Endnu en næstformandskandidat i HK

Næstformand for HK Stat i Hovedstaden melder sit kandidatur.
Når fagforbundet HK i slutningen af oktober holder kongres, vil der foruden to kandidater til formandsposten, også være hele tre kandidater til næstformandsposten i Danmarks næststørste fagforbund.

To kandidater, Heidi Juhl Pedersen, der er formand for HK Stat Sjælland og Jesper Thorup, der er fællesformand for HK Østjylland, har allerede meldt deres kandidatur, men her godt to uger før kongressen, melder næstformanden for HK Stat i Hovedstaden, sig også ind i kampen.

"Jeg har besluttet mig for, at stille op som næstformand på HKs kongres. Der er allerede yderst kompetente kandidater, men der synes at være lidt tomt på midten. Jeg vil derfor stille mig til rådighed netop der og loyalt samarbejde med den formand kongressen beslutter skal vælges," lyder det fra Pernille Lange på Facebook.

placeholder

Pernille Lange er foruden at være næstformand for HK Stat i Hovedstaden, tillidsrepræsentant for HK'erne i Erhvervsstyrelsen.

Posten som næstformand i HK bliver ledig, da forbundets nuværende næstformand, Martin Rasmussen, stiller op til formandsposten.

Her kæmper han om formandsposten med Anja C. Jensen, der er næstformand for HK Privat.

Ramt af metoo-sag

Den ene af de to næstformandskandidater, Jesper Thorup, blev i 2018 centrum for en klagesag efter "dumsmart bemærkning" til en kvindelig medarbejder. Det skriver A4overenskomst.dk.

Bemærkningen, som faldt under en julefrokost, havde "seksuel karakter" og fik medarbejderne til at klage.

Sagen fik Jesper Thorup til at tilbyde Anja C. Jensen at han trak sig som næstformandskandidat, hvilket hun ikke ønskede.

De to stiller- i modsætning til Martin Rasmussen og Heidi Juhl Pedersen - ikke officielt op som par, men har givet udtryk for, at de er hinandens foretrukne kandidater.

HK holder kongres fra 28.-30. oktober.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce