Maskefald: Krigen i Ukraine viser Kinas sande ansigt

Kineserne vil som stormagt agere kortsynet, uansvarligt og uden respekt for globale spilleregler, mener ung radikal.
Den 24. februar er en dato, der for eftertiden vil stå mejslet i min generation af europæers erindringer.

Tidligt om morgenen overskred russiske styrker grænsen til Ukraine, den første invasion af et europæisk land siden anden verdenskrig var begyndt og krigen viste endnu engang sit forfærdelige ansigt i Europa.

Årtiers tro på samhandel, dialog og fredelig sameksistens faldt på få timer sammen for os, der er vokset op i et forenede Europa bygget på Berlinmurens ruiner. Selvom denne tro efterhånden er vendt tilbage ovenpå resten af verdenssamfundets reaktion, så var invasionen et wakeup-call for dem af os, der ikke har skulle vokse op med krigens rædsler.

For den verdensorden præget af respekt for den internationale ret, der blev skabt på baggrund af 2. verdenskrig, er for alvor under pres.

Det efterlader særligt os i Danmark, som et demokrati og en småstat, i en vanskelig situation. Heldigvis har den retsbaserede verdensorden slået tilbage ovenpå det russiske angreb.

Enhver ansvarlig stat har løftet sit ansvar ved at påføre Rusland massive sanktioner for at presse landet til at opgive sin ulovlig invasion. Dog har det kinesisk regime under krigen forholdt sig bekymrende tavst

Vil opfattes som en stormagt, handler som en slyngelstat

Kina har under krigens første uger været alt andet en klar i mælet. For nok har regimet forholdt sig kritisk til Ruslands ageren, men samtidig har det gjort meget for at modarbejde de sanktioner, som resten af verden har påført Rusland.

Mest af alt virker man til at ville hive de billige point hjem som stormagt, uden samtidig at være villig til at lægge de kræfter i som det kræver.

De selvsamme produkter, som vi i resten af verden har begrænset købet af for at ramme den russiske økonomi, har Kina nemlig øget importen af. Samtidig med, at Kina aktivt har kritiseret amerikanernes støtte til ukrainerne og har forsøgt at fastholde en form for neutralitet.

Kina står dermed tilbage med en opportunistisk udenrigspolitik, hvor de på den ene side vil respekteres som en stormagt, og på den anden side opfører sig som en slyngelstat.

Mest af alt virker man til at ville hive de billige point hjem som stormagt, uden samtidig at være villig til at lægge de kræfter i som det kræver.

Europa må stå sammen mod Kina

Dette dobbeltspil må ikke forblive uantastet. For ligesom, at det er lykkedes at holde sammen på de europæiske lande, når det har drejet sig om sanktioner af Rusland, så må vi i Europa på samme måde stå sammen i vores fordømmelse af Kina.

Nok har Kina endnu ikke invaderet en anden suveræn stat, men når en stat med ambitioner om at blive en global stormagt opføre sig sådan, så fortjener det den kraftigste fordømmelse.

I disse år skabes de kinesiske udenrigsdoktriner, der kommer til at dominere det resterende århundrede.

Hvis ikke vi her, hvor muligheden byder sig, får gjort det klart overfor Kina, af det også er deres rolle at opretholde og beskytte den globale retsorden, så frygter jeg selvsamme retsordens undergang.

For med et USA, der selv efter valget af Biden ikke har intentioner om fuldt at vende tilbage på verdensscenen i samme grad som tidligere, så må andre løfte opgaven. Den opgave falder særligt på Europa, men det kræver også, at Kina i fremtiden ikke vil fortsætte sin undergravende virksomhed.

Stormagt på den forkerte side af historien

Kina har et ansvar for såvel sit nærområde, som i relation til den globale udvikling. Det kræver dog også, at man kan leve op og er villige til at sanktionere, når de regler det internationale retssamfund bygger på, brydes.

Selv når dette ikke nødvendigvis altid er i den enkelte stats umiddelbare interesse. Kinas stigende magt er en uomtvistelig realitet, men jeg frygter, at vi her under krigen i Ukraine har set en forsmag på, hvordan Kina vil gå til rollen som global stormagt.

Nemlig som en stormagt hvis egne interesser trumfer alle normer og regler på den internationale scene.

De selvsamme regler der mere end noget andet beskytter småstater som os i Danmark fra andre staters bøllemetoder.

Hvis det kinesiske regime ønsker, at resten af verden skal respektere dets globale rolle, hvor det træder ind i lyset og påtager magtens åg, så må det i første omgang leve op til de forventninger, der følger med. Det har landet totalt fejlet med i forbindelse med den russiske invasion.

Laurits Lindegaard Rasmussen er medlem af forretningsudvalget i Radikal Ungdom med ansvar for internationalt samarbejde.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Russiske produkter vil blive billigere og billigere for kineserne at købe, for russerne har ikke andre at handle med. Vi vil derfor også være nødt til at blokere for kinesisk handel og for alle andre lande der ikke vil være med i blokaden ellers virker sanktionsvåbnet ikke.

