Annonce

Fagforbund vil gøre danske ambassader til jobcentre

Ny analyse viser, at danske virksomheder er dårlige til at søge efter medarbejdere i EU. Fagforbund foreslår at ambassader skal hjælpe med at rekruttere.
Danske ambassader skal ind i kampen for at skaffe udenlandske arbejdere til det danske arbejdsmarked.

Det mener fagforbundet 3F, som vil have danske ambassader i udvalgte hovedstæder i EU til aktivt at arbejde med at rekruttere arbejdskraft til danske virksomheder. Det gælder konkret ambassaderne i byer som Lissabon, Rom, Athen, Madrid og Bukarest.

Det gælder konkret ambassaderne i byer som Lissabon, Rom, Athen, Madrid og Bukarest

“Det er helt uforståeligt, at arbejdsgiverne absolut ønsker at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra eksotiske himmelstrøg langt uden for EU's grænser,” siger 3F’s formand Per Christensen, der i stedet peger på EU-landene, særligt de sydeuropæiske lande, som langt mere oplagte steder at lede efter ledige hænder til det hungrende danske arbejdsmarked:

3F: Søg i vores egen baghave

“Hvorfor ikke afsøge mulighederne i vores egen baghave? Vi har regler om fri bevægelighed for arbejdskraften inden for EU, og der er masseledighed blandt unge i en række syd- og østeuropæiske lande. Derfor er det langt mere oplagt at rekruttere medarbejdere i de lande.”

Per Christensen mener, at det må være langt mere overskueligt for øst- og sydeuropæere end folk fra Fjernøsten at tage et job i Danmark i en periode: 

Europæere vil have langt nemmere ved at overskue og håndtere en udstationering og ansættelse i Danmark

“Europæere vil have langt nemmere ved at overskue og håndtere en udstationering og ansættelse i Danmark end jobsøgende fra Bangladesh, Columbia eller Tanzania.”

Han og 3F foreslår at en håndfuld danske ambassader i udvalgte EU-lande, som en del af deres erhvervsservice, i en prøveperiode skal bistå arbejdsgivere, som søger medarbejdere på sædvanlige danske løn- og arbejdsvilkår.

Foreslår partnerskab

3F foreslår, at erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer og de overenskomstbærende fagforeninger forpligter sig til at bistå ambassaderne med relevante lokale kontakter til brug for jobformidlingen.

“Man kan forestille sig et partnerskab, så arbejdsmarkedets organisationer kan bidrage til at bemande jobformidlingskontorerne i prøveperioden, så man relativt hurtigt kan komme i gang. Det handler kun om en vilje til at afprøve ideen,” siger Per Christensen.

Han understreger, at der sidder kyniske bagmænd, der bare ønsker at lokke EU-arbejdere til Danmark på falske løfter og urimelige vilkår. Derfor skal et partnerskab mellem arbejdsgivere, fagbevægelse og myndigheder gå sammen om at etablere en seriøs jobformidling:

arbejdsgivere, fagbevægelse og myndighederne i et samarbejde

“Nu er det på høje tid, at arbejdsgivere, fagbevægelse og myndighederne i et samarbejde gør en indsats for at etablere en seriøs jobformidling på ordinære vilkår til glæde for både de ordentlige virksomheder, de udenlandske kolleger og det danske arbejdsmarked,” lyder forslaget fra 3Fs formand.

Pænt nej tak fra Dansk Arbejdsgiverforening

Administrerende direktør hos Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad, er dog ikke nogen stor tilhænger af 3F-udspillet:

Det vil næppe bidrage til at løse det omfattende og akutte problem med mangel på medarbejdere

"Det er positivt, at 3F nu anerkender, at der er mangel på arbejdskraft. Jeg synes, ambassader er gode til diplomati, erhvervsfremme, og at de generelt er vigtige for dansk erhvervsliv. Men jeg tror ikke, de er egnede til at formidle job. Det vil næppe bidrage til at løse det omfattende og akutte problem med mangel på medarbejdere," skriver Jacob Holbraad i et mail-svar til Netavisen Pio.

Analyse: Danske virksomheder dårlige til at søge

Lige nu er der 14,6 millioner arbejdsløse i EU - samtidig med at det danske arbejdsmarked hungrer efter arbejdskraft.

Alligevel har danske virksomheder lige nu kun slået 2.902 job op i den fælleseuropæiske jobdatabase EURES.

Alligevel har danske virksomheder lige nu kun slået 2.902 job op i den fælleseuropæiske jobdatabase

Til sammenligning har norske virksomheder slået 38.814 ledige stillinger op, og Sverige har over 60.000 ledige stillinger slået op i EURES.

Det viser en dugfrisk analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Halter efter nabolande

Tallene viser, at Danmark halter “håbløst” efter Norge og Sverige, når det gælder om at opslå ledige jobs i den fælleseuropæiske jobdatabase.

I forhold til  arbejdsmarkedets størrelse i landene, svarer det til, at Norge og Sverige har slået henholdsvis 14 og 11,5 ledige stillinger op pr. 1.000 i arbejdsstyrken.

Danmark har kun slået 1 stilling op i EURES pr. 1.000 i arbejdsstyrken.

Andre nabolande som Tyskland, Holland og Finland er også bedre til at annoncere efter arbejdskraft i EU, viser analysen.

Holland og Tyskland har slået henholdsvis 18 og 19 ledige stillinger op i EURES pr. 1.000 i arbejdsstyrken, mens Finland har slået næsten 21 ledige stillinger pr. 1.000 i arbejdsstyrken.

Opdateret 14.35 med kommentarer fra administrerende direktør hos Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Og hvad skal det dog ikke ende med: gæstearbejdere der bliver her permanent uanset om de forbliver i arbejde. Det har Danmark ikke råd til.
Hvis arbejdsgiverne hiver udenlandsk arbejdskraft til DK, så hænger de på livslang forsørgelse af dem, enten i form af arbejde eller understøttelse.

Arbejdskraft fra "eksotiske himmelstrøg" er jo nok nemmere at spise af med småpenge og mindre tilbøjelige til at insistere på deres ret end dem fra Europa, hvilket gør dem mere interessante for arbejdsgiverne.

Så, nu har jeg sagt det, som alle ved. Så behøver DA ikke.

Forhåbentlig er den danske ambassade i Manila også involveret. Så kan vi jo konkurerer med Libanon og resten af den Arabiske verden om at udnytte filippiner under slave lignende ansættelses forhold.

Forhold, som anstændige Pape kun synes er helt rimelige.

Forslaget gælder kun Ambassader inden for EU, hvor der alligevel er "fri bevægelighed" for de lønmodtagere, der ønsker at søge arbejde i et andet EU-land, så din sammenligning med Manila og Libanon holder ikke, det er ikke det fagforbundet foreslår.

Det er en rigtig god ide. Er meget i Spanien hvor de har en høj ungdomsarbejdsløshed. Har tit tænkt på at der burde laves en dansk jobmesse i fx. Valencia. Det er bare både svært og dyrt at organisere, når man ikke kender de lokale forhold. Her kunne ambassaden spille en central rolle.