Annonce

Alle partier bag ny ordblinde-pakke

Aftalen indeholder blandt andet styrket indsats over for voksne med ordblindhed og særlig indsats på erhvervsuddannelser og FGU.
Der skal sættes særlig fokus på voksne med ordblindhed. Og så skal undervisningsmiljøet for ordblinde elever på Forberedende Grunduddannelse, FGU, forbedres.

Det er hovedelementerne i en ny aftale om nye initiativer på ordblindeområdet, som S-regeringen onsdag har indgået med alle partier i Folketinget, inklusive Kristendemokraterne og Frie Grønne.

 

Aftalen omfatter:

  • Etablering af Nationalt Videnscenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder

  • Dialog med arbejdsmarkedets parter om styrket indsats for afklaring af voksnes ordblindhed

  • Forbedring af FGU-institutionernes udvikling af ordblindevenlige undervisningsmiljøer

  • Kortlægning af indsatsen over ordblinde og svage læsere på erhvervsuddannelserne

  • Anvendelse af kvalitetsudviklingsmidler på erhvervsuddannelserne til styrket indsats for ordblinde elever

Ordblinde-pakke nummer tre

Aftalen er den tredje i rækken af ordblinde-pakker. De to første pakker var målrettet børn og unge:

vi har en forpligtelse til at sikre, at dem, som ikke fik den rette hjælp i skolen, får den hjælp som voksne

”Rigtig mange voksne har også ordblindhed, og vi har en forpligtelse til at sikre, at dem, som ikke fik den rette hjælp i skolen, får den hjælp som voksne. Derfor er jeg rigtig glad for aftalen,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Venstre børne- og undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby:

“At være ordblind må og skal ikke være den barriere, der forhindrer mennesker i at nå deres drømme.”

Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti:

”Jeg er glad for, at vi med aftalen hjælper ordblinde på FGU og erhvervsskoler bedre end i dag.”

“For SF er vi ikke i mål før ordblinde børn og unge kan gå i skole og gennemføre en uddannelse på lige fod med andre børn og unge. Der er stadig et stykke vej, men med aftalen kommer vi et skridt tættere på,” lyder det fra Astrid Carøe, SF.

Nye Borgerlige: Det skal ikke være et postnummer-lotteri

”Der skal være en bedre indsats til unge, som har udfordringer med ordblindhed. Det gør vi med bl.a. styrket vidensdeling og undervisning i løbet af uddannelsesforløbet for eksempel på EUD. Ingen må stå alene med ordblindhed,” siger Katarina Ammitzbøll fra De Konservative.

”Det skal ikke være et postnummer-lotteri, om man får den rigtige hjælp i tide. Derfor bakker Nye Borgerlige op om denne ordblinde-pakke, der er et lille skridt i den rigtige retning,” siger Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Alt for mange af os er lettere eller sværere ordblind

”Alt for mange af os er lettere eller sværere ordblind. Hvilket er en åbenlys hæmsko for at klare sig – både i uddannelsessystemet og efterfølgende på arbejdsmarkedet. Godt at der nu bliver taget ordentligt fat om problemstillingen,” siger Uffe Elbæk, Frie Grønne.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet