Socialdemokraterne vender tilbage

Få år efter at socialdemokraterne i det meste af Europa var ved at dreje nøglen om, viser partierne igen tænder flere steder i Europa.
Foto: Arbeiderpartiet
Oppositionspolitikerne Jonas Gahr Støre og Mette Frederiksen mødes med statsminister Stefan Löfven i 2017. I dag er de alle statsministre.
Det er kun få år siden, at man talte om Socialdemokratiets sammenbrud i hele Europa.

Med Arbeiderpartiets sejr i Norge er der nu socialdemokrater for bordenden i fire nordiske lande, og om to uger kan de tyske socialdemokraterne følge trop.

Efter finanskrisen blev de socialdemokratiske partier i Grækenland, Holland og Frankrig nærmest udryddet af vælgerne, og SPD i Tyskland gispede efter vejret - slået til plukfisk af utilfredshed arbejdsmarkedsreformer og deltagelse i Angela Merkels regering.

Tilstanden fik sit eget navn: Pasokificering. En henvisning til det græske Socialdemokrati, PASOK, som ved det græske valg i 2012 gik fra 44 til 13 procent af stemmerne.

Venstredrejning ingen løsning

I Storbritannien var der på samme tid stor hype omkring den venstreorienterede leder af Labour, Jeremy Corbyn, som gik til valg på et program, der gjorde selv Enhedslisten begejstrede.

De unge vælgere også var begejstrede, partiet skovlede medlemmer ind, men da det kom til stykket, stod arbejdervælgerne af.

Labour har fortsat mere travlt med at slås internt, og selv om meningsmålingerne er blevet lidt bedre under den nye leder Keir Starmer, så er der ikke udsigt til et magtskifte i Downing Street lige foreløbig.

I Sverige holder Socialdemokraterne stædigt fast i regeringsmagten. Men det sker kun på grund af splittelse i den borgerlige blok, hvor Sverigedemokraterne fortsat holdes helt uden for indflydelse.

I 2017 skulle man som socialdemokrat nærmest kigge helt til New Zealand for at finde en socialdemokrat med succes. Her vandt Jacinda Ardern på en blanding af stram udlændingepolitik og økonomisk lighed.

Det røde nord

Men nu vejrer de socialdemokratiske partier igen morgenluft flere steder.

Med Jonas Gahr Støres sejr i Norge er der udsigt til en socialdemokratisk regering i fire ud af fem nordiske lande, nemlig Danmark, Sverige, Norge og Finland, mens Island regeres af folkesocialisten Katrin Jakobsdottir i en lidt atypisk koalition med to borgerlige partier.

Det er ikke kun i de nordiske lande, at Socialdemokraterne har medvind: I Tyskland ligner SPD's spidskandidat Olaf Scholz mere og mere det mest sandsynlige bud på Angela Merkels afløser i Bundskanzleramt i Willy-Brandt-Straße.

I det grund-konservative Tyskland har Olaf Scholz behændigt fået placeret sig som den naturlige kompetente afløser for Angela Merkels indimellem nærmest ideologisk fraværende linje.

Stram udlændingepolitik og klassisk fordelingspolitik

Forklaringen på genkomsten er forskellig fra land til land. Men der er flere ting, der går igen på tværs af landene.

Hvis man ser bort fra Sverige, så har Socialdemokraterne neutraliseret spørgsmålet om udlændingepolitikken ved at lægge sig tæt op af det store borgerlige parti.

Den tilnærmelse - eller normalisering af udlændingepolitikken - har også betydet, at en række af de indvandrerkritiske partier, som havde stor succes i begyndelsen af 00'erne, Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet i Norge, Jörg Haiders frihedsparti i Østrig og Geert Wilders ditto i Holland, ikke længere har samme momentum.

Og så har de socialdemokratiske partier lagt afstand til 1990'erne og 00'ernes mere liberalt indstillede økonomiske politik, som var inspireret af britiske Tony Blairs succes med "den tredje vej", og i stedet indtaget en mere klassisk rolle i fordelingspolitikken.

I Danmark gik Socialdemokraterne til valg på, at "Nu skulle det være Arnes tur", og i Norge gik man til valg på, at "Nu skal det være almindelige menneskers tur".

Endelig er det værd at bemærke, at der er sket en atomisering af det politiske landskab, hvor en række nye partier, først indvandrerkritiske, populistiske partier, siden både grønne og nye venstreorienterede, er dukket op, og som alle har taget et indhug blandt de socialdemokratiske kernevælgere.

Hvor de socialdemokratiske partier i slutningen af 1990'erne stadig havde opbakning fra 30, 35 eller 40 procent af vælgerne, så er det i dag nærmest umuligt at finde et socialdemokratisk parti i et flerpartisystem, som er på over 30 procent.

På den måde er de socialdemokratiske partier blevet lidt mere som alle de andre partier, men lige nu har de momentum. Spørgsmålet er så, hvor længe det holder ved?

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

De socialdemokratiske partier vil kunne bevare magten til evig tid, forudsat at de ikke kvajer sig, men det plejer de at gøre med jævne mellemrum og så får vi igen en borgerlig regering.

Jørgen Fabrin. Det kræver at de kan samarbejde. 6-7 partier i blå side nej. Kommer Moderaterne vil Lars Løkke Rasmussen nok kræve Statsminister Posten.
Ole K. Simonsen

Jørgen har faktisk ret, i hvert fald når det gælder socialdemokratiet i DK, da man her har lagt sig politisk et sted, hvor man på de fleste områder har et flertal helt eller delvist med sig både i tinget og i befolkningen - ikke altid det samme flertal, men ikke desto mindre et flertal.

Og dermed skal S sandsynligvis selv dumme sig for at smide det væk. Den slags sker typisk ved at miste jordforbindelsen, vakle i troen på egen politik, være blind for forskellene mellem arbejderes og akademikeres interesser, forveksle de højtråbende med de fleste, eller begynde at se "de unge" som unge universitetsstuderende i forældrekøbslejligheder på Nørrebro og Østerbro i København.
Bare for at nævne et par af de mest oplagte faldgruber.

Eller kvajer sig ved at være hele Danmarks parti dog ikke for Storkøbenhavn,
eller sænker bistanden ( bistand + ca. 2.500kr = mindsteløn) så flere 100,000 lavlønnede uden understøttelse bliver villig til at går ned i løn.
Eller dropper demokratisk kontrol af fremtidige serum produktion i Danmark. -Staten skal eje helt eller delvis virksomheden.
eller fortsat være en vasalstat der løbe efter et USD der ikke vil Europa. Det er pinligt at se på.

Arbeiderpariet i Norge tabte et mandat i Stortinget; det kan næppe kaldes en sejr. I Sverige går Stefan Löfven (efternavnet udtales altså uden en f-lyd, som i stedet bør anvendes i udtalen af "Afghanistan", der ikke indeholder hverken en u- eller v-lyd) af, hvilket har øget hans popularitet. Bemærk dette: Löfven siger han træder tilbage, og hans popularitet øges straks derefter!
Jeg anser Mette Frederiksen som et lyspunkt blandt Europas socialdemokrater. Men det er en udsat position - hun skal lever varen, som er at passe på den danske arbejderklasse. Danske arbejdere skal ikke i konkurrence med udenlandsk arbejdskraft, hverken i jobsituationer, på boligmarkedet eller andre steder.

Men hvilket Socialdemokraiet...

"Hvis man ser bort fra Sverige, så har Socialdemokraterne neutraliseret spørgsmålet om udlændingepolitikken ved at lægge sig tæt op af det store borgerlige parti."

Nu har jeg lige slået op i SPDs fremtids program og CDU/CSUs valgprogram og selvom de langt hen af vejen er enige om en mere realistisk udlændingepolitik end andre vi kan nævne her,og selvom CDU ikke lægger sig op ad AFDs udlændinge politik, så kan man stadigvæk se forskel på de 2 parties politikker, blandt andet undertoner CDU/CSU hvor meget det vigtigt at kristne bliver hjulpet.

Så måske er det lige frisk nok at føje SPD til socialdemokratier der følger vores partis eksempel på udlænding området

Socialdemokratierne i Nordeuropa bliver arbejderklassens redning imod de grønne bevægelser fra højre og Venstre. Bedst og modigst ytret fra tyske Olaf Scholz, der siger at moderation er det vigtigste når klimamålene skal nåes. I Norge så vi at manden får ret. De yderliggående miljøpartier blev forbigået. Folk i yderdistrikterne der lever af vind og vejr og naturen blev reddet af moderate partier, der fik vælgerne til at tænke sig om i valglokalet.

