Annonce

Anmeldelse: Det er på ingen måder rart at være vidne til 

Den længe ventede efterfølger; ”Hvidstengruppen II – de efterladte” giver et nuanceret kvindebillede både historisk og nutidigt.
I 2012 solgte filmen ”Hvidsten gruppen” af Anne-Grethe Bjarup Riis som instruktør over 760.000 biografbilletter.

Nu er efterfølgeren; ”Hvidstengruppen II – de efterladte” endelig i biograferne efter knap 10 års ventetid.

Starter hvor vi slap 

Omkring 20 kvinder sidder side om side og lader vandet i den rende, de få minutter inden selv har gravet i fængselsgården, der er indrammet af Vestre Fængsels høje grå mure.

Rundt om dem står en gruppe SS-officerer vagt.

Det er den 30. juni 1944, og generalstrejken er netop brudt ud i København på grund besættelsesmagtens henrettelser af modtandsfolk – heriblandt de to mandelige hovedkarakterer fra forrige film; Niels Fiil og Marius Fiil.

I midten af rækken sidder de to Fiil-søstre; Tulle, spillet af Marie Bach Hansen, og Gerda, spillet af Laura Winther Møller – det er dem vi følger, når Anne-Grethe Bjarup Riis prøver at besvare spørgsmålet: Hvilken skæbne fik de kvindelige modstandsfolk under 2. verdenskrig? 

placeholder

Et nuanceret kvindebillede  

For at understrege hovedpersonen Tulle Fiils tapperhed bryder hun ud i sang og opmuntrer de andre kvinder i rækken til at stemme i.

Det obligatoriske gåsehudsgreb i danske film om 2. verdenskrig, som vi blandt andet kender fra ”Drengene fra Sankt Petri” og denne films forgænger ”Hvidsten gruppen”, hvor hovedpersonerne bryder ud i nostalgisk kampsang mod tysken anvendes derfor allerede ti minutter inde i filmen – og det bliver ikke sidste gang.

Mens deres far, bror og mand blev idømt dødsstraf, ”slap” de to kvinder med fængselsdomme, to år til Gerda Fiil og livstid til Tulle Fiil.

Det er på ingen måder rart at være vidne til

Efter kortere tid i Vestre Fængsel bliver de to søstre flyttet videre til et tugthus i Kiel.

Søstrene skilles ad flere gange, når de ankommer til et nyt forfærdeligt fængsel et sted i Tyskland.

Scenerne, hvor særligt hovedkarakteren Tulle Fiil sidder tilbage ensom i en ussel fængselscelle, fortvivlet over adskillelsen fra søsteren, og det store savn af datteren Gulle, der befinder sig i trygge rammer hos mormoren i Hvidsten, er rørende og brutale.

Filmen formår, at skildre den frustration, utryghed og angst, der utvivlsomt har været gældende for de mange kvindelige fanger, der blev placeret i et, for dem, ukendt fængsel et ubestemmeligt sted i Tyskland.

Det er på ingen måder rart at være vidne til.

Anne-Grethe Bjarup Riis har vellykket formået, at skildre de forskellige sider af kvinden fra den tapre helt, den ynkelige fange, den omsorgsfulde mor, den onde soldat til den sadistiske officer – hvilket man i popkulturen oftest kun ser hos mandelige karakterer. Og tak for det.

De efterladte 

Igennem filmen krydsklippes der fra kvindernes forfærdelige forhold i fængslerne til Hvidsten Kro.

Trods de trygge og velstillede rammer fremstår kroen som et følelsesmæssigt fængsel får de efterladte; moren Gudrun Fiil, søsteren Bitten og datteren Gulle, der befinder sig hjemme uden at vide, om deres kære er levende eller døde.

Familiens samlingspunkt, Gudrun Fiil, spillet af Bodil Jørgensen, skildres som en kvinde, der på trods af omstændighederne og hendes i forvejen store tab af familiemedlemmer, formår at holde hoved højt i kampen om at få hendes døtre hjem til Danmark - en nuanceret karakter med evner, der sjældent præsenteres i forbindelse med kvindelige hovedpersoner i danske film.

Nuancerer det generelle kvindebillede vi kender både historisk og nutidigt.

Selvom Bodil Jørgensen på mange måder spiller den karakter, som hun i adskillige forudgående film har bevist, at hun mestrer, så er karakterudviklingen og skuespilpræstation igennem hele filmen fremhævelsesværdig og enestående.

Dette gør sig også gældende for filmens hovedkarakter Tulle Fiil, spillet af Marie Bach Hansen.

”Hvidstensgruppen II – de efterladte”, er en vellykket film, der på trods af de velkendte klicheer, lange passager af stilhed, der desperat og påtaget understreger situationens alvor og den knap så overbevisende jyske dialekt, formår at vise en ny side af krigens brutaliteter – og er med til at nuancere det generelle kvindebillede, vi kender både historisk og nutidigt.

Mette Skov Myrup er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet