Nu skal slaget om EU-mindsteløn stå

Magtfuldt udvalg i Europa-Parlamentet skal snart stemme om EU-mindsteløn, men selvom vi ser ud til at tabe afstemningen, så slutter kampen for den danske model ikke her.
Foto: Pressefoto: Socialdemokratiet
Medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S).
Den 11. november skal beskæftigelsesudvalget i Europa-Parlamentet stemme om EU-mindsteløn.

Der er mange grunde til, at sådan en EU-mindsteløn er en dårlig idé, og jeg har tidligere beskrevet tre af dem her.

Overordnet set handler det dog om, at en EU-mindsteløn vil lægge vores danske model i ruiner, og derfor er det bekymrende, at der tegner sig et massivt flertal for forslaget i Europa-Parlamentet.

Sidste år fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til hård EU-lovgivning om mindsteløn. Der var jeg ved at få kaffen galt i halsen, for EU har slet ikke mandat til at blande sig i danskernes løn. Løndannelse har tværtimod altid været et nationalt spørgsmål.

Parlamentet vil gå endnu længere

Derfor har jeg også været fortørnet over, at politikerne i Europa-Parlamentet lægger op til at gå endnu længere end EU-Kommissionen.

I forslaget fra EU-Kommissionen var niveauet for en EU-mindsteløn ikke indskrevet i kroner og ører, og der var en lille kattelem: Hvis 70 procent af lønmodtagerne i Danmark var dækket af en overenskomst, så kunne vi gå fri. I hvert fald indtil videre.

Der ser dog ikke ud til at være nogen grænse for, hvor lang jubeleuropæerne vil gå. De vil indføre mindstelønninger overalt i Europa - så hurtigt som muligt.

De vil have en mindsteløn på 60 procent af medianlønnen. Og de vil have EU-indblanding, hvis mindre end 90 procent af de danske lønmodtagere er dækket af overenskomster.

Det vil ramme vores danske model fra dag ét.

Forslaget skal udvandes

Derfor har jeg stillet et forslag om at forkaste hele forslaget om EU-mindsteløn. Rub og stub.

Men jeg er heller ikke naiv. Uanset hvordan vi vender og drejer situationen, så er der et flertal i Europa-Parlamentet, som ønsker at indføre en EU-mindsteløn.
 
Min mission handler derfor også om at få udvandet Europa-Parlamentets forslag så meget som muligt. Der findes naturligvis ikke en version af forslaget om EU-mindsteløn, som jeg kan leve med.

En udvandet version er dog alt andet lige en anelse bedre end jubeleuropæernes drømmescenarie.

Årsagen er, at den danske models skæbne først afgøres i de såkaldte trilog-forhandlinger om EU-mindsteløn.

Afgørende forhandlinger venter forude

EU-Kommissionen har som nævnt fremlagt deres forslag om EU-mindsteløn. Den 11. november forventes Europa-Parlamentet så at vedtage deres.

Dernæst skal beskæftigelsesministrene i Ministerrådet på banen. Til sidst sætter repræsentanter fra de tre institutioner sig ned og forhandler et kompromis.

Her vil parterne sidde og trække i hver sin retning, og hvis vi får luget de værste tidsler ud af Europa-Parlamentets forslag allerede nu, så vil de aldrig finde vej til det endelig kompromis.

Når det bliver den 11. november, så vil jeg på den ene side sætte foden ned og stemme for at forkaste hele forslaget om lovbestemt EU-mindsteløn. På den anden side vil jeg stemme for de få ændringsforslag, som kan mindske konsekvenserne for vores danske model.

Det er vejen frem, for selvom vi formentligt taber slaget om mindsteløn i Europa-Parlamentet, så har vi ikke tabt kampen endnu.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet (S)


placeholder

Kommentarer

Rigsbefuldmægtig SS-Obergruppenführer Karl Rudolf Werner Best må vende sig i graven over, hvor meget magt EU har opnået i Danmark uden at internere vores politi, uden at anholde vores Rigsdagsmedlemmer og uden at vise en eneste riffel i vores gader.

John Mogensen sagde det i 1972:
"Hvad fortidens hære ikke ku' klare med vold,
Kan nu ordnes per kontrakt,
Blot en pen og et stykke papir, op med bommen,
Og så ind med den fremmede magt."

Ifølge Danmarks Statistik er medianlønnen i Danmark i 2019 på 43.487 kr. inklusiv pension. Det vil sige, at en mindsteløn på 60% af medianlønnen i Danmark i 2019 lyder på 26.092 kr. inklusiv pension. Eller ca. 22.700 før pension.

Der er vist mange virksomheder, som betaler en meget mindre løn i dagens Danmark. Her ses lønninger på 110 kr. i timen, hvilket svarer til 17.636 kr. før eller rettere uden pension. For ingen overenskomst, ingen pensionsindbetaling. Og de 17.636 kr. svarer til ca. 45% af medianlønnen.

Det betyder, at mange danske lønmodtagere faktisk er underbetalt.

Hvad har i tænkt Jer at gøre ved det fagforeninger???

EU's bud på en mindste løn i de enkelte lande på 60% af medianlønnen virker således slet ikke så dårlig endog. Og det er ALTID tilladt at forhandle en overenskomst i hus med en løn, som overstiger denne median basseret mindsteløn. Den må bare ALDRIG være mindre. Overenskomst eller ej.

Ikke så sært, når en som Lars Løkke Rasmussen er imod en EU mindsteløn på de vilkår. Han siger det vil ødelægge den danske model - Ikke uden grund manden kaldes Den-Lille-Svindler af Morgens Lykketoft.

En ting er selve mindstelønnens størrelse, en anden er, af hvem den fastsættes. Ved at åbne for politisk indblanding i løndannelse - i modsætning til nu, hvor mindstelønnen fastsættes efter forhandling/konflikt mellem arbejdsmarkedets parter - vil det betyde, at den (mindstelønnen) kan ende med at blive forhandlet af politikerne, ikke af fagforeningerne og arbejdsgiverne.

Den foreslåede EU-model vil derudover åbne for, at det i stidssituationer bliver EF-domstolen, der skal afgøre tvister mellem parterne. Og endelig: med en politisk fastsat mindsteløn, bliver den lynhurtigt til et maksimumsløn, og hvad er der så tilbage for arbejdsmarkedets parter at forhandle om? Ikke noget. Så derfor: Tak, men nejtak til EU-mindsteløn - overlad det til arbejdsmarkedets parter.

Jamen kunne en EU-mindsteløn ikke hjælpe arbejderne i de lande, hvor lønningerne er meget lave? Måske umiddelbart, men hvis der ikke er stærke fagforeninger, som kan varetage arbejdernes interesser i de pågældende lande/brancher, så bliver lønnen fastsat af politikerne. Og hvis ikke fagforeningerne skal forhandle lønninger, hvad skulle da være motivet for at melde sig ind i en fagforening? Ikke rigtig noget, vel?

Hvad man sikkert kommer til at se i stedet, bliver en opblomstring af private advokatfirmaer, som påtager sig - for et gebyr - at føre lønsager ved domstolen, i de tilfælde, hvor arbejderne ikke får mindstelønnen. Det bliver til gode for advokaternes indtjening, men ikke for arbejdernes interesser - og så vil man derudover hurtigt se, at retssystemet sander til i lange sagsbehandlingstider, hvorefter arbejderne kan skyde en hvid pil efter deres løn. Så også af den grund: Tak, men nejtak!

FULDKOMMEN SYGT OG FOR MEGET som EU kan udstikke regler og udøve indflydelse på snart sagt ALT. Hvad skal
landet her med EU ? Det er intet andet end magtovergreb at en instans som EU skal kunne bestemme hvad nogen skal have i løn. Så godt som alle priser er netop blevet sat op....Det eneste der aldrig stiger er mindstelønnen,førtidspensionen,folkepensionen og kontanthjælpen. En stor gruppe mennesker må bare NØJES NØJES NØJES. Det betyder inegnting. Ud af EU det er det eneste rigtige.

Du kan da let komme ud af EU, du skal bare flytte til Norge, Island eller Grønland som ikke er medlemmer af EU. Nu efter Brexit kan man jo også vælge at flytte til England, der er mange muligheder for at undgå EU.

Den Danske model er Dansk- så lad den være Dansk også fremover. Det er ikke uden grund at at UK forlod EU, der er ikke uden grund at Polen står til at blive smidt ud af EU det samme med Ungarn-- begge land + Danmark har et et demokrati og pt. bliver det sat over styr at et magt EU parlament. Ingen i Danmark har stemt ja til EU- Det var tidligere statsminister- nu afdøde Poul Schlüter der - sagde Citat "Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag." Sagt i en debat ved EU-afstemningen i 1986. Er tiden ikke til et opgør med EU og bevarelse af det restende Danmark vi har tilbage . T.Møller

Annonce