Siden det 'Moderne Gennembrud', der tog sin begyndelse i Danmark i 1871, og som medførte et Folkeligt Gennembrud, der tog sin form i slutningen af det nittende århundrede, har der især været tre helt dominerende kulturpolitiske strømninger, der er skarpt adskilte.

Den ene er den nationalkonservative, der altid har promoveret kulturkristne værdier, militarisme, stærke nationale holdninger, i form af dannelse og respekt for institutionerne, for kongehuset og den klassemæssige rangorden.

Dennes modsætning tog sin form i den spirende socialdemokratiske idé, der også var nationalt orienteret, men i modsætning til de nationalkonservative ønskede de et opgør med kulturkristendommen og med den klassiske rangorden mellem klasserne, ment i den forstand, at de underkuede klasser ikke nødvendigvis skal vise uforbeholden respekt for de klasser, der står over denne.

En tredje kulturpolitisk position er kulturradikalismen, der er anti-nationalistisk, anti-militaristisk, anti-kristen, men samtidig kulturelt aristokratisk, med den grundholdning, at højkulturen har forrang, og at denne skal respekteres og plejes mere, end det folkelige.

I dag har vi synlige vidnesbyrd om den kulturadikale og nationalkonservative position, hvor man - groft sagt - kan sige at Dagbladet Information og Politiken er organer for de kulturradikale værdier, der bekæmper de nationalkonservative værdier, der udtrykkes i Berlingske og i Weekendavisen.

Men intet sted udtrykkes de socialdemokratiske værdier.

Ingen steder kan man læse lange værdipolitiske tekster om national identitet, i den folkelige udgave, og ej heller finder man noget sted denne position, der grundlæggende fik så ekstrem stor succes tidligere, fordi den kunne kritisere både de kulturradikale og de nationalkonservative.

Lidt for folkeligt

Jeg husker hvorledes, tilbage i nullerne, den kulturformidlende institution 'Golden Days in Copenhagen' skulle fejre Det Moderne Gennembrud, og senere Det sjælelige Gennembrud, der omhandlede det sidste tiår af det nittende århundrede. Man havde svært ved helt at begejstres over symbolerne fra Det Folkelige Gennembrud.

Et pragtværk som Københavns Rådhus, der er indbegrebet af Det Folkelige Gennembrud, hvor håndværket og folkestyret fejres, blev beskrevet som lidt kikset, lidt for overpyntet, ja, lidt for folkeligt.

For selvom der er meget imponerende at sige om huset og dets mange kunstværker og håndværksmæssige detaljer, så mangler det den spidsborgerlige dannelses identifikationsmarkører. Det er sådan en holdning, som de nationalkonservative og kulturradikale kan enes om.

En fejring af Systemskiftet

Men enhver, der besøger Københavns Rådhus og tager sig tid til at betragte alle de mange finurligheder, kan ikke benægte, at det er et overflødighedshorn af livsglæde, af virkelyst, af dansk design og håndværk.

Og selvfølgelig er det sådan, fordi Københavns Rådhus er en fejring af Systemskiftet, hvor folkestyret blev reelt etableret, og hvor man fejrede af arbejderne og håndværkerne endelig havde fået rettigheder, i form af en fri næringslov, sygekasse og generelt højere respekt for deres kunnen og virke.

Ikke bare en hyldest til frikadeller og dansktop

De nationalkonservatives og de kulturradikales problem med sådan et hus, som de jo grundlæggende også er begejstret for, selvom de har vanskeligt ved at indrømme det, er at det er “nationalromantisk” i sit udtryk. Dette forfærdelige udtryk, som især de kulturradikale hader så inderligt, fordi man hverken bør eller kan hylde noget så selvspejlende som det nationale.

Fraværet af en socialdemokratisk værdipolitik, i avisernes spalter, viser sig på mange sære faconer i dag. Det er for eksempel spøjst, at en national-liberal debattør og værdikriger som Mikkel Andersson, faktisk var den, der med blot en sætning kunne spidde den ekstreme reaktion, som dokumentaren 'Kandis for Livet' har skabt. Han skrev:

"Kulturelite i chok-erkendelse efter dokumentar: Dansktop-fans er jo også mennesker!"

Denne spydige sætning, passer som hånd i hanke til en socialdemokratisk og folkelig stemme i debatten, og det sjove er, at Anderssons replik er som et dobbelt cirkelspark, der både rammer de nationalkonservative og kulturradikale.

Socialdemokratisk kulturpolitik behøver ikke bare at være en hyldest til frikadeller og dansktop

En socialdemokratisk stemme i den kulturpolitiske debat kunne også være den, der talte begejstret om kulturværdierne, uden for eksempel at gøre nar af Inger Støjberg, fordi hun har skrevet en bog om Sussi og Leo, som de kulturradikale ynder at se lidt skævt til.

En sådan hån vil alligevel ende med at ramme Socialdemokratiet selv, i form af latter over 'Absolute Music' eller glæden ved håndbold.

Men socialdemokratisk kulturpolitik behøver ikke bare at være en hyldest til frikadeller og dansktop, sådan som disse optræder i for eksempel tv-serien 'Krøniken'.
En sådan position kan i grunden hylde alle vore kulturinstitutioner, og så bare undlade at fyre den af med selfies foran de fede slotte og de berømte malerier, ligesom Berlingske kulturpolitiske hær gør det, mens de formanende skriver, at folket mangler dannelse, og at de skal gå mere på museum, ligesom de selv gør det.

Har partiet slet ikke opdaget at kulturpolitikken mangler

Socialdemokratisk kulturpolitik burde stå stærkere, så det er ikke er de nationalkonservative, der alene skal kritisere, at det er tyske handelsstande, der fejrer julen i København med currywurst.

For der er masser af stof, som en sådan position kunne tage til sig, vurdere og debattere, ligesom de andre kulturpolitiske positioner gør hver eneste dag.

En mere folkelig, socialdemokratisk kulturpolitik vil kunne tale de mere populære tendenser op, hylde foreningsliv, håndværkertraditioner, arbejderliv, folkestyre og højere respekt og lighed mellem borgerne, også når det gælder deres præferencer og divergerende smag, uden at skulle moralisere, tale ned til, opdrage og ryste på hovedet over de mindre heldigt stillede.

En mere folkelig, socialdemokratisk kulturpolitik vil kunne tale de mere populære tendenser op

Og det kan virkelig undre mig, at et parti, der sidder på magten, slet ikke har opdaget denne mangel.

Den vil derfor vedblive med at blive beskyldt for enten af indtage en "kommunistisk" eller en "Dansk Folkeparti" - position, hver gang den i korte overskriftsagtige paroler smider om sig med makrelmadder, islamkritik og håndbajere.

Men hvor længe kan et bærende politisk parti leve uden en mere bestemmende og udfoldet kulturpolitik?