Filmen skildrer nogle af Kandis’ mest passionerede fans, der alle har et ganske særligt forhold til musikeren og mennesket Johnny Hansen.
Vi møder en ung mand, en skibsassistent-elev, der som dreng mistede sin far, men som sammen med sin mor siden har fundet glæde og trøst i Kandis’ sangunivers.
En midaldrende kvinde, der er forelsket i Johnny Hansen og ikke kan udtale sig om hendes videre tanker om den blåøjede sanger, da det er for ”krydret” og må tilskrives ”privatlivets fred”, som hun fortæller.
En tredje har fået en Kandis-tatovering på armen og føler selv, at han har et dybt emotionelt bånd til forsangeren, som han ellers ikke rigtigt kender.
Den stærkeste fortælling i filmen handler om den tidligere kriminelle René, der som indsat skjuler for sine medindsatte, at han er til Kandis.
René fortæller at hans barndom og fængselsophold har gjort, at han ikke viser følelser – men at han i stedet har fundet ud af, at han gennem Kandis, altid kan finde en sang og fortælle folk: ”Prøv lige at lytte til den her sang: Det er det, jeg føler”.
René fortæller, hvordan han på et tidspunkt blev så depressiv, at han forsøgte selvmord. Da det spidsede allermest til, lyttede han til Kandis ”Hotel Himmel”; det var der han nu skulle hen. Men sangen blev den udstrakte arm, som Rene greb fat i.
Sangen blev Renés vej tilbage til livet. Siden har lykken tilsmilet René. Ikke bare har han klaret sig imponerende godt i sit arbejdsliv, han har også fundet kærligheden. Med Renes ord kan livet ikke blive bedre, kun større. Smukt.
I Kandis' mest passionerede fanskare er meget i livet en kamp
Til Renés bryllup optræder Johnny Hansen og synger netop ”Hotel Himmel” og efter de første indledende strofer bliver René selvsagt rørt – idet han måske mindes sit livs lavpunkt og hvordan netop den sang blev hans redning.
René græder og Johnny synger ”På Hotel Himmel er alting nemt - på Hotel Himmel bli'r ingen glemt”.
Filmens hovedfortælling indkapsles måske netop i denne scene: For mange af de mennesker vi møder i Kandis mest passionerede fanskare er meget i livet en kamp. En kamp mod og med savn, ensomhed, at livet i grunden ikke er nemt.
Kandis’ tekster og mennesket og musikeren Johnny Hansen, ikke bare trøster, men sår håb og tro på livet; det er ikke usandsynligt, at Kandis igennem de sidste 30 år har hjulpet flere danskere med deres tekster og musik, end alt den ikke-kommercielle kunst, der kræver statsstøtte for at overleve, nogensinde har gjort.
Hvad bibringer denne fine kunst, som Kandis ikke gør?
Opera, ballet og billedkunst har vi besluttet er de fineste kulturelle udtryksformer – men hvorfor i grunden? Hvad bibringer denne fine kunst, som Kandis ikke gør?
Da sociologen Harald Swedner introducerede begrebet finkultur var det en henvisning til de svenske ”finrum”, der er de repræsentative stuer, som kun anvendtes ved særlige lejligheder - og som almindelige mennesker måske slet ikke har i dag?
Ifølge ”Den Store Danske” er finkultur: ”kunstarter, hvis tilegnelse kræver forkundskaber, tid og evne til fordybelse”.
Kandis for livet viser os, at god kultur - og vigtig kultur! - slet ikke behøver kun at være for dem med Politiken-abonnement, måltidskasser og årskort til Louisiana – og dertil overflod af tid, evne og forkundskaber.
Politikensegmentet, der om noget dyrker deres egne selvforståelser som ”dannede” mennesker – virker (som så ofte før) ufrivilligt komiske, når de nu overraskes over, at der findes danskere der ikke deler deres finkulturelle præferencer, men alligevel er rige på kultur.
Men hvis vi alligevel skal forsøge at være lidt ”dannet” er der måske gemt en ”dybere” pointe fra filosoffen Arthur Schopenhauers teori om æstetik i Kandis-dokumentaren.
Schopenhauers teori handler kort fortalt om, at jo mere et kunstnerisk værk formår at drage beskuerens opmærksomhed væk fra eget liv, jo større æstetisk værdi har værket.
Kunst kan dermed skabe et kortvarigt åndehul, hvor man ikke er fanget i det komplicerede liv, man ellers tvinges ned i.
Kandis har netop den æstetiske funktion for deres mange fans. Selve dokumentaren har måske samtidig samme æstetiske værdi for et andet publikum end de, der skildres i filmen.
”Kandis for livet” formår at appellere til begge æstetiske yderpunkter – og alle os indimellem og netop derfor er det en fremragende dokumentarfilm.
Kandis for livet. Dokumentar. 85 minutter. Instruktør: Jesper Dalsgaard. Medvirkende: Johnny Hansen m.fl.