Trine Bramsen: En S-heroisk, men tragisk enmandshær

Trine Bramsen er ikke god til at danne alliancer. Derfor er hun endt i opposition til sit eget fagområde, skriver chefredaktør Niels Jespersen.
“Ingen plan overlever mødet med fjenden”, skrev den tyske feltmarskal Helmuth von Moltke i 1871.

Han var ellers hjernen bag sejrene over såvel Danmark som Østrig og Frankrig i henholdsvis 1864, 1866 og 1871 og selve symbolet på preussisk effektivitet og minutiøst militært stabsarbejde, så hvis nogen vidste det, så var det ham.

Faktisk var det meningen, at hun skulle få ro på det skandaleramte forsvar

De ord må forsvarsminister Trine Bramsen (S) kunne tilslutte sig, for det var ikke planen, at hun skulle ende med at være i konflikt med såvel medierne som oppositionen og – værst af alt – sit eget ressortområde.

Faktisk var det meningen, at hun skulle få ro på det skandaleramte forsvar og lande et mindeligt forlig med den sædvanlige kreds af partier. Muligvis også SF.

Ja, det var endda håbet, at gæve og patriotiske Bramsen kunne give S et lidt mere positivt image i det uniformerede Danmark.

Skandaler rammer med stor præcision

Her 2½ år efter udnævnelsen til minister er hun endt som skydeskive for en række af de politiske skandaler, der uvægerligt rammer enhver regering, men som med særlig præcision lander på forsvarsministerens skrivebord.

Værst af alt er FE-skandalen

Svindel i bygge- og establishment-tjenesten. Hærchef fængslet for magtmisbrug. Mug på belægningsstuerne og dårlig mad i feltkøkkerne. Lift med Hjemmeværnets patruljefartøj til valgmøde på Ærø. Osv. Osv.

Men værst af alt er FE-skandalen, hvor chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, blev hjemsendt på grund af en tilsynsrapport, der mente at afdække et ulovligt efterretningssamarbejde med amerikanske NSA.

Findsen blev frikendt af en undersøgelseskommission for så at blive sigtet i en helt anden, men sandsynligvis beslægtet sag om læk af statshemmeligheder efter den sjældent brugte, men ultrahårde paragraf 109.

En skæbne, spionchefen deler med forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Damned if you do…

Når først man ender i Bramsens position, er det svært at komme videre. Alle artikler, ligesom denne, starter med en lang opremsning af alle skodsagerne.

Lige meget, hvad hun gør, er det forkert. Når hun blander sig, som da forsvarschefen skulle interviewes, er det forkert. Når hun ikke blander sig i udsendelsen af TET-kritikken af FE, så er det også forkert.

Pressen lugter blod. Især, hvis der kan trækkes tråde til den i journalisters bevidsthed altid tilstedeværende dep-chef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Ordførerne mister respekten, og internt i ministeriet og ude i værnene bliver det en gratis omgang at sparke til ministeren.

Det er “damned if you do, damned if you don’t”.

En skæbne, Trine Bramsen deler med forgængeren Carl Holst (V), og ham gik det som bekendt ilde.

Forsvaret er nedslidt og demoraliseret

Forsvarsministeriet er ikke et nemt ministerium. I starten af 90’erne var det mest af alt et pedeljob for forvaltning af kaserner, depoter og uddannelse af værnepligtige. Siden er Forsvarsministeriet med krigene i Irak og Afghanistan rykket op i betydning, men også i sværhedsgrad.

Det kræver sin minister at stå på mål for beslutninger, der bogstaveligt talt er forskellen på liv og død. Herunder for hundredevis af udsendte danskere.

Dertil kommer, hvad der er blevet kaldt “en rådden kultur” i Forsvaret, og en videreførelse af den krig, Nick Hækkerup (S) indledte med Forsvarets “Oberst Hackel-typer”, og som har stækket generalerne på bekostning af de civile embedsmænd.

Forsvarsministeriet er ikke et nemt ministerium.

Misforstå mig ikke. Jeg har selv tilbragt et årti i Forsvaret og haft flere udsendelser. Vi har dygtige og motiverede soldater, men Forsvarets materiel og personale er nedslidt efter årtiers aktiv tjeneste i krig.

Danmarks sikkerhedspolitiske engagement står ikke mål med vores forsvarsbudget og har ikke gjort det i mange år. Sammen med skandalerne og den løbende desavouering af den militære fagkundskab har det medført udbredt demoralisering i geledderne.

Bramsen vælger alle sine kampe

Men her er der tale om vilkår, Bramsen har til fælles med alle andre forsvarsministre. At hun er ung, kvinde og socialdemokrat er ikke nødvendigvis et plus i militære kredse, men hun har også en stil, som skaber flere problemer for hende selv, end den løser.

Det siges, at man skal vælge sine kampe med omhu, og om Trine Bramsen siges det, at hun har valgt dem alle sammen. Hele tiden. Det er selvsagt en overdrivelse, men Bramsen er stædig og stridbar i en grad, der ellers godt kunne værdsættes af krigere, men som ender med at skabe hende mange fjender og få venner.

At hun er ung, kvinde og socialdemokrat er ikke nødvendigvis et plus i militære kredse

Joy Mogensen havde de stik modsatte persontræk, men de to kvindelige S-ministre har det til fælles, at de trods de bedste intentioner er endt med at gå skævt af deres ressortområde og blive opfattet som nogle, der ikke respekterer og anerkender de mennesker, de skal lede.

Kunstnere og soldater har mere tilfælles, end de selv tror

Og måske giver det skæbnefællesskab mening. For selvom soldater og kunstnere ikke har den største gensidige anseelse, så deler de mange karaktertræk.

Begge grupper er ærekære på grænsen til det krukkede og har deres helt eget verdenssyn og sprog, mens de ser på det civile samfund med skepsis. Undertegnede er i øvrigt ingen undtagelse.

Begge grupper har et stort behov for anerkendelse, og både i Kulturministeriet og Forsvarsministeriet måles en ministers succes i de penge, det lykkes at skaffe området.

I kulturen taler man om visioner og i militæret om kapaciteter, men det betyder det samme: penge.

Hun har statsministerens tillid

Det ved den nyudpegede forsvarsordfører Mogens Jensen i øvrigt alt om.

Ingen efterspørger Bramsens oprydning 

Når Bramsen ikke behøver frygte for sit ministerembede, så skyldes det, at hun har statsministerens tillid.

Bramsen og Frederiksen deler nemlig den samme mission: Politikere skal ikke være embedsmænd. De skal sætte sig igennem og repræsentere vælgerne frem for systemet, stå ved magten og ikke være bange for at bruge den.

Det virker fint for Mette Frederiksen, for den politik, hun står for, er populær, og derfor er hun også populær. Når hun sætter sin vilje igennem, så har hun et flertal af danskerne bag sig.

Det samme kan ikke siges om Trine Bramsen. At hun vil rydde op i Forsvarets mange skandalesager, er muligvis prisværdigt, men det er ikke noget særligt mange uden for – og slet ikke i - forsvaret efterspørger.

Når medarbejdere bliver til modarbejdere, så er det ved at være slut.

Når man ender i opposition til sit eget ministerium, er det svært at være politiker, for når medarbejdere bliver til modarbejdere, så er det ved at være slut. Man skal ikke udstede en ordre, man ved ikke vil blive udført, og der er ikke mange, der vil udføre Bramsens befalinger. I hvert fald ikke loyalt.

Krig og politik handler om alliancer

Feltmarskal Helmuth von Moltke og hans politiske chef kansler Bismarck vidste, at krige ikke kun vindes på slagmarken, men i lige så høj grad i forhandlingslokalerne. Det var vigtigt at have en stærk hær, men vigtigere med stærke alliancer.

En indsigt, deres efterfølgere manglede, og som kostede Tyskland to tabte verdenskrige.

Trine Bramsen er ikke god til at danne alliancer. Hun har ikke identificeret aktører, hvis interesser flugter med hendes egne, og hun har ikke overbevist dem om at tage kugler for hende.

Derfor ender hun som en enmandshær. Det er muligvis heroisk set igennem den socialdemokratiske feltkikkert, men resultatet er et tragisk nederlag.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Der er så megen råddenskab i det resortområde, st kun “et mandfolk”, tør rydde op. Et sådant mandfolk er forskel fra mange forgængere, ikke mindst den sidste, forsvarsminister netop nu.

Ja jeg må tilstå, jeg er enig med CS, Bramsen har no..., og tør gøre det, hvor andre bukkede nakken og forsøgte at skjule problemerne( læs tidligere V regeringer). Klart det ikke er populært at blive konfronteret med egne fejl og mangler, blive hetzet af de blå og pressen døgnets 24 timer. Hun beskyldes for usandheder og skal bruge megen tid på at gå mod disse i samråd. Og ja hun kan virke utilsigtet, men havde hun som Hjort forsøgt at dække over det hele, havde det for alvor været en skandale.

Helle, hvorfor tror du, at Niels Jespersen ser hele situationen i et noget andet perspektiv end du gør?

Intet fra den røde lejr er eller kan være så himmelråbende skørt, at det ikke munder ud i at være helt fantastisk, når det kommenteres her på siden - Hvor er det useriøst!

Ivan, du har FULDSTÆNDIG ret!

For nogle er politik blevet en religion.

Det er forrygende hvad man kan læse i kommentarsporene. “DR er det nærmeste man kan komme på et upolitisk medie” var der en der skrev. Det var dem der definerede ballade mellem højre- og venstrebøller som ballade mellem venstreorienterede og højreekstremister. Spm er om det ikke er omvendt. Der skrives at Mette hele vejen har handlet ret når hun har stoppet et helt erhverv med politi og militær! Bedste stil! Og der var lovhjemmel. De samme 17 partisoldater…

Nej, en i bedste fald en almindelig svag analyse af situationen i forsvarsministeriet. Præmissen om at en minister eller et ministerium skal være som sit ressort-område er helt i hegnet. I værste fald et bestilt karaktermord, som i en kriminalroman fra fjerne tider.

Du kunne faktisk skrive ligeud, at Trine Bramsen også er undsagt af sine egne ministerkolleger - incl. statsministeren. Men skal man iøvrigt bøje sig for en oberst Hackel-kultur, som kun accepterer borgerlig politisk ledelse af såvel forsvar son nation - Gud, Konge og Fædreland. De mange sager fødtes og levede i bedste velgående før Bramsens tid og under borgerlige ministre.

Aah, dét er en uforsigtig konklusion. Hans Hækkerup var en populær og dygtig forsvarsminister.

Jeg hører til fru Bramsens fanklub. Ikke alene fordi hun er fra Sy’fyn, hvorfra intet dårligt kommer. Men fordi hun lokaliserer problemer i forsvaret, der i egen opfattelse er en stat i staten, og hvor en kvindelig socialdemokrat som minister er det værste de kan forestille sig. Kulturen har fået nødvendigt tjek. Og TB handler, som hun finder rigtigt i håb om at gøre dansk forsvar til en moderne demokratisk og regelbundet del af den offentlige sektor. Det giver tæv. Hver morgen skal hun overskue, hvor der er lagt snarer ud. Nemt er det ikke. Men derimod påskønnelsesværdigt, at hun orker denne samfundsnyttige indsats. Bak hende op. Med skeletterne raslende ud af alle skabe, er det ikke bagholdsangreb fra regeringskolleger eller andre partfæller hun har brug for. For problemerne har deres rod langt før forsvarsministeren hed TB.

Karsten, det er fgm useriøst at være fan af TB fordi hun kommer fra Sy'fyn (ligesom dig?).

Karsten, jeg tror du har fat i noget grundlæggende. Den øverste militære ledelse skal sandsynligvis have krisehjælp, så længe deres chef er en kvindelig socialdemokrat.
Jeg vil vove den påstand, at samarbejdsviljen fra generalerne og de andre chefer i forsvaret, kan ligge på et meget lille sted. Om de direkte lægger fælder, ved vi ikke, men mistanken er der.

Forsvarets vigtigste opgave eller udfordring er ikke at være "en moderne demokratisk og regelbundet del af den offentlige sektor", men at kunne forsvare landets suverænitet. Og det er der intet som helst belæg for at påstå at forsvaret kan i sin nuværende tilstand.

Trine Bramsens ambition om at rydde op i korruption og møgsager er prisværdig, men i det store perspektiv ligegyldig på niveau med en reorganisering af dæksstolene på Titanic.

Forsvarets reelle kapaciteter hænger i laser, og ingen vil tilsyneladende tale højt om de reelle problemer, for eksempel manglende ammunition, en hær som måske kan stille 900 kampklare soldater med 30 dages varsel (uden luftværn eller artilleri), infanterikampkøretøjer som er kasserede som NATO-bidrag (af NATO), Personaleflugt i en sådan grad at der ikke er tilstrækkelig erfaring i for eksempel Hæren til at man kan kalde den for professionel fordi ordet kontraktansat er mere præcist. Vi har indkøbt og selv bygget fregatter som ikke kan tåle at være ude i hårdt vejr i Østersøen, selvom vi lige har udsendt en til NATOs stående styrke i Baltikum, som nu er kommet retur med stormskader.

som Lars Møller har skrevet, er det ikke kun Trine Bramsens ansvar at tingene ikke fungerer, fordi hun har overtaget en organisation som ikke virker, og det kan hun så takke sin kollega Nick Hækkerup for, men det er en anden historie.

Ingen tvivl om, at der er problemer med ministeren og hendes ministerium. Men også styrelsernes kultur. Måske ministeren skulle se på kulturen både i ministeriet og i styrelserne og ikke hoppe fra tue til tue som hun tilsyneladende gør nu, men massere kulturen med en professionel indfaldsvinkel, ikke styret eller udført af indfødte præget af eller ansat i forsvars-området. Man kan ikke diagnosticere sig selv, eller hive sig selv op ved håret. Selv om man selv synes, man er et mandfolk.

Endnu en tung arv fra en borgerlig regeringsførelse, som har kørt uren trav mod den danske befolkning i snart 2 årtier.

Jeppe, hvor har du al den viden fra?

Tak for fair og realistisk analyse. Fair vedr det menneskelige og realistisk i opgavebeskrivelse. Den skabte det helhedsbillede af fru Bramsen, som ligger helt tæt op ad det som jeg selv har flikket sammen ved at læse mellem linierne i alm “nuhedsdækning” de 2 1/2 år.

Når Trine Bramsen også skal slås med medierne,
som ikke ønsker en kvinde på denne post,
af grunde jeg ikke kender til.
Men når medierne skriver, at hun under evakuering af Kabul,
hellere skulle passe sit arbejde som minister, end at
sejle rundt med hjemmeværnets kutter i det sy'fynske øhav.
Så må man da tage sig til hovedet og udbryde, hvad fanden
skulle hun dog lave på sit kontor, sidste soldat var udrejst
af Afghanistan flere måneder i forvejen, at evakuerer danske
borgere fra Kabul, var da vidst kun en opgave for
udenrigsministeriet, jeg kan ikke forestille mig, at
Jægerkorpset vil finde på at ringe til Trine og spørge,
hvad synes du vi skal gøre, opgaven var at få danske borgere
og personer som havde være ansat af forsvaret og andre NGO'er
ca. 250 personer lød det til at være, forsvaret evakuerede over
1000 personer, som blev fløjet ud af Kabul til Pakistan.
Det eneste forsvarets minister havde at fortælle,
var hvor mange der var evakueret med flyene, det tal fik hun
sikkert af udenrigsministeren.
Men journalisterne skulle hænge hende ud uden grund,
da hun intet havde at gøre med evakueringen af ambassaden,
det var en opgave for udenrigsministeren, jeg kan forestille mig,
at man gerne så forsvarsministeren, blande sig udenom.

