Ny rapport fra AE-Rådet: Stærk fagbevægelse giver mere økonomisk lighed

I lande med mange fagforeningsmedlemmer tilfalder en større andel af den samlede løn til den lavest lønnede halvdel af befolkningen, viser ny rapport.
Foto: Jonas Messerschmidt
Fagligt aktiv foran Forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København.
Hvis man ønsker mere lighed, så kan det være en god ide at styrke fagbevægelsen.  

Fagforeninger er nemlig med til at øge lønnen til dem, der tjener mindst.

Det fremgår af en ny rapportom lønmodtagernes vilkår fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, “Fra kriseår til velfærdssamfund - et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år”.

Rapporten er samtidig et jubilæumsskrift i anledning af AE-Rådets 85 års jubilæum.

AE-Rådet har undersøgt, hvor meget fagforeningernes størrelse kan forklare af udviklingen i uligheden i en række vestlige lande fra 1995 til 2018.

Konkret har arbejderbevægelsens tænketank set på sammenhængen mellem andelen af lønmodtagere, der står i fagforening, og den fattigste halvdels andel af indkomsten.

Flere i fagforening får lønnen op

Rådet når på den baggrund frem til, at når organisationsgraden - altså hvor mange der er medlem af en fagforening - vokser med 10 procentpoint, så stiger den andel af indkomsten, der tilfalder den fattigste halvdel af lønmodtagerne med 3,6 procent.

Beregningen viser, at lønmodtagernes organisationsgrad har en positiv betydning for hvad den dårligst lønnede del af befolkningen tjener.

Jo flere fagforeningsmedlemmer, jo mindre lønulighe

Jo flere fagforeningsmedlemmer, jo mindre lønulighed er der på arbejdsmarkedet. Det indikerer, at fagbevægelsen øger den andel af erhvervsindkomsten, som tilfalder den fattigste halvdel af samfundet.

Norden: Høj lighed og høj tilslutning til fagforeningerne

I Danmark og de andre nordiske lande har man en relativt flad lønstruktur.

Her er mennesker med et lavtlønnet job bedre lønnet, end man er i for eksempel Sydeuropa, Storbritannien og på den anden side af Atlanten.

Konkret tjener den lavest lønnede halvdel af de beskæftigede i Danmark cirka 30 procent af den samlede lønsum – kun overgået af Finland og Belgien.

Samtidig har Danmark en høj organisationsgrad og overenskomstdækning.

I Danmark er to ud af tre på arbejdsmarkedet medlemmer af en fagforening. Kun Island har en højere organisationsgrad. Også de øvrige nordiske lande er kendetegnet ved en høj organisationsgrad.

I lande, hvor færre arbejdere er organiserede, får den fattigste halvdel typisk en mindre andel af indkomsten

I lande, hvor færre arbejdere er organiserede, får den fattigste halvdel typisk en mindre andel af indkomsten.

I USA, hvor kun omkring hver tiende beskæftigede er medlem af en fagforening, modtager den fattigste halvdel for eksempel kun 13,5 procent. af den samlede indkomst.

85 år med AE-Rådet

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blev oprettet i 1936 og har i løbet af de 85 år fungeret som fagbevægelsens tænketank og analyseinstitut.

I de 85 år har det danske samfund gennemgået store forandringer, og for den almindelige lønmodtager i Danmark er der sket store økonomiske og sociale fremskridt.

På mange måder er AE-Rådets historie et spejl på Danmarks økonomiske historie i de år: 

På mange måder er AE-Rådets historie et spejl på Danmarks økonomiske historie

1930'ernes krise, den trinvise opbygning af velfærdssamfundet i efterkrigsårene, oliekriserne og fattigfirserne er eksempler på perioder, som har præget AE-Rådets virke, men også eksempler på, at AE-Rådet har præget den økonomiske politik gennem analysearbejde.