Hvis vi i vesteuropa ikke passer på bliver vi lige så afhængige af kinesiske produkter som vi er blevet af russisk gas og olie. UHA UHA

Politikere I skal handle NU!
.

Typisk Laurits og typisk radigal, ser tydeligt bjælken i Ruslands og Kinas øjne men splinten i sit eget og USA øjne ser han overhovedet ikke! Men det er snart ovre nu får vi i Vesteuropa leveret gas fra USA og det var vel formålet for USA og deres monopol virksomheder, det er sikkert også godt for miljøet at det skal sejles tværs over atlanten? i stedet for at komme i rør fra de gale Russere.

Problemet med den regelbasserede verdensorden er, at den er udformet som en pyramide, hvor den der sidder øverst på pyramiden har alle fordele. Her fra kan man styrer og regere hele verden. Økonomisk, med regler og militært. Det synes vi i vesten er alletiders, da det er vores regler og fordi det er os, som siden WW2 har siddet på toppen at denne regelbasserede verdensordens pyramide og svinget taktstokken. Måske det er ved at være tid til at skabe en mere moderne flad ledelsesstruktur, hvor alle har medbestemmelse.

Der er ved at opstå en #MeToo bevægelse mellem verdens lande, hvor der kræves mere økonomisk lighed og retfærdighed.

Som et eksempel kan du tage det afrikanske kontinent. De har enorme mange naturressourcer af stort set en hver slags. Ressource, som vi i Europe/EU ikke kan være foruden. Uden dem ingen produktion i EU foruden landbrugsvare - Sådan lidt groft sagt. Men gider vi betale afrikanerne ordentligt for arbejde med at hente de ressourcer ud af jorden til vores produktionsapparat? Det afspejler livsbetingelserne i mange afrikanske lande ikke ligefrem på i forhold til vores i EU.

Det er ikke kun kineserne der ikke tager telefonen længere. Det samme gør Saudi Arabien. De går ellers for at have et godt forhold til EU og USA. Men heller ikke der bliver telefonen med et ikke taget, når vi ringer efter mere olie.

Lautist, hvor mange lande kan du komme i tanker om, som Vesten ikke enten har betalt eller tæsket på plads i vores regelbaserede verdensorden siden WW2. Jeg kan komme i tanke om Israel. Ellers kniber det lidt.

Jeg kan da selvfølgelig tage fejl. Men måske det er ved at være så vidt, at vi her i Europa/EU skal tænke os godt om før vi risikere at stå i konflikt med store dele af resten af verden. Ja, måske ligefrem kan ende med at være centrum for konflikten.

Jeg ønsker på ingen måder at kapitulere. Misforstå mig ikke. Men vi bør tænke os godt om, før vi reagere. At skabe en verden i fred og sameksistens tager mange mange årtier. At skabe en verden i årtier lang ufred tager kun få dage eller uger.

Der står meget på spil. Og med de klimaudfordringer menneskeligheden står over for har der ALDRIG været mere behov for fred, sameksisten og ikke mindst samarbejde i verden. Ellers kan den opgave umulig løftes. Og den er mildest talt svær nok i forvejen.

Jeg er en ældre person og har derfor ikke så meget brug for verden længere. Måske nogle år endnu. Men det har alle de unge generationer verden over. Og i kender jo hinanden bedre end nogen anden tidligere generationer af unge gennem en fælles online kultur. Her mødes I jo hver dag på kryds og tværs af alle verdens landegrænse. Fra Nord til Syd og Øst til Vest.

Du er meget præcis om hvem der svinger taktstokken, hvorfor og hvad de opnår ved det..
Men sniger du dig ikke lidt uden om det reelle emne ?
Dem der ønsker at svinge taktstokken, men ikke ønsker at gøre det i form af et verdens-
omspændende samarbejde, men ønsker det på vilkår der fastholder egne principper der er
langt fra verdenssamfundets orden.. Ønsker det for egen vindings og egne idelogiers skyld..
Og Ja jeg tager bladet fra munden, og siger det her: Jeg er ikke voldsomt politisk klog på
verdenssamfundets orden.. Men måske netop fordi Jeg ikke er klogere tænker Jeg primært på
Rusland og Kina..
Og Jeg er slet ikke i tvivl om at hvis Europa og USA kunne gå med en kommunistisk dagsorden
så ville det være nemt at skabe et samlet verdenssamfund..
Men hvad ville det være for et samfund så ? Og ville det tilgodese verden..
Det tænker jeg bare ikke.. Gør du ?

Hvis du vil forstå verden er det nødvendigt du læser op på verdenshistorien. Du kan f.eks. gøre det i tre etaper.

1. Etape. Tiden efter Columbus opdager Amerika frem til WW2.

2. Etape. Tiden fra WW2 frem til 1989.

3. Etape. Tiden fra Sovjetunionens sammenbrud og murens fald i 1989 frem til i dag.

Har du fået styr på det, kan du begynde med, at analyse den verden du lever i og ikke mindst, hvorfor den reagerer som den gør. Der er meget lidt, som sker ud af ingen ting. Hændelser fører til nye hændelser. Hele vejen gennem historien. Og hvilke hændelser der følger efter det der sker lige nu kommer til at definere fremtiden. Og det vil i grove træk bestemme om vi kan leve i en fremtid med fred og sameksistens eller om vi bevæger os ind i en fremtid med evige konflikter og krige. Det er den fremtid, som vi beslutter nu.

Og hvilken vej vi vælger, det synes jeg virkelig er værd at overveje uden forhastede beslutninger, som vi vende om fra, når først vejen er taget.

Personlig er jeg ikke det mindste i tvivl om hvilken vej jeg ville vælge. Fred og sameksistens. Den anden vej vil føre til civilisationens undergang. Og det med 100% sikkerhed - Men, hvis det går som det indtil nu altid er gået gennem menneskelighedens historie, så går mennesket igen vejen med konflikt og krig. Vi er tilsyneladende ude af stand til andet.

Men hva. Jeg er en gammel mand. Og jeg har levet mit liv i en undtagelsestilstand historisk set. En gylden tidsalder frembragt af asken efter WW2 og sætningen "Aldrig mere krig". En læresætning, som har været den politiske vej banet af efterkrigstidens politikere, som har været dybt præget af krigen brutale konsekvenser. Men de er døde nu.

Det har været en tid præget af teknologiske og økonomiske landvindinger aldrig set før i menneskets historie. Men desværre også en tid præget af en uansvarlig og ubæredygtig livsstil. Tilbage står så et politikerhold, som kun har oplevet at få sin vilje og alt det de har peget på hele livet, samt en verden på vej i afgrunden grundet ressource overforbrug, samt en menneskeskabt klimakatastrofe på vej. Alene de sidstnævnte to årsager er mere end nok til at skabe verdenskrige for fremtiden. Hvis altså vi ikke tænker os godt om.

Men det er så nye generationer af politikeres opgave, at udspekulere den løsning. Fremtiden tilhøre de unge. Os gamle er på vej væk. Og en ting kan de unge. Lave fremlæggelser af alt mellem himmel og jord, samt kommunikere på verdens online platforme. Måske ligger der en chance deri.

Håber der er TV i himmelen, så jeg kan få et lille sneak peek nu og da de kommende hundrede år eller to.

Der er særligt én vigtig ting man må gøre sig klart i denne her fornyet oprustningsiver. Og det er en situation, som vores politikere slet ikke er kommet ind på.

Hvis det kommer til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland, vil den stort set udelukkende komme til at foregå i Europa. Lige her hos os i bl.a. København. Ikke kun når det gælder konventionelle våben. Men særligt når det gælder atomvåben. En eskalering, hvor en af parterne indsætter atomvåben vil ikke komme til at foregå over himlen i Washington D.C. eller Moskva, men over himlen i København, Berlin, Paris osv.. Hver USA eller Rusland ville turde at indsætte sådanne alt ødelæggende våben mod hinanden. Det ved de godt vil være selvmord.

Men over himlen i EU er en helt anden historie.

Under den foregående kold krig fra 1946 frem til 1989 var det europæisk jord, herunder særligt Tyskland, som var udset til slagmarken. Ikke mindst atomar. Hvis det ville være kommet til en konfrontation mellem NATO og Warszawapagten ville Tyskland blive total udslette og ubeboelig for mange hundrede år. Og med mindst 90 millioner døde EU borgere til følge. I Tyskland havde USA flere tusinde atomare sprænghoveder udstationeret. Både strategiske og taktiske. Der fandtes atomvåben i en hver form. Selv miner og kanon kugler. Det meste beregnet til at detonere på tysk jord - Tænk at vi i Europa betingelsesløst gik med til det? Men det gjorde vi.

Og det er det mulige scenarie vi nu siger ja til igen med den igang satte fornyede oprustning. En stor risiko for atomar udslettelse af Europa/EU.

Det må vi ikke glemme.

Hvor er jeg glad for at det ikke er radikale der sidder på regeringsposter, det ville have været forfærdeligt.
Og så vil jeg rose NATO, FN, USA OG EU, for deres indsats i forbindelse med krigen i Ukraine og den medfølgende flygtninge problematik.
Kina er i sin fulde ret til at holde sig neutral, det er der andre lande på kloden der gør og har gjort i flere hundrede år.
Og da ingen af de nævnte er nybegyndere og ej heller naiv, takket være deres mangeårige erfaring i politik, holder de skarpt øje med hvad Kina gør og heldigvis er det dem og ikke en flok delitanter.

Og ved I hvad drenge og piger. Det er ikke atomvåben, som regerer verden. Det er derimod de finansielle systemer. Finansielle systemer, som USA har stået i spidsen af siden WW2. Men det er slut nu. Der er i dag andre aktører i verden, som er begyndt at have samme betydning. Og er de bærende finansielle systemer ude af USA og Vestens hænder er magten tabt. Det kan ingen bomber lave om på. Heller ikke atombomber.

Det er den nye virkelighed.

Annonce