Ja, den opblæste medie-sag med Bramsens tur til Ærø, er den største gang medie-vrøvl i år. At voksne begavede mennesker kan gøre det til et problem, kan kun skyldes borgerlige politiske sympatier.
Ingen har forklaret hvad Bramsen skulle lave på kontoret. Om man tager sin telefon på Ærø eller i København betyder nok ikke det store. Og skulle verden bryde sammen, som de borgerlige frygtede, så kan man komme til hovedstaden på få timer. Man kan endda rekvirere en helikopter hvis ministeren skal redde verden.

Ja Hans, og der var ingen udsendte kampsoldater tilbage i Afghanistan,
alle kampstyrker var udrejst flere måneder i forvejen, og du må gerne
kalde mig op ret tidlig om morgenen, hvis jeg ikke har ret,
Jægerkorpset havde hun intet med at gøre, og forsvarets Herkules fly,
holdt klar i Tadsjikistan, og da piloterne ikke skulle spørge om
vejen til Kabul, ville de sikkert heller ikke ringe til hende.
Forsvarskommandoen har siddet i deres bunker i Vedbæk, og kender jeg
dem ret, har de ikke noget at spørge ministeren om. De ringer sikkert,
når de har tid og fortæller hende, hvad de har afgivet af ordre.

Præcist beskrevet. Ministeren passer sit arbejde, hvilket alle burde gøre

Præcist beskrevet. Ministeren passer sit arbejde, hvilket alle burde gøre

Der er bruge for et blodbad både i ministeriet og i "styrelsen". Der må være en ambitious unge topembedsmand som kan samlede et hold og lokkes til at overtage det forliste ministeriet. Det øverste lag i forsvaret skal pensioneres og en ny generation med krigserfaring må være klar til at overtage kommandoen. Det er politikere der er cheferne og Bramsen må ikke kunne skubbes ud ligesom Hækkerup.

Fair analyse, men lidt skæv på to afgørende punkt:

(1) Trine Bramsen startede stærkt og flot med at bl.a. at ville afskaffe den elendige styrelsesstruktur som Nick Hækkerup/Nikolaj Wammen fik konstrueret i 2013. Men så skete der intet indtil hun 20. januar 2020 bekendtgjorde, at alt i Forsvaret var perfekt og intet skulle forandres, undtagen at kritik skulle ophøre. Mon hendes reformplan døde i hænderne på regeringstoppen (Nick og Nikolaj)?

(2) "Oberst Hackel" er en person fra en god TV-serie. I det danske forsvar er toppen så moderne, civile og servile, at ingen modstand mod noget civilt tiltag - nyttigt eller destruktivt - kan forekomme. Måske derfor står Danmark med et at NATO's ringeste og mest dysfunktionelle forsvar.

Viste du, at altkanzler Gerhard Schröder var med i Moskva i 2018, da Vladimir Putin blev taget i ed som Ruslands præsident.

Viste du, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron og den russiske præsident Vladimir Putin har ført samtaler de seneste dag, hvor de udtrykte enighed om en nedtrapning af Ukraine konflikten?

Jeg tilhører klubben af fanatiske Trine Bramsen-hadere - eller rettere tilhørte. For efterhånden som angrebene på hendes person er taget til fra de borgerlige partiers side, har jeg måttet revidere visse af mine synspunkter.

Jeg er stadig modstander af NATO og tilhænger af at Danmark tilslutter sig en kommende Eurohær, men at regeringen fastholder det nære samarbejde med krigsforbryderstaten USA, er ikke Bramsens skyld alene, det er hele regeringens ansvar. Lige som dette knæfald for den amerikanske imperialisme ikke er den socialdemokratiske regerings ansvar alene, men noget, den deler med de mange borgerlige regeringer, der kom før den.

Så jeg melder mig med Niels Jespersen i heppekoret. I modsætning til de borgerlige forsvarsministre før hende, forsøger hun faktisk at gøre noget ved sagerne. At det så ikke altid er så elegant, burde ikke spille den store rolle, en mand som fx Hjorten er den absolutte modsætning til elegant, og ham elskede de borgerlige, da han var minister.

Hvad jeg ikke forstår, er at Bramsen ikke sætter Hjorten i fængsel, hvis han som forsvarsminister har solgt ud af arvesølvet til de amerikanske bødler. Men det kommer forhåbentlig.

Annonce