I anledning af 85 års jubilæet har AE-Rådet udgivet festskriftet Fra kriseår til velfærdssamfund - et portræt af lønmodtagernes vilkår gennem 85 år”.

Festskriftet indeholder interviews med statsminister Mette Frederiksen, formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, formanden for 3F, Per Christensen, formanden for Dansk Metal, Claus Jensen og tidligere S-formand, tidl. finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Stærk fagbevægelse giver mere økonomisk lighed"

Øøhhh. En stærk fagbevægelse er det éneste som giver mere økonomisk lighed. En stærk fagbevægelse er det éneste som sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Og de såkaldte gule fagforeninger, som har til opgave at støtte arbejdsgiverne og ikke lønmodtagere, er direkte undergravende for en økonomisk lighed - Meget besynderligt, at de lønmodtager, som vælger den vej, ikke kan forstå det.

Det er grundet svage fagforeninger, at løn- og arbejdsforhold for bunden i det tyske samfund er så elendige som de er. Efter indførelsen af HARTZ IV i 2001 blev deres lønninger er så lave, at de har måttet opgive et medlemskab af en fagforening. De grupper i Tyskland med gode lønninger og arbejdsforhold er typisk fortsat medlemmer af en fagforening og har helt andre forhold end den tyske økonomiske bund.

I et land som USA er der i mange år fra politisk hold forsøgt at modarbejde organisering gennem fagforeninger. Her er det f.eks. forbudt at ansatte forsøger at hverve nye medlemmer til en fagforening på deres arbejdsplads. Og prøv bare at spørg folk ansat hos Amazon hvad uorganiserede løn- og arbejdsforhold netyder - En Amazon model, som vores hjemlige "smarte" nemlig.com forsøger at efterligne, som man har kunnet læse om de seneste måneder.

Overenskomstbærende Fagforeninger er den éneste garant for ordentlige løn- og arbejdsforhold og dermed en meget vigtig del af velfærdsstaten Danmark,

"Hvis man ønsker mere lighed, så kan det være en god ide at styrke fagbevægelsen.
Fagforeninger er nemlig med til at øge lønnen til dem, der tjener mindst."

Samtidig med at uligheden bare er steget og steget i Danmark gennem de sidste 20 år, har blå blok gjort alt, hvad de kunne for at undergrave de overenskomst bærende fagforeninger i Danmark. Resultatet er ved at være synlig efterhånden med 300.000 ansatte på nul timers kontrakter, vikar ansættelse frem for fast arbejde og lønninger som for de lavest lønnede falder - Konsekvensen er en enorm utryghed for de rørte mennesker. Ligesom de ikke har og måske aldrig får mulighed for at opbygge en privat økonomi og f.eks. eje deres egen bolig, som det ellers har været helt almindelig for stort set alle Danmarks borgere i adskillige årtier.

I betragtning af, at selve formålet med fagforeningernes virke er at sikre lønmodtagerne en forbedret andel af produktionens værdi, ville det være noget af en våd klud i ansigtet, hvis den omtalte effekt var helt fraværende. Det interessante er ikke, om det virker, men om det virker godt nok.
Det er jo gennem løn- og arbejdsforholdene at produktionens værdi fordeles i samfundet fra det arbejdsfællesskab, som virksomhederne udgør. Denne fordeling kommer til udtryk i en omfattende magtkamp, hvor aktionærerne, der forlods ejer hele produktionens værdi, søger at beholde mest muligt af værdien til konsolidering af virksomheden, men minsandten også til et opulent personligt privat forbrug, en personlig magtkonsolidering og stadig lettere adgang til lettjente penge. Heroverfor står lønmodtagerne til gennem overenskomsterne at søge at erhverve deres andel af en værdien, men også andelen af den stigende velstand i samfundet, og man må nok spørge om den tydeligt tiltagende ulighed ikke er et mere væsentligt emne til debat end et øjebliksbillede af, om organiseringen overhovedet har en effekt.

Annonce