Af en abstrakt ballet er den i den let tilgængelige ende, med tydelige inspirationskilder og farvesprog – og det er her problemet kommer ind i billedet.

‘Juveler’, som er koreograferet af George Balanchine (det er ham med ‘Nøddeknækkeren’) værk slutter - efter sættet ”Smaragder”, inspireret af romantiske Paris og ”Rubiner”, inspireret af moderne New York, af med finalen ”Diamanter”, der er en hyldest til det storslåede Rusland.

Det er ikke noget man skal tolke sig frem til eller læse mellem linjerne. Selv skriver det kongelige teater for eksempel om finalesættet: ”Den hvide Diamanter er med Tjajkovskijs musik er en skarptsleben kærlighedserklæring til den kejserlige ballets storhedstid og til Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg, hvor Balanchine tilbragte sine unge år. Et kæmpe kompagni af dansere funkler og skinner i den store, virtuose finale.”

Det er en smuk og flot ballet, men set i skyggen af en krig indledt af et Rusland, der i tiltagende grad anser sig selv for at være så magtfuldkommen som nogen Zar virker det usmageligt.

Der er ikke bare tale om en smule russisk inspiration, men en langstrakt hyldest til det russiske imperium som kronen på værket af international ballet.

Skulle der være en enkelt læser eller to, som savner at se ballet med international format kan jeg i stedet anbefale at indløse billet til Balletgalla i Tivoli, hvor der til fejring af Dronning Margrethes 50 års jubilæum kommer solodansere fra Hamburg, London, Paris og New York.

I stedet for at se danske balletdansere hylde Rusland, har vi snart mulighed for at se den vestlige verdens elite hylde vores egen regent.