Når klimaforhandlingerne og dansk landbrugs fremtid skal afgøres, kommer socialdemokraterne også i Danmark til at vise deres rette ansigt. Det ansigt der gør at arbejderklassen også i Danmark får smør på brødet i det næste årti.

I Norge hedder landbruget olie! Olien vandt det første slag i Norge. Den store gruppe af indvandrere der også skal forsørges i det næste årti, fik opbakning af nordmændene. Hvor skulle pengene ellers komme fra.

Omstilling tager tid! Det ved den ældre generation! Der igen bliver socialdemokrater. Indvandringspolitikken er for længst fastlagt!

Nu handler det om nationernes overlevelse og indtjening og forsørgning!

Socialdemokratisk retorik passer igen til tiden! Og Mette Frederiksen mestrer det, som det aldrig lykkedes for Lars Løkke Rasmussen.

Klimakrisen kan kun løses af socialdemokratisk sendrægtighed. Det lange seje træk!

Og det ved Nordeuropæiske vælgere! Og især ældre og erfarne! Der er i flertal!

Klimapopulismen får det langt sværere end sultpopulismen i 1930erne!

Industri, forbrugere, arbejdere, familier, landbrug, fiskeri, videnskabsfolk, ingeniører, innovatører, osv., får den tid der skal til for at omstillingen langsomt men sikkert lagres hos den enkelte, således at børn, unge, midaldrende og gamle får en god og sikker omstilling uden alt for mane psykiske og fysiske problemer.

Havde Staunings socialdemokratiske retorik nået syd for grænsen, havde Hitler aldrig haft en chance!

SPD bliver måske tyskernes redning imod en grøn bølge der får svært ved at forsørge alle de ekstra munde, som den dårlige samvittighed fra fortiden, har inviteret til et Tyskland, hvor fattigdommen påny er langt større end de skandinaviske befolkninger forestiller sig.

“Wir schaffen das!”, sagde norske Jonas Gahr Støre på et syngende norsk!

Forhåbentlig lytter tyskerne mod nord de næste to uger før valget!

Moderation i klimadebatten. Moderate løsninger. Olaf Scholz har fat i den lange ende!

Forhåbentlig lytter tyskerne igen til SPD. Tysk industri med elbiler er allerede godt på vej!

I Danmark er politikerne enige om klimamålene! De næste 30 år vil løsningerne, svarene på målene langsomt indfinde sig!

At gøre alle fattigere med skatte og afgifter er de rød/grønnes vej!

Det vil uvægerligt føre til social uro og håndgribeligheder!

Ansvarlige socialdemokratiske politikere a la 30ernes Stauning er svaret.

Arbejdere og bønder og moderne tiders erhverv, der finder sammen i Kanslergade-løsninger, snarere end i populistiske her og nu bannerførere.

Møde nummer 64 om landbrugets klimaaftryk, viser at vi er godt på vej!

I Norge begynder de første møder om oliens status med statsminister Støre ved roret!

Et er produktion! Som Paris-aftalen indeholder.

Noget helt andet er forbrug! Som Paris-aftalen ikke omtaler.

Lad de unge klimaaktivister starte med at se på eget forbrug!

Uden forbrug dør CO2 udslippet automatisk!

Moderat fald i forbruget er det alle kan se sig selv i.

Derfor stemmes der nu socialdemokratisk i Norden og i Nordtyskland!

På spørgsmålet om indføring af hastighedsgrænser på tyske motorveje, svarede otte ud af ni partiledere i Tyskland nej.

I Norden har vi haft hastighedsgrænser siden 1970erne!

Den bedste og hurtigste CO2 begrænsning!

Det viser blot Norden sammenlignet med Tyskland!

16 bundeslände der skal blive enige?

I Skandinavien er de politiske beslutninger langt hurtigere!

Og derfor lytter tyskerne mod nord!

SPD og Scholz vil med moderation redde klimaet og Europa!

Når Moderaterne kommer i folketinget vil landbrugets klimaaftryk blive politisk afklaret!

Selv en tidligere Venstre-mand bliver en tysk SPD-er!

Annonce