Ukraine må ikke blive min generations spanske borgerkrig

For socialister og liberale er det afgørende, at Ukraine sejrer. Også selv om prisen er høj. Vinder Putin vil det blot indvarsle flere krige og mere undertrykkelse.
Foto: Grafisk afdeling
Chefredaktør Niels Jespersen, Netavisen Pio.
For en lille måned siden gik danskerne til valg. I hvert fald de af os, der fandt det belejligt at bruge vores stemmeret. Demokratiets festdag og alt det der. Vi er med rette stolte af vores folkestyre.

Siden dengang er over en million russiske bomber og granater regnet ned over ukrainerne.

Omkring byen Severodonetsk, som de færreste har hørt om før, bølger kampene frem og tilbage med en intensitet, der minder om Stalingrad.

De ligger i sønderskudte kælderrum eller i regnvåde skyttegrave

Ifølge den ukrainske præsident Zelenskyy omkommer der hver dag mellem 50 og 100 ukrainske soldater. De ligger i sønderskudte kælderrum eller i regnvåde skyttegrave og mærker jorden skælve af granatnedslagene.

En fuldtræffer pulveriserer et menneske totalt. Men også lufttrykket og de tusindvis af barberbladsskarpe fragmenter, er nok til at dræbe på hundredvis af meters afstand.

I moderne krige regner man med cirka tre sårede for hver dræbt. Det betyder, at hundredevis af ukrainerne hver dag forkrøbles. De mister arme og ben og får uoprettelige sår på sindet.

Der er langt fra et fredeligt valglokale i Danmark til en sønderbombet slagmark i Ukraine, men grundlæggende er der det samme på spil. Det handler om, hvordan vi håndterer uenighed og afgør, hvilket spor udviklingen skal følge

Den spanske borgerkrig var verdenskrigens generalprøve

For 85 år siden udspillede samme scene sig i den anden ende af Europa. Dengang kunne danskerne også afgøre deres politiske uenigheder med pen og papir. I Spanien stod ideologierne over for hinanden med skarpladte geværer.

Dengang lod de vestlige demokratier som ingenting og trak på skuldrene, mens lokale nationalister med tysk og italiensk hjælp druknede den spanske republik i blod. Det var nemmere at blande sig udenom.

For 85 år siden udspillede samme scene sig

Men for diktaturerne var den spanske borgerkrig bare en generalprøve. En test af demokratiernes viljestyrke. Eller mangel på samme. Efter Spanien kom turen til Østrig. Og så til Tjekkoslovakiet.

Frankrig og England sagde først fra, da det var Polen, der stod for tur. Da var det for sent for polakkerne og næsten for sent for resten af verden.

Putins fremgangsmåde er magen til Hitlers

Ukraine er ikke Spanien og Putin er ikke Hitler. Situationen er i dag en anden ikke mindst på grund af de russiske atomvåben.

Men diktatorens fremfærd er den samme. På akkurat samme vis som Hitler og Italiens diktator Mussolini spillede højt spil og satsede på sine modstanderes konfliktskyhed, har Putin udnyttet Vestens svaghed.

Med krigen i Ukraine er det fjerde gang Putin overfalder et naboland. Tidligere er det gået ud over Tjetjenien i 1998, Georgien i 2008 og Ukraine i 2014.

I Berlin, Paris og Rom trives tabermentaliteten

Og demokratiernes vægelsind, defaitisme og kortsigtede eftergivenhed har desværre været den samme stort set hver gang.

Med vigtige undtagelser: USA og Storbritannien er denne gang gået forrest i støtten til Ukraine.

Så kan man mene, hvad man vil om krigeriske angelsaksere. USA og Storbritannien har de sidste årtier spildt Vestens rigdom, blod og anseelse væk i det irakiske og afghanske ørkensand, men i Ukraine står de på den rigtige side af historien.

Putin kunne trække sig tilbage og nyde sine dyrekøbte erobringer

Det samme kan bare ikke siges om Europas kernelande: I Tyskland, Frankrig og Italien trives tabermentaliteten og kræmmerlogikken.

Berlin er pinligt fodslæbende med den militære støtte. Paris ønsker en “afkørsel”, der skal sparre Putin for ydmygelser, og i Rom er den tidligere regeringschef åbenlys Putin-beundrer.

Hvis de tre lande, som desværre med al sandsynlighed kommer til at dominere EUs militære samarbejde, havde fået deres vilje fra starten, var Ukraines hovedstad Kiev faldet. Zelenskyy ville være død eller i fangenskab.

Dikatorer får appetit, mens de spiser

Får de deres vilje i dag, vil Putin kunne trække sig tilbage og nyde sine dyrekøbte erobringer. Hvis EU presser ukrainerne til at afgive endnu mere land samtidig med, at man accepterer Putins erobringer fra 2014, vil det være en de facto sejr for aggressoren.

Selvfølgelig skal vi ikke gå i krig med Putin

Scholtz, Macron og Salvini lider af samme vildfarelse som 30’ernes demokratiske statsledere. De tror, at de kan afværge konfrontationen, men de ender med at forhandle deres egen undergang.

For diktatorerne bliver aldrig tilfredse. De får appetit, mens de spiser og ser enhver indrømmelse som en opfordring. Selvfølgelig skal vi ikke gå i krig med Putin. Det er der ingen, der advokerer for. Men “appeasement” er tydeligvis slået fejl, så hvorfor har den stadig så mange fortalere?

For både pacifister og realister kan det fremstå fristende at give Putin sin vilje. Herregud. Jorden gik ikke under, da Ukraine måtte afgive Krim. At give Rusland Azov-kysten og resten af Donetsk og Luhansk er en lille pris for at få inflationen og energipriserne ned og normalen tilbage.

Rusland vil plyndre Ukraine for at finansiere genopbygningen af sin hær

Det er den logik, der sender venstrefløjsikonen Noam Chomsky i seng med krigsforbryderen Henry Kissinger. De er uenige om alt, men ender alligevel med at begå det samme svigt over for ukrainerne.

Putins sejr vil indvarsle nye krige og et atomkapløb

En verden, hvor Putin sejrer, vil ikke blive den samme. Den vil indvarsle en ny kold krig, hvor Rusland vil plyndre Ukraine for at finansiere genopbygningen af sin hær. En hær, der i fremtiden kan indsættes mod balterne. Eller i Østersøen.

Lyder det skørt? Ja nu gør det, for vi har NATO, men kan vi også regne med amerikanerne i fremtiden? Hvad nu hvis Trump eller en endnu værre republikaner bliver præsident?

Briterne er stadig optaget af Brexit til den tid, og hvis Frankrig og Tyskland er villige til at opgive dele af Ukraine for fred, så er de også villige til at opgive dele af Baltikum. Eller Bornholm.

Det vil udløse et nyt atomrustnings-kapløb

En russisk sejr vil sende et signal til alverdens despoter om, at grænser kan tegnes op på ny med blod. Kineserne kunne meget vel vende våbnene mod Taiwan, der til gengæld vil begynde at udvikle atomvåben.

For i en situation, hvor vestlige sikkerhedsgarantier er værdiløse, er atombomber den eneste sikkerhed for små svage nationer. Det vil udløse et nyt atomrustnings-kapløb.

Samtidig vil Vesten fremstå som en flok forskræmte gamle koner. Et aldrende kontinent af kaglende kujoner. Grådige og ikke engang modige nok, til at lade andre kæmpe deres kampe.

En værdifuld allieret og samhandelspartner

Omvendt vil en ukrainsk sejr slå fast, at uprovokerede overfald på et naboland er den sikre vej til økonomisk og militær ruin. Et velbevæbnet og pro-vestligt Ukraine vil sikre vores baltiske naboer og holde fremtidig russisk militarisme i skak.

Et velstående frit Ukraine, hvor EU har betalt for genopbygningen, vil altid føle sig forpligtet over for os. Vi får en værdifuld allieret og samhandelspartner. Bare se på den europæiske taknemmelighed over USAs Marshall-hjælp efter 2. verdenskrig.

slå fast, at uprovokerede overfald på et naboland er den sikre vej til økonomisk og militær ruin

Vigtigst af alt vil vi have medvirket til at sætte 40 millioner mennesker fri. Ukraine hverken er eller bliver perfekt, men et sejrrigt Ukraine vil ikke være det samme, som det gamle. Et folk, der så succesfuldt har sat sig til modværge, vil ikke uden videre acceptere nye oligark-herskere.

Bloodlands

Grænselandet mellem Rusland og så de gamle imperier Osmannerriget og Østrig-Ungarn har de sidste par århundreder lagt grønne marker til ufattelige blodsudgydelser og undertrykkelse.

Der var her Europas største koncentration af jøder boede op til 2. verdenskrig. “Bloodlands” kalder den amerikanske forfatter Timothy Snyder regionen.

Og nu vælter blodet igen ud over Ukraines jord. Selv om ukrainerne har vundet verdens beundring med deres heroiske modstand, er sejren overhovedet ikke hjemme. Russerne har stadig flere kanoner, flere kampvogne og flere soldater end ukrainerne.

Den russiske plan er lige så simpel, som den er brutal

Og russerne har et luftvåben, der indtil videre har overrasket positivt ved at fungere elendigt, men som ukrainerne ikke har noget effektivt og langtrækkende forsvar imod. Hvis Putin får reorganiseret sine kampfly, kan krigslykken endnu vende.

Den russiske plan er lige så simpel, som den er brutal. Bide sig fast i det østlige Ukraine. Nedslid ukrainerne med artilleri og flybomber og vent ellers på, at vesten bliver gjort møre af mangel på gas og olie. Til oktober er gaslagrene tomme, og hvis der til den tid ikke er udsigt til ukrainsk sejr, vil presset stige for at stoppe blodsudgydelserne og give Putin sin vilje.

Mange socialister er skeptiske over nye militære eventyr

Det er op til os europæere at sikre, at det ikke sker. At det ikke bliver 30’ernes Spanien om igen, hvor demokratiet heroisk holder ud, men til sidst må give op for overmagten.

Mange socialister og liberale er med rette skeptiske over for Vestens militære eventyr oven på fiaskoerne i Mellemøsten. Men krigen i Ukraine handler ikke om at påtvinge andre mennesker vores levevis.

Det handler om at forsvare et frit folk og et lille land mod et uprovokeret overfald. Kan man ikke tage entydigt stilling for Ukraine, er ens anti-imperialisme værdiløs.

krigen i Ukraine handler ikke om at påtvinge andre mennesker vores levevis

Lige nu er det ukrainerne, der dør, mens vi kan afgøre vores uenigheder med demokratiske valg. Det skal vi ikke skamme os over. Tværtimod. Vi skal være stolte af vores folkestyre. Men vi skal skamme os, hvis vi ikke under ukrainerne den samme fred og stabilitet, som vi selv nyder.

Ukrainsk sejr er den vigtigste dagsorden siden murens fald

Det er Putins håb, at krigens omkostninger vil gøre os bløde og få os til at indstille støtten til ukrainerne. Det må ikke ske. Hvis vi giver efter, vil vi stå i samme situation om nogle år.

At sikre ukrainsk sejr er derfor den vigtigste internationale dagsorden for Danmark siden murens fald.

Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe. Direkte med penge og hvis Forsvaret ligger inde med brugbart materiel, så send det til Ukraine. Også selv om vores egne soldater mangler. Våbnene gør mere gavn i ukrainernes hænder end i vores.

Hvis vi giver efter, vil vi stå i samme situation om nogle år

Danske diplomater bør virke for at opretholde det internationale pres på Rusland og holde tyskerne og franskmændene fra at kapitulere.

Danmark bør gå forrest, når det kommer til at påtage sig ansvar for de ukrainske flygtninge og den kommende genopbygning.

De ukrainske soldater i skyttehullerne skal vide, at mens de kæmper, så tager vi os af deres ægtefæller og børn. Også i fremtiden når de måske er døde, men freden er vundet.

Hvis det lykkedes for ukrainerne at vinde. Og det er op til os. Så vil det være ofrene værd.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Og imens vestlige politikere og journalister vrider hænder, fortsætter den ukrainske hær med at myrde civile i Donetsk:

https://anna-news.info/boeviki-vsu-vozobnovili-obstrel-donetska-tyazhyol...

Vor herre kom til hest!
Sådan en gammelkommunist burde for længst være flyttet til Moskva.
Du lever på det forkerte sted i det forkerte århundrede.

Hmmm. Her gik jeg lige og troede det kun var kommunister der forbeholdt sandheden gennem censur. Det er så åbenbart ikke tilfældet.

Socialdemokrater har altid haft en tendens til totalitaristisk tankegang, det er min erfaring efter mange års samarbejde med socialdemokrater i bl. a. fagbevægelsen. Arvid Nielsen bekræfter blot denne min erfaring. Enten mener man præcis det samme som Socialdemokratiet, eller også skal man fratages sit statsborgerskab og forvises til Moskva.

Niels Jespersen argumenterer trods alt for sine synspunkter, hvor forkerte de end er; Arvid Nielsen er derimod bare en sur gammel mand, der ikke bryder sig om at folk ikke er enige med alt, hvad Socialdemokratiet siger.

Rusland og Kina har indgået en strategisk samarbejdsaftale ude berøringsangst og tabuer for at tage konkurrencen op mod en vestlig/amerikansk styret verdensorden. Aftalen indebære både et militært samarbejde, salg af hvede fra Rusland til Kina og ikke mindst en 30 årig kontrakt om levering af gas og olie fra Rusland til Kina.

Uanset om Rusland taber eller vinder Ukraine krigen er vi på vej ind i vestens mareridt scenarie - Et Allieret Rusland og Kina. Rusland har den militære know how og kineserne de økonomiske muskler. Og begge lande har det seneste årti udbygget deres interesseområder til store dele af det afrikanske kontinent, hvor Kina er økonomisk massivt tilstede med opbygning af mange afrikanske landes infrastruktur. Betalingen sker gennem store lån fra Kina og ikke mindst en kinesisk forventning om adgang til råstoffer.

De afrikanske lande, syd amerikanske lande, de mellemøstlige lande har i langt de fleste tilfælde stemt nej eller undladt at stemme for sanktioner mod Rusland. Lige som også Indien har gjort det. Indien køber masser af militært isenkram fra Rusland og planlægger ligeledes import af gas og olie - Alle lande, som ser en fornyet fremtid opbygge sig.

Det kan skabe en alvorlig forsyningskrise i EU, hvis råstoffer på såvel det afrikanske og asiatiske kontinent bliver svært tilgængelige for fremtiden. Og meget meget dyrt. Fremover vil de berørte råstof lande have sig rigtig godt betalt. Dertil kommer så, at vesten ikke længere har et teknisk unikt forspring af betydning. Før i de gode gamle dage kunne europæiske lande erobre hele lande med 1.000 mand udstyret med krudt og kugler - Den tid er for længst forbi.

Og put så lige klimakatastrofen oven i. Allerede nu ser det f.eks. ikke godt ud i Italien. Og det er først begyndelsen.

Så Ukraine krigen, uanset udfald, er vestens mindste problem.

"Rusland og Kina har indgået en strategisk samarbejdsaftale ..." Putin ville sikre sig mod Kinesisk aggression når han angreb Ukraine og bandt store militære styrker her. Holder Kina aftalen eller bliver Putin overrasket ligesom Stalin blev det i 1941?

"begge lande har det seneste årti udbygget deres interesseområder til store dele af det afrikanske kontinent" mon ikke Afrika vågner når befolkningerne skriger på føde?
.

Det russisk-kinesiske samarbejde er meget ældre end krigen I Ukraine. Det begyndte faktisk allerede i 1992, og blev styrket i hhv. 1996 og 2001, og igen i 2017. Aftalen om et "omfattende strategisk samarbejde" fra februar 2022 er resultatet af mange års forhandlinger, og ikke blot noget, der blev skruet sammen umiddelbart inden Rusland invaderede Ukraine. Denne aftale er meget mere end blot en militæralliance.

Baggrunden for dette samarbejde er Ruslands og Kinas skepsis i forhold til USAs planer om at skabe en unipolar verden med USA som leder. Denne skepsis blev skærpet i forbindelse med USAs sanktionspolitik vendt mod Rusland siden 2012 (Magnitsky-sanktionerne og sanktionerne som følge af indlemmelsen af Krim i Den russiske føderation) og USAs tarifkrig mod Kina, som har stået på siden 2017.

Resten af verden, dvs. Afrika, Mellemøsten, Sydøstasien og Sydamerika, ser denne udvikling som en svækkelse af Europa og USA, og en styrkelse af Rusland og Kina. Og efter mange års kolonial og neokolonial undertrykkelse ser det globale Syd nu en ny fremtid tegne sig.

Den afrikanske befolkning kommer sandsynligvis ikke til at skrige på føde, Kurt Jensen. Russerne får ifølge agronomerne en rekordhøst her til efteråret, og Kina producerer også mere hvede, end landet har brug for. Så afrikanerne vil med stor sandsynlighed kunne købe billig russisk og kinesisk hvede.

De foreløbige erfaringer med kinesiske investeringer i Afrika har været, at kineserne er meget mere eftergivende end tilfældet nogen sinde har været med IMF og Verdensbanken. Kan landene ikke overholde terminerne, får de henstand, og i visse tilfælde er milliardlån blevet eftergivet mod en garanti for, at Kina får førstekøbsret til råvarer og adgang til infrastruktur som fx havne. Der stilles ingen krav til låntagerne om privatisering af statslige tjenesteydelser, som det har været tifældet med IMF, og der stilles ingen krav til den politiske styreform i låntagerlandene.

Så fra et afrikansk synspunkt er der alt at vinde og intet at tabe på at handle med Kina. Kinesernes interesse er at udvikle markeder i Afrika, dvs. sikre, at lokalbefolkningerne får en købekraft, så de har råd til at købe kinesiske varer. I modsætningen til europæerne og amerikanerne, som i nu et par hundrede år alene har interesseret sig for at udvinde billige råstoffer i disse lande.

Et eksempel fra Sydøstasien: Laos var en fransk koloni i mere en hundrede år, og bortset fra den europæiske bydel i hovedstaden Vientiane, var alle veje i landet jordveje. I dag forbindes Laos med Kina via højhastighedstog, betalt af Kina, og den laotiske økonomi er bl.a. som følge heraf i voldsom vækst.

Hvad forhindrede franskmændene i at skabe vækst i Laos? De havde mere end 100 år til at skabe et moderne samfund, så hvorfor er det først nu, hvor franskmændene er ude, at der bliver gjort noget for at højne levestandarden i landet?

Europa og USA har skudt sig selv i foden ved med sanktioner at isolere sig fra flertallet af verdens mennesker. Vesten er på retur, mens Det globale Syd er i vækst. Dette står ikke til at ændre, uanset hvordan krigen i Ukraine ender, så lev med det.

Lige præcis Niels Duus Nielsen. Og vestens ledere vil ikke rigtig forstå eller være ved, at vesten er ved at tabe terræn til resten af verden. Men det er den. Og det kan nok så meget militært oprustning ikke ændre på. Og det er ikke sket hen over natten. Det hat været planlagt og undervejs i årtier. Men det er først nu det kommer frem i lyset og begynder at blive synlig. Og ingen i vesten har indtil nu taget det alvorlig. For vi er jo de bedste. Adgang til billige råstoffer i Rusland/Asien/Afrika/Syd Amerika kan være slut fremover. Fremover vil de have en ordentlig betaling. Og når man kikker på de ødelæggelser Vesten/USA har skabt i verden siden WW2 i mange andre lande i verden som ikke var enige med Vesten/USA så forstår man godt ønsket om en ny og bedre verden for dem selv. Alene siden WW2 har USA været skyld i over 15 millioner dræbte mennesker i hovedsageligt sydøst asien, mellem østen og Syd Amerika. For så slet ikke at tale om kolonitins plyndringer og slavetiden, hvor op mod 12 millioner afrikanere blev kidnappet i Afrika og sendt til USA som slaver, hvor de arbejdede som slaver i generationer.

Jeg synes, at chefredaktøren skulle spise brød til. Historiske paralleller, udokumenterede påstande og spådomme i en lang krigsgal tirade. Ja – hvis verden opfattes så simpel og indrettet så sort/hvid, kan man åbenbart have sådanne meninger. Men sådan er verden aldrig, og jeg håber da, at chefredaktøren indser det senere. Men der kunne måske også komme nogle overvejelser om scenarierne, hvