Regeringen vil sende fanger til udlandet. Men det kræver en ”meget grundig plan”

Kriminelle, der er dømt i Danmark, kan i fremtiden ikke vide sig sikre på at skulle afsone sin straf i landet, hvis regeringen får sin vilje.
Regeringen foreslår at leje 300 fængselspladser i udlandet, for at lette presset på de danske fængsler.

Det fremgår af et fortroligt forhandlingsnotat, som Politiken har set, skriver avisen.

Flere hundrede danske fængselsfanger kan dermed stå over for at blive sendt på et fly til et land uden for Danmarks grænser for at afsone sin straf.

I slutningen af september kunne Jyllands-Posten, der havde fået indsigt i et internt forhandlingsnotat fra de igangværende forhandlinger om Kriminalforsorgens økonomi, berette om en prognose, hvor danske fængsler kan komme til at mangle 1000 flere pladser i 2025.

Flere foranstaltninger skal tages i brug 

Planen om at leje flere hundrede fængselspladser i udlandet vil komme til at stille strenge krav til overholdelse af menneskerettighederne, hvis det skal blive en realitet.

Det vil nemlig være dansk ansvar at sikre sig, at de bliver overholdt, fortæller Peter Vedel Kessing, der er seniorforsker i fængselsforhold hos Institut for Menneskerettigheder.

“Hvis fængslerne ikke er gode nok, så kan man risikere at udsætte dem for umenneskelig og nedværdigende behandling. Det vil være Danmarks ansvar. Det vil sige, at det er os, der ville blive dømt, hvis der kom en sag ved en domstol,” siger han til Netavisen Pio.

Det vil være Danmarks ansvar

 

Hvis planen skal lykkes, vil det kræve en detaljeret og bindende aftale, som samtidig skal monitoreres løbende for at sikre sig, at den bliver overholdt:

“Man kan godt gøre det, mener jeg, men det kræver en meget grundig aftale, der præcis dikterer hvilke krav vi stiller til afsoningsforholdene i fængslerne. Det skal være klart formuleret, og så skal det være en bindende aftale. Dernæst skal aftalen overvåges,” siger han til Netavisen Pio.

Lette presset på danske fængsler 

Problemerne med pladsmangel i de danske fængsler, og det stigende frafald af fængselsbetjente, er ikke blevet mindre de seneste år - tværtimod.

Kriminalforsorgen står over for alvorlige udfordringer, og står det til regeringen, kan udflytningen af fængselspladser til udlandet være en del af løsningen.

Forslaget er blevet fremsat som en del af de igangværende forhandlinger om en ny flerårig aftale for Kriminalforsorgen.

Det fremgår af notatet, at det vil koste en milliard kroner over fire år at leje 300 fængselspladser i udlandet, som regeringen foreslår.

Kritik fra Fængselsforbundet 

Formanden for fængselsforbundet, der repræsenterer landets fængselsbetjente, retter en kritik mod, at man nu er nået dertil, hvor man forelsår udflytning af fængselspladser til udlandet.

Han påpeger det problematiske i at regeringen ikke er grebet ind tidligere for at tage hånd om udfordringerne i Kriminalforsorgen:

“Der er noget fundamentalt problematisk i, at et land har undladt at udvise rettidig omhu i en sådan grad, at man ikke kan håndtere sit eget retssystem. Det er en grundlæggende problematik i mine øjne,” siger fængselsbetjent-formand Bo Yde Sørensen til Politiken.

Bo Yde Sørensen har ikke ønsket at uddybe yderligere over for Netavisen Pio.

Forsøgt før

Det er ikke første gang at en regering arbejder på at etablere danske fængselspladser i udlandet.

Også den tidligere VLAK-regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen har forsøgt at leje fængselspladser i udlandet til kriminelle, der er dømt i Danmark.

På daværende tidspunkt forhandlede man med Lithauen om fængselspladser i et nyt fængsel uden for Litauens hovedstad i Vilnius, der skulle huse udvisningsdømte kriminelle, som var blevet dømt i Danmark.

Nu får ideen igen lov at bryde avisernes forsider, når der skal forhandles frem til en ny flerårig aftale for Kriminalforsorgen.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fornem ide!

Er det en fornem ide, at vi skal bestikke og tigge andre lande om de ikke nok please vil være så søde, at huse deres egne kriminelle, som har udnyttet vores land? Nej, det er underdanighed og sadomasochistisk underkastelse. Ren BDSM og slaveleg, hvor Danmark er frit bytte.

Det er lidt bizart, at fængselsforbundets formand insisterer på, at regeringen i stedet skruer tiden nogle år tilbage for at nå at uddanne de fængselsbetjente, vi nu står og mangler.

Nej vi må bygge nogle flere fængsler og give personalet nogle bedre arbejdsforhold. Vi bør skære ned på den kriminalitet der begås her i landet, det kan lade sig gøre ve at sende den fulde regning til den kommune hvor den kriminelle er bosat. Hvis der er tale om udlændinge der ikke er tilmeldt folkeregistret i Danmark skal regningen sende til dette udland, vil dette land ikke betale, skal dette lands pas ikke længere være gyldigt i Danmark. Jeg er overbevist om at et sådant system vil få Rumænien og andre lande med tyvagtige borgere, til at inddrage kriminelles rejsepapirer, for der findes også mange hæderlige rumænere som kommer for at arbejde.

Efter Grønnedal Marinestaton (Kangilinnguit) - blev flyttet og lagt øde i det sydlige Vestgrønland... har de fine faciliteter stået tomme og er ejet af staten. Kan IKKE forstå, den slags skal stå og forfalde, når det enten kunne bruges som udrejsecenter for uønsket flygtninge eller som fængsel. Ved man ikke hvad jeg skriver/taler om.... så find Grønnedal på google.

Annonce