Gyserfilm er flot, men hænger dårligt sammen

Sød nostalgi støder sammen med #metoo-horror i 'Last Night In Soho'.
Foto: Focus Feature
Anya Taylor-Joy har hovedrollen i gyserfilmen 'Last Night In Soho'.
’Last Night in Soho’ begynder som en nostalgisk sødladen hyldest til det svundne London for omkring 50 år siden.

I centrum af filmen står den søde, lidt naive Eloise (Thomasin McKenzie). Hun elsker 60’erne, lytter til gramofonpladerne med The Kinks og Sandie Shaw fra dengang -- og hun har  muligvis synske evner, ikke helt ulig dem som Danny Torrance er begavet med i 'The Shining'.

Hun kommer fra det langlige Cornwall til et nutidigt, affortryllet London, med kæmpemæssige H&M-filialer og indvandrerkiosker, for at studere mode og design. Hun flygter hurtigt fra det horrible kollegieliv, hvor man griner af hendes "mormormusik" og hang til selvsyet tøj.

Eloise flytter ind på et kvistværelse hos en ældre kvinde i stedet. Her bliver hun i natlige drømmesyn teleporteret tilbage til 60’ernes vilde og fotogene natteliv.

Men Eloise er ikke sig selv længere i disse natture, hun har antaget skikkelsen af den glamourøse skønhed Sandie (Anya Taylor-Joy fra skakserien ’Queen’s Gambit’).

Sandie-skikkelsen træder selvsikkert ind på natklubsscenen anno dengang i håbet om berømmelse og spotlys, men ender snart som de facto-prostitueret blandt bydelens magtfulde mænd.

Og langsomt krakelerer glansbilledet – og måske virkeligheden? – for Eloise, der indgår i en delirisk symbiose med Sandie, som er inspireret af (mindst) David Lynchs ’Mulholland Drive’ og Roman Polanskis ’Repulsion’.

Forsøger at overdøve mislyde med et arsenal effekter

Instruktør Edward Wright har bevist sine evner før i morsommme film som ’Hot Fuzz’ og ’Shaun of the Dead’.

Hans nye film har et smækkert 60’er-soundtrack, der er en film af Quentin Tarantino værdig. Her er attraktive skuespillere, Soho-kolorit og flot scenografi tilsat en relevant overvejelse af nostalgiens plads i vores forestillingsevne.

Men Edward Wright er ikke særlig god til at styre '..Soho' fra en slags bittersød-romantisk college-film til bloddryppende horror tilsmagt med kras #metoo-indignation.

Filmen knager i fugerne, selvom instruktøren gør alt for at overdøve mislydene med fantastisk musik, talrige twists og et arsenal af effekter fra horror-filmenes grundbog.

Slutresultatet er mærkeligt usammenhængende, som om instruktøren ikke rigtigt har kunnet  tøjle sine ideer, og derfor næsten konstant har skruet alle effekter og volumeknapper op til 11.

Måske i et fromt håb om at ingen opdager forvirringen, der råder i manuskriptet og i instruktørstolen. ’Last Night in Soho’ er flot, fotogen og lyder fantastisk, men ender sin dunkle rejse ind i Londons mørke hjerte som en forvirrende blanding af kitch, hyldest, nostalgi og fordømmelse.

placeholder

Last Night in Soho. Instruktion: Edgar Wright. Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Thomasin McKenzie, Diana Rigg, Terence Stamp. Spilletid: 01:57. USA, 2021. Kan ses i biografen netop nu.

 

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Kommentarer

Det har altid undret mig at folk strømmer ind i biograferne for at se "bloddryppende" gyserfilm, når de skal havde psykologhjælp når deres hund eller kat skal aflives. Nogen tåler heller ikke at se duer og høns får hovedet hugget af, men bloddryppende film det tåler de fint.

Annonce