets 150 årige-historie har partiet været optaget af og bidraget til, at hele befolkningen skulle beriges af god kunst og et levende og mangfoldigt kulturliv.

I de første mange år af partiets og arbejderbevægelsens historie handlede kulturpolitikken naturligt om at sikre arbejderne adgang til de mange kulturgoder, som hidtil da kun havde været forbeholdt adel og borgerskab.

På billeder fra dengang ser man mænd og kvinder bære skilte med krav om ”mere kultur” side om side med de traditionelle krav om 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid.

Og med oprettelse af dagbladet ”Socialdemokraten”, læseklubber, studiekredse, forlag, sangkor, kunstforeninger, teatergrupper og sidenhen organisationer som bl.a. AOF og ARTE lykkedes det at gøre en stor indsats for dels at fremme oplysning samt kulturel og kunstnerisk udfoldelse i arbejderklassen, dels at brede kulturtilbuddene ud til større og større dele af befolkningen.

En opgave som sidenhen, ikke mindst gennem aktiv socialdemokratisk kulturpolitik, er blevet udbredt til stat og kommune og også kulturens egne institutioner.

Julius Bomholt havde i sine yngre år den opfattelse at der fandtes en særlig ”arbejderkultur” eller ”socialistisk kultur”, der skulle være omdrejningspunktet for partiets kulturpolitik og som sådan også præge den statslige kulturpolitik.

Det formulerede han ikke mindst i bogen ”Arbejderkultur” fra 1932 men også forud i artikler i ”Rød Ungdom”. Her agiterede han for ”en socialistisk arbejderkultur – befriet for overklassens flitter” og en ”karakterfast og frisk proletarkunst”, der kunne afløse ” den borgerlige forfaldskunst”.

Arbejderkultur var for Julius Bomholt solidaritet, organisation, klassebevidsthed og fællesskab på arbejdspladsen men også sange fra arbejdersangbogen, arbejderlitteratur, aktiv deltagelse i teaterforestillinger, masseoptrin, talekor, film, legemskultur og videnskab i arbejderklassens interesse.

I stedet for borgerlig luksuskunst skulle der skabes kollektivistisk bolig- og brugskunst.

 Han gik også, som medlem af Radiorådet i starten af 30’erne, til angreb på operaen som kunstart. ”En døende kunst og hofkunst fra paryk- og krinolinetiden”, som han benævnte den.

Det var måske på mange måder en logisk slutning, at søge at definere en særlig arbejderkultur i opposition til den øvrige og ikke mindst borgerskabets kultur, når man ser på det store arbejde hele arbejderbevægelsen i de mange første år lagde i at fremme kulturudtryk og kunstudtryk i arbejderbevægelsen med udgangspunkt i bevægelsens egne værdier.

Men både fordi Bomholt gennem tiden blev klogere på vigtigheden af kulturens mangfoldighed og kunstens frihed, og særligt og selvfølgeligt på baggrund af Thorvald Staunings vision om at Socialdemokratiet skulle gå fra at være et parti, der alene byggede på arbejderklassen til at være et folkeparti, der bygger bro over befolkningsgrupperne, blev det også Socialdemokratiets tilgang til kulturpolitikken.

Det blev yderligere underbygget af de grufulde erfaringer med nazismens, facismens og kommunismens totalitære kulturpolitik, hvor kunsten og kunstnerne blev underlagt en stærk ideologisk ensretning og censur.

Noget som Bomholts forgænger som undervisningsminister, Hartvig Frisch, beskrev så stærkt i sin legendariske bog ”Pest over Europa” fra 1933.   

Julius Bomholt foretog derfor et kursskifte væk fra sine tanker i ”Arbejderkultur” og det blev efterfølgende grundfæstet i Socialdemokratiet, at kunsten er fri og kulturudtrykkene mangfoldige, hvorfor det for partiet har handlet om at sikre gode rammer, hvorunder kunsten frit kunne udspille sig og den kulturelle mangfoldighed kunne sikres, herunder også arbejderklassens kulturudtryk.

Helt grundlæggende definerer Bomholt kulturen som værdierne i den menneskelige tilværelse – leveformen og livsholdningen.

Kulturen er dermed mere og andet end kunst men kunsten kan hjælpe mennesker med at afklare og finde værdierne i livet, er Bomholts udgangspunkt.

I ”Vore kulturopgaver” fra 1949 skriver han således at det frie menneske med det åbne sind er målet for kulturpolitikken. Mennesket er målet og staten har kun værdi i samme grad den tjener mennesket.

Julius’ grundlæggende holdning er at kultur ikke kun er summen af de forskellige kunstarters frembringelser men også den enkelte borgers livsform, de daglige vaner i hjem og på arbejde og den demokratiske deltagelse.

Kunst og hverdag hænger sammen og det er vigtigt at livsformen hos arbejdsmanden respekteres lige så meget som livsformen hos adjunkten.

Det blev også en bærende vision for Socialdemokratiet at kulturpolitik er en grundsten i opbygningen af velfærdssamfundet. Det kom særligt til udtryk i tiden efter 2. verdenskrig, hvor Bomholt også spiller en afgørende rolle i at formulere partiets kulturpolitik i partiprogrammerne.

På kongressen den 19.-22. august 1945 vedtages valgmanifestet ”Fremtidens Danmark”, hvor den kulturpolitiske vision blev formuleret klart:

”Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv. Det er Socialdemokratiets Ønske paa alle Omraader at fremme det kulturelle Arbejde og at give det saadanne Former, at det virker til personlig Udvikling og Berigelse og til Dygtiggørelse til Løsningen af Fremtidens Opgaver.”

Denne kulturpolitiske tilgang til økonomiske politik var formentlig inspireret af en af frontløberne i kunst- og kulturdebatten efter 2. verdenskrig, hvilket til nogens sikkert store overraskelse i dag, var den verdensberømte økonom, John Maynard Keynes, hovedarkitekten bag en af de vigtigste økonomiske teorier, der ikke mindst lagde grunden til opbygningen af velfærdssamfundene i Europa efter 2. verdenskrig.

Kort fortalt var den økonomiske hovedpointe i Keynes´ teori, at samfundet i krisetider, gennem offentlige investeringer, skulle sætte hjulene i den materielle produktion i gang, samt stimulere borgernes materielle levestandard, for dermed at fremme velfærdssamfundets økonomiske udvikling.

Men. Og dette men var et stort kulturpolitisk men, som Keynes fremhævede: Hvis ikke de materielle interventioner og stimulanser for at få hjulene i gang blev fulgt op af kulturelle og kunstneriske stimulanser, dvs. kulturpolitiske tiltag, risikerede de politisk økonomiske initiativer at fremme et materielt rigt, men åndeligt fordummet samfund.

Derfor bør de økonomiske initiativer følges af kulturelle, var hans tænkning, som altså også inspirerede programmet ”Fremtidens Danmark”.

Herfra kom nok også inspirationen til oprettelsen af Statens Kunstfond idet Storbritannien kort efter krigens afslutning etablerede verdens første statslige kunstfond på ide af Keynes som også blev dens første formand.

Også i Socialdemokratiets partiprogram ”Vejen frem” fra 1961 formuleres en klar kulturpolitisk vision:

”Enhver tendens til statslig, kommerciel eller anden ensretning af den kulturelle udvikling må afvises. Det er samfundets opgave at skabe grundlaget for et rigere kulturliv, således at kulturgoderne bliver et naturligt led i hverdagen. Kunsten i alle dens former må sikres uafhængighed og den eksperimenterende kunst sikres gode arbejdsmuligheder. De store massemeddelelsesmidler, fjernsyn og radio, er blevet folkeeje. De må sikres uafhængighed, således at de frit kan yde deres bidrag til kulturudviklingen og den offentlige debat.”

Det var kort forinden, i 1960, at Viggo Kampmann havde efterlyst større dialog med og engagement fra kunstnere og kulturliv i velfærdssamfundets udvikling og under titlen ”åndsliv og politik” afholdte en 3-dages konference med en lang række kunstnere på Krogerup Højskole.

Det værdimæssige grundlag Socialdemokratiets kulturpolitik og for Julius Bomholts virke som Danmarks første kulturminister var altså klart.

EN SKUFFET JULIUS MEN EN BERØMMET BOMHOLT

Da Jens Otto Krag overtog posten som statsminister fra Viggo Kampmann i 1962, kom der fra landets øverste ministerium en anden tilgang til kulturpolitikken og Bomholt end hos Kampmann.

