Annonce

Arbejdsmiljøloven sat ud af spil på hjemmekontoret

HK retter skarp kritik mod Arbejdstilsynet for at sætte Arbejdsmiljøloven ud af kraft for corona-hjemsendte.
Fagforbundet HKs næstformand, Mads Samsing, er vred.

Vreden skyldes en ugegammel udmelding fra Arbejdstilsynet, som frem til 7. januar på grund af corona-situationen sætter Arbejdsmiljølovens regler om indretning af hjemmearbejdspladser ud af kraft.

Får man ondt i nakken, smerter i ryg eller arme på grund af indretningen af ens hjemmearbejdsplads, har man altså ikke arbejdsmiljøloven at læne sig op ad.

Dermed er ansvaret for, at arbejdet kan udføres på en sikker og ordentlig måde overladt til de ansatte, lyder det fra HK, som kræver, at Arbejdstilsynet trækker sin melding tilbage.

Der er en seriøs risiko for smerter i nakke, arme og skuldre

”Da statsministeren stillede sig op og opfordrede til hjemmearbejde, suspenderede hun med god grund ikke arbejdsmiljøloven. Det er helt utilstedeligt, at Arbejdstilsynet så går ud og gør det efterfølgende. Den udmelding skal simpelthen trækkes tilbage,” siger Mads Samsing.

Tastatur og mus eller murerske og malerrulle

”Arbejdstilsynet kunne jo aldrig finde på at sige: ”Nu suspenderer vi arbejdsmiljøreglerne på byggepladserne i de kommende tre uger, så arbejdsgivere ikke behøver at stille høreværn og sikkerhedssko til rådighed”. For her er der en klar forståelse af arbejdsgivers ansvar for at sørge for medarbejdernes sikkerhed,” siger Mads Samsing og spørger retorisk, hvorfor man som myndighed accepterer, at det skulle forholde sig anderledes, bare fordi arbejdet udføres med tastatur og mus i stedet for murerske eller malerrulle.

Han peger på, at loven er udformet, som den er, fordi der er en seriøs risiko for smerter i nakke, arme og skuldre, som kan give medarbejderen skader, der gør dem uarbejdsdygtige.

Derfor ærgrer det ham, at Arbejdstilsynet med sin udmelding underkender, at næsten en måneds hjemmearbejde ikke har karakter af regelmæssighed – især i en tid, hvor der er pres på for at forenkle og lempe bestemmelserne om arbejdsmiljøet på hjemmekontoret.

Besværligt og uoverskueligt

Mads Samsing mener, at arbejdsgiverne i al for høj grad er sluppet afsted med en fortælling om, at det er alt for besværligt og uoverskueligt.

”Arbejdet skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Også når det foregår i hjemmet. Der skal være fleksible arbejdsformer, men det skal ikke betyde mindre beskyttelse af medarbejderne,” siger han.

Man har krav på en stol, der kan indstilles i højden

Reglerne om hjemmearbejdspladser indebærer blandt andet, at man har krav på en stol, der kan indstilles i højden, og at bærbar computer ikke er tilladt, hvis man arbejder hjemme med skærmarbejde mere end én dag om ugen.

Men Arbejdstilsynet har vurderet, at der frem til den 7. januar ikke er tale om "regelmæssigt hjemmearbejde", og derfor gælder reglerne ikke i denne periode.

Netavisen Pio har bedt Arbejdstilsynet om en kommentar til sagen, men tilsynet har ikke ønsket at stille op til interview.

Tilsyn: Loven gælder

Tilsynet oplyser i stedet i et skriftligt svar, at man har vurderet, at man inden for lovens rammer i en begrænset periode kan sætte reglerne om midlertidigt hjemmearbejde ud af kraft.

”Arbejdsmiljøloven gælder - også ved hjemmearbejde. Men reglerne for, hvornår der stilles særlige krav til udstyr mv. gælder ikke, når hjemmearbejde sker i en begrænset periode som den aktuelle. Arbejdstilsynet har (…) forholdt sig til det hjemmearbejde, som alene finder sted under den begrænsede periode, hvor regeringen har opfordret til hjemmearbejde. For andet hjemmearbejde gælder reglerne som hidtil,” hedder det.

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at hjemmearbejde, som alene finder sted under denne begrænsede hjemsendelsesperiode, ikke opfylder betingelsen om, at arbejdet skal udføres regelmæssigt – uanset omfanget af hjemmearbejde i hjemsendelsesperioden.

Arbejdsgiverne er glade

Hos Dansk Arbejdsgiverforening er man ifølge DR glade for, at særreglerne for skærmarbejde er suspenderet frem til 7. januar.

”Hvis alle på en arbejdsplads sendes hjem i en begrænset periode, og man skal indrette alle private hjem med rette stol, skærm og belysning, så ville det være ekstremt tidskrævende, ekstremt dyrt og ekstremt ufleksibelt,” siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør hos Dansk Arbejdsgiverforening til DR.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet