Efter otte år med en borgerlig regering ser det ud til, at socialdemokraterne i Arbeiderpartiet får serveretten til at danne en centrum-venstre-regering med den tidligere udenrigsminister Jonas Gahr Støre i spidsen.

Men forude venter hårde forhandlinger. Ikke mindst om den norske olie.

Det er socialdemokraten Jonas Gahr Støres andet forsøg på at vinde regeringsmagten.

Ved valget i 2017 førte den nærmest aristokratisk udseende tidligere udenrigsminister partiet til det næstdårligste valgresultat siden 1924, og det ser ikke ud til at blive bedre denne gang.

Arbeiderpartiet fik 27,5 procent af stemmerne sidste gang, men i et gennemsnit meningsmålingerne står partiets opbakning denne gang til blot til lige over 24 procent.

Borgerligt sammebrud

Arbeiderpartiet skal derfor ud og finde samarbejdspartnere, hvis Gahr Støre skal gøre sig forhåbninger om at kunne danne regering. Og der er rigeligt med udfordringer, for der er mange modsatrettede synspunkter, der skal samles.

Den borgerlige blok er på sammenbruddets rand. De blå partier står til en stor tilbagegang, og flere balancerer lige omkring spærregrænsen.

Der er 169 mandater i det norske storting, og de fire partier, som bakker op om Erna Solberg, står til 69 mandater. Mens partierne til venstre står til 100.

Hvad med olien?

Valgkampen har især handlet om klima og Norges rolle i den grønne omstilling - en kilden sag i et land, hvor staten sidste år havde skatteindtægter fra olieindustrien for 100 milliarder norske kroner.

Olieeksporten står for 40 procent af Norges samlede eksport.

Hvis Arbeiderpartiet skal danne regering, så bliver olieindustriens fremtid helt afgørende for de to partier, som der bejles til.

Senterpartiet, der er et liberalt midterparti, som især henter sin støtte i “udkantsnorge” (som er der, hvor olieproduktionen finder sted) vil fortsætte det norske olieeventyr, mens det norske SF, Socialistisk Venstreparti, og Miljøpartiet De Grønne begge vil have mindre olieproduktion.

Arbeiderpartiet har - ligesom Høyre - i stedet meldt ud, at de vil understøtte en proces, hvor olieindustrien bliver mere grøn.

De røde kommer

Mens valget ser ud til at blive et nederlag for de traditionelle store partier, så tegner valget sig til gengæld til at blive et gennembrud for den yderste venstrefløj, repræsenteret ved Enhedslistens søsterparti Rødt.

Partiet fik kun et enkelt mandat - et kredsmandat i hovedstaden Oslo - ved det seneste valg, men står i meningsmålingerne til hele 10 mandater.

Rødt er gået til valg på at bekæmpe stigende ulighed og privatiseringer, og det har givet genlyd hos vælgerne, som kvitterer med opbakning.

Endnu et krisevalg

Valget kan betegnes som lidt af et deja-vu af valget i 2013, hvor Erna Solberg blev statsminister, efter at Arbeiderpartiets Jens Stoltenberg havde fået stor ros for krisehåndteringen af tragedien på Utøya.

Dette valg kommer også i kølvandet på en krise, som den norske regering og statsminister ligeledes fået stor ros for håndteringen af - nemlig corona.

Der har dog været bred opbakning til håndteringen, og det er ikke noget, partierne har brugt meget krudt i valgkampen på.

Brød egne coronaregler

Corona har dog haft en mindre birolle i valgkampen - ikke mindst fordi Erna Solberg selv, i forbindelse med sin fødselsdag, kom til at overtræde det forsamlingsforbud, hun selv havde indført.

Det er dog ikke det, der er årsagen til, at hendes konservative parti Høyre står til en kæmpe vælgerlussing.

Partiet fik 25 procent ved det seneste valg og står i gennemsnittet af meningsmålingerne til godt 19 procent.

Regeringen er slidt ned efter otte år, og i den seneste tid har man været igennem en større regeringsomdannelse og mange slagsmål.

Fremskrittspartiet, som indtil sidste år sad i regering, og som siden har været igennem et formandsskifte, hvor tidligere finansminister Siv Jensen blev udskiftet med “den norske Inger Støjberg”, Sylvi Listhaug, står også til en stor tilbagegang på fire procentpoint.

Det skyldes blandt andet, at udlændingepolitik har fyldt mindre i valgkampen, end det har gjort tidligere.

Endnu værre ser det ud for Kristelig Folkeparti, som i modsætning til i Danmark historisk har været et pænt stort parti.

Men denne gang ligger partiet og balancerer lige på spærregrænsen, og valgnatten kan blive en gyser for partileder Kjell Ingolf Ropsted. Han er både blevet kritiseret for ikke at ville svare på, hvad partiet egentlig mener om abort, og har desuden været fanget i en klassisk sag om et ulovligt boligtilskud.

Det eneste lille lyspunkt i den borgerlige blok er De Radikales søsterparti, Venstre, som står til en minimal fremgang fra 4,5 til omkring fem procent af stemmerne.

Kæmpe fordel til udkantsnorge

På overfladen minder det norske valgsystem om det danske. Men i modsætning til herhjemme så er der både færre tillægsmandater - 19 - og der er en national spærregrænse på fire procent. Der er desuden en ret heftig geografisk bonus, som betyder at store valgkredse får flere mandater end små.

Det betyder i praksis, at et mandat i Nordnorge kræver knap det halve antal stemmer i forhold til, hvad det koster i Oslo.

Valgresultatet forventes klar mandag omkring midnat.