I en Sankt Hans-tale i 1963 erklærede Krag en ”kulturpause” og på Statsministeriets ordre blev Kulturministeriet sat i gang med en økonomisk analyse, der gerne skulle vise at der ikke havde være merudgifter forbundet med ministeriets oprettelse.

Krag gjorde iøvrigt også, kort efter Bomholts afgang som minister, et forsøg på simpelthen at overtage Kulturministeriets bygning for at huse ham selv og dele af Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Han rykkede ind i en periode, men måtte endelig opgive planerne, da kulturminister Bodil Koch truede med at gå af 

Julius Bomholt fik ikke lov at fortsætte som kulturminister i Krags næste regering. Det var en stor skuffelse og et stort nederlag for ham, selvom han igen kunne indtage posten som Formand for Folketinget indtil valget i 1968.

Der kan være mange årsager til den distancering, som Krag foretager. Dels blev Julius anset som forældet og med for meget patos af de yngre i folketingsgruppen, dels havde Bomholt gjort oprør over kulturpausen og i øvrigt skrevet en bog ”M.F”, som måske opleves illoyal af Krag.

Og så ville Krag gerne ind i kulturministeriets bygninger. Eller måske var Krag slet og ret misundelig fordi Bomholt fik den kunstneriske karriere som Krag også drømte om. Det vides ikke. Men fyringen af Bomholt var ubetinget brutal.

Også på det personlige og familiære plan oplevede Julius gennem årene, sammen med sin kone, Anna Maria (også kaldet Ne), som han var gift med hele livet siden 1927, en række tragedier.

Flere aborter og et barn, der kun levede i fire uger måtte de gennem. De fik efterfølgende sønnen, Steen Asger,  og adopterede siden datteren, Karen Marie.

Dette, sammenholdt med, at Anna Maria, de sidste 10 år af hendes liv var lammet i venstre side, sad i kørestol og var sengeliggende meget af tiden, har naturligvis også sat et stærkt præg på Julius. Det virkede som om han gennem tiden ofte isolerede sig og fordybede sig i sine mange skriverier.

Julius Bomholt døde den 2. januar 1969 i Esbjerg.

Departementschef i perioden, Henning Rohde, fortæller at både ved festmiddagen på Christiansborg for Bomholts 70 års fødselsdag i 1966 og ved hans begravelse i Sønderho i 1969, blev det i ingen af talerne fra hverken Jens Otto Krag eller andre socialdemokratiske toppolitikere omtalt, at han havde været Danmarks første kulturminister fra 1961-64.

Det forekommer besynderligt og skuffende, men er jo i dag fuldstændig ligegyldigt.

For Julius Bomholt vil for altid, i historien, være den, der med sin fantastiske energi, ildhu og engagement, fortjent, er berømmet for at have lagt grunden til et stærkt, vedvarende og grundfæstet kulturpolitisk engagement i Socialdemokratiet og ikke mindst de gode og stærke rammer for kunst og kulturliv vi har i Danmark i dag.

Julius Bomholt blev i 1965, af Kong Frederik IX, tildelt den fornemme ”Ingenio et arti”-medalje som gives til fremtrædende danske og udenlandske videnskabsmænd og kunstnere. Han bliver desuden udnævnt til æresmedlem af Dansk Forfatterforening.

Om Laurits Julius Bomholt

Født den 11. juni 1896 i Alderslyst ved Silkeborg. Død 2. januar 1969 i Esbjerg.

Student fra Th. Langs Skole 1915. Uddannet Cand.Theol. 1921.

Lærer ved Th. Langs Skole og Askov Højskole 1921-22. Forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg 1922-29.

Redaktør af DSU’s medlemsblad ”Rød Ungdom” 1924-30.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet 1929-68.

Undervisningsminister 1950 og 1953-57. Socialminister 1957-61. Minister for kulturelle anliggender 1961-64. Formand for Folketinget 1945-50 og igen 1964-68.

Litteraturkritiker og redaktør ved ”Socialdemokraten” 1932-55.

Tildelt ”Ingenio et arti”-medaljen af Kong Frederik IX og æresmedlemsskab af Dansk Forfatterforening.


 

Medlem af Folketinget og næstformand for Socialdemokratiet. Kultur-medie og idrætsordfører. Tidligere konsulent i LO.


Flere artikler om emnet

Annonce