Nu skal landbruget omstilles til at blive grønt

Bredt flertal indgår historisk aftale om grøn omstilling af landbruget. Men der lyder kritik af, at aftalen ikke går langt nok.
Foto: Miljø- og Fødevareministeriet
“Danmark har et af verdens mest ambitiøse klimamål, og Danmark er også et landbrugsland,” lyder det fra finansministeren om aftale.
I sidste øjeblik, inden Folketingets åbning tirsdag, er det lykkedes et bredt flertal i Folketinget lave en aftale om den såkaldte grønne omstilling af landbruget. Kun Alternativet står uden for aftalen.

“Danmark har et af verdens mest ambitiøse klimamål, og Danmark er også et landbrugsland,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).

“Med dagens aftale er regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget enige om, at de to ting kan og skal gå hånd i hånd. Vi investerer målrettet i tiltag, som skal sætte endnu mere fart på den grønne omstilling af landbruget, og vi sætter klare, bindende mål for at nedbringe sektorens belastning af klima og miljø.” 

Investering i en grønnere fremtid

“Aftalen er en investering i en grønnere fremtid – og i en fremtid med grønt landbrug i Danmark.”

Afhænger af ny teknologi

Med aftalen fastsættes et et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af drivhusgasser på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990.

 Samlet set viser aftalen vejen til, hvordan dansk landbrug kan reducere drivhusgasudledningerne med op til 7,4 millioner ton frem mod 2030.

Aftalepartierne har desuden en fælles ambition om at nå reduktioner på otte millioner ton i 2030 og vil derfor i 2023 gøre status og drøfte hvordan ambitionen kan indfries med konkrete tiltag.

En stor del af reduktionerne afhænger dog af udvikling og ny teknologi. I selve aftalen er der i første omgang konkrete initiativer, der sikrer en reduktion i udledningen af CO2 på 1,9 millioner ton.

Milliarder til landbruget

Med aftalen tilføres 3,8 milliarder kroner i statslige midler til den grønne omstilling af landbrugssektoren. Hvilket undervejs har de været de borgerlige partiers krav under forhandlingerne: At der skulle tilføres flere penge til aftalen, så landbruget ikke selv kommer til stå med regningen.

Og her har regeringen altså givet sig, hvilket Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, fremhæver.

“For godt to uger siden afviste statsministeren, at hun ville investere mere i den grønne omstilling af dansk landbrug og det danske fødevareerhverv,” skriver Venstres formand på Facebook.

“Dengang var der udsigt til en ren rød aftale, der ville koste op til 14.000 arbejdspladser i Danmark. Det havde været en katastrofe for især vores landdistrikter.”

placeholder

Rød uenighed

Også til venstre i folketingssalen er der tilfredshed med aftalen. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, glæder sig over det bindende reduktionsmål på klimaområdet.

“Landbruget står for den største udledning af skadelige klimagasser herhjemme,” skriver Pia Olsen Dyhr på Facebook.

“Alligevel har vi haft en mærkelig berøringsangst overfor landbruget. Ja, vi har faktisk givet landbruget en form for særstatus. Den særstatus tager vi nu et nødvendigt opgør med. Det gør vi, fordi det er fuldstændig afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål. OG DET SKAL VI!!”

placeholder

Enhedslisten var dog gerne gået endnu længere i den grønne omstilling af landbruget.

Jeg er ked af

“Landbruget får et forpligtende og bindende CO2-reduktionsmål, og det er godt, men jeg må ærligt talt sige, at jeg er ked af, at ambitionerne i aftalen ikke er højere - at der ikke leveres flere reelle reduktioner nu,” skriver partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, på Facebook.

“Der er behov for langt større og radikale virkemidler og en CO2-skat, som omfatter landbruget.”

“Stod det alene til Enhedslisten, ville vi gentænke og omdanne hele det konventionelle landbrug. Så landbruget optog mere CO2 end det udledte. Så kvælstof ikke forpestede vores natur og vandmiljø og pesticider vores drikkevand. Kort sagt, mere plads til natur og miljø, og mindre plads industriel, animalsk produktion.”

placeholder

Lotto-kupon

Alternativet, der som det eneste parti står uden for aftalen, kritiserer denne for at afhænge af fremtidig ny - og altså endnu ikke udviklet - teknologi til at nedbringe udslippet af drivhusgasserne.

“Alternativet har intet imod teknologi, men vi lægger ikke størstedelen af vores CO2-budget baseret på fremtidens teknologi,” skriver partiet på Facebook.

“Ligesom vi heller ikke planlægger vores husholdningsbudget efter, at vi vinder i Lotto i 2025.”

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Lidt mærkelig politik. At man skal have penge for IKKE at forurene.
Dvs. at hvis fx. en dieselbil ikke må køre ind i et by-område så kan ejeren forvente en kompensation.
Eller hvis round-up bliver forbudt i haverne, så får jeg erstatning.
Spændende udvikling.

Mere støtte på 3 8 milliarder til et landbrug der næste er på offentlige bistand. Nye bindende mål uden negative konsekvenser for landbruget når de ikke opnår de 70 % reduktion eller var der også her en rabat på 5-15% rabat.

Hvis Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre havde udtrykt deres fulde tilfredshed med aftalen, ville jeg ikke kunne falde i søvn i aften.

Annonce