Helle Thorning ville fyre Søvndal, men beholde Thor Möger i SRSF-regeringen

S-toppen forsøgte at presse daværende SF-formand Annette Vilhelmsen og SF’s nestor Holger. K. Nielsen til at sparke udenrigsminister Villy Søvndal ud
Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og daværende finansminister Bjarne Corydon forsøgte i 2012 at overtale SF’s daværende nye ledelse til at fyre daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Frem mod folketingsvalget i 2011 havde Helle Thorning og Villy Søvndal ellers været frontfigurer i en række fælles valgkamps-udspil. Og Helle Thorning og Villy Søvndal optrådte side om side i stribevis af reklamer for en ny S-SF-regering. Men efter blot et års regeringssamarbejde var stemningen mellem S og SF fundamentalt ændret.

Oktober 2012 havde SF’s Annette Vilhelmsen vundet et internt opgør med Astrid Krag om formandsposten i SF. Måneden forinden havde SF’s daværende formand, Villy Søvndal, annonceret sin afgang som partileder.

SF’s medlemmer gav Annette Vilhelmsen en klar sejr over Astrid Krag på et løfte om at fungere som en mere kritisk røst i regeringssamarbejdet.

Vilhelmsen bad den erfarne SF-veteran og tidligere SF-formand, Holger K. Nielsen, der havde støttet Vilhelmsen i det interne formandsopgør, om at ledsage hende til hendes første møde med S-toppen i form statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon.

Under mødet, det foregik på Marienborg, foreslog Thorning og Corydon direkte, at Vilhelmsen skulle fyre Villy Søvndal som udenrigsminister, og i stedet frede daværende skatteminister Thor Möger Pedersen.  

Det afslører tidligere SF-formand Holger K. Nielsen i sin erindringsbog, ’Det var det værd. Politisk tilbageblik’.

Bogen udkommer fredag 24. september på Forlaget Momenta.

Bogen fortæller Holger K. Nielsen om fire årtier i dansk politik: Blandt andet om hans tid som formand - som efterfølger for SF’s store rorgænger og medstifter, Gert Petersen, SF’s store andel i skabelsen af de danske EU-undtagelser og SF’s deltagelse i Thorning-regeringen.

I afsnittene ’En dysfunktionel regering’, ‘Slutspillet’ og 'En ny regering i arbejde' afslører Holger K. Nielsen - som den første - giftige detaljer om SRSF’s regeringens indre og konfliktfyldte liv.

“Mærkelig og upassende”

Holger K. Nielsen skriver om hans og Annette Vilhelmsens møde med Helle Thorning og Bjarne Corydon:

Både Helle og Bjarne talte lidenskabeligt for Thor Mögers liv

“Både Helle og Bjarne talte lidenskabeligt for Thor Mögers liv. Han var et stort aktiv for SF og den, som virkelig havde kæmpet for partiet i regeringen. Det havde de givetvis ret i, men det havde ikke meget med sagen at gøre, når problemet var Annettes manglende tillid til Thors loyalitet. Helle mente, at vi i stedet burde ofre Villy.”

Over for Netavisen Pio understreger Holger K. Nielsen, at han var ret rystet over Thornings og Corydons optræden:

“Det er jo ikke noget, de skal blande sig i. I en regeringen er det jo de enkelte partier selv, der udpeger sine ministre. Så Thornings og Corydons adfærd var både mærkelig og upassende.”

"Helt utænkeligt"

Holger K. Nielsen lægger ikke skjul, at Thornings og Corydons adfærd på mødet betød en ganske svær start på hans og Vilhelmsens deltagelse i SRSF-regeringen:

"Jo, det var ikke nogen nem start. Altså Thorning og Corydon forstod tilsyneladende ikke, at Villy var manden, der havde ført os frem til regeringsdeltagelse. Og sådan behandler man ikke folk i SF. Det var helt utænkeligt, at vi ville fyre Villy. Helt og aldeles utænkeligt."

I bogen beskriver han forholdet således:

"At en ny formandbrutalt fjerner forgængeren fra posten som udenrigsminister, ville unægtelig vække opsigt - og ikke på den gode måde. Ikke mindst når selvsamme formand havde skaffet partiet den fremgang, som gjorde regeringensdeltagelsen mulig. Og det ville være helt imod kulturen i SF. En fyring af Villy var på intet tidspunkt under overvejelse."

Derfor fortsatte Villy Søvndal som udenrigsminister, mens Thor Möger blev fyret som skatteminister og røg helt ud af regeringen.

Det var helt utænkeligt, at vi ville fyre Villy

SF’s Ole Sohn havde på forhånd meddelt sin afgang som vækst- og erhvervsminister, en post som SF’s nyslåede formand så i stedet overtog. Holger K. Nielsen blev ny skatteminister efter den fyrede Thor Möger.

Netavisen Pio afventer kommentarer fra Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon til Holger K. Nielsens oplysninger og udtalelser 

Holger K. om Helle Thorning: Dårlig mødeleder

Holger K. Nielsen skiver i bogen 'Det var det værd. Et politisk tilbageblik' om Helle Thorning, at hun var en elendig mødeleder:

"K-udvalget fremstilles ofte i pressen som regeringens vigtigste og mest indflydelsesrige udvalg. Det var ikke tilfældet i Thorning-regeringen, hvilket til dels skyldtes, at Helle Thorning var en ualmindelig dårlig mødeleder. Hun var helt afhængig af embedsmændenes talepunkter og manglede den improvisationsevne og politiske musikalitet, som er nødvendig, hvis et samarbejde skal blomstre."

Holger K. om Corydon: Forundret over hans udvikling

Holger K. Nielsen ser i bogen nuanceret på daværende finansminister, Bjarne Corydon, men han er forundret over Corydons forvandling undervejs. Fra at være allieret med Svend Auken til endestationen: Chefredaktør på dagbladet Børsen:

"Bjarne Corydon har siden fået et skidt eftermæle hos sine gamle partifæller. I den socialdemokratiske ledelse har han fået en rolle, der næsten svarer til degnen i H. C. Andersens eventyr om Store Claus og Lille Claus. De kan nærmest ikke tåle at se hans ansigt. Jeg finder det ikke helt retfærdigt, for regeringens politik var et fælles ansvar, som ikke kan tillægges en enkelt person. Og det var ikke Bjarnes ansvar at sætte Margrethe Vestager på plads - den opgave burde Helle Thorning have taget sig af. Hvilket hun på ingen måde evnede. Men jeg blev på den anden side forundret over den udvikling, han gennemgik. Som tidligere nævnt havde han været tæt allieret med Svend Auken, og det lå ikke lige for, at han skulle ende som chefredaktør for Børsen." 

Holger K. om Annette Vilhelmsen: Ikke helt retfærdigt eftermæle

Holger K. Nielsen skriver flere steder i bogen, at SF's tidligere formand, nu tidligere medlem af Folketinget Annette Vilhelmsen, fortjener et bedre eftermæle end hun har fået:

"Efter regeringens sammenbrud i januar 2014 fik hun et dårligt eftermæle. Men det glemmes tit, at det f.eks. var Annette, som i forhandlingerne om indgrebet over for lærerne fik kæmpet igennem, at der blev mulighed for lokale forhandlinger om arbejdstiden. Og vigtigst: Hun ofrede sig selv i forbindelse med formandsvalget og forhindrede, at SF blev overtaget af en Astrid Krag, som siden - uden skam i livet - proklamerede, at hun sandelig hele tiden havde været socialdemokrat.

Annette havde ikke succes som SF-formand, men hun var bedre end hun blev gjort til, og hendes integritet kunne der ikke sættes spørgsmålstegn ved."

‘Det var det hele værd. Politisk tilbageblik’

365 sider, pris 299,95 kr.

Udkommer fredag den 24. september på Forlaget Momenta

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg var stor fan af Corydon, det er jeg ikke mere. Thorning, ja meget godt kan siges om hende, men også her har jeg ændret holdning, dog synes jeg fortsat hun er eminent dygtig på mange områder. Jeg ville også have beholdt Møger, og droppet Søvndahl, han var lidt en distanceblænder. Vestager vidste man var ærkeradikal, og hun gjorde det, der tjente R bedst også hvis man skulle svigte venner. Hun ødelagde dagpengesystemet og efterlønnen med de blå, det tilgiver jeg hende aldrig.

Resultatet af danske politikeres stormagtsdrømme i 1864 undersøges bedst ved at besøge Dybbøl banke i Sønderjylland. Soldaterne døde som fluer på slagmarken.

Resultatet af Thorning/Vestager/Corydon regeringens stormagtsdrømme aflæses i dag i sygehuskonflikten, på fødegange, på ældreplejecentre, i vuggestuer, i børnehaver og i overgangen fra folkeskoler til private skoler.

Til gengæld klarer den private sektor sig fantastisk! Økonomien brager derudad! Og boligpriserne har aldrig været højere. Selv Arnes pension blev der råd til!

Og på Børsen klukker Bjarne hver morgen i sit stille sind!
I Bruxelles finder Vestager endnu et storforetagende hun kan få styr på!
Helle søger stadig i genbrugscentre efter et Gucci sæt der kan passe!

Historisk er politik skønt og interessant!

Men for soldaten og arbejderen er historien en helt anden!

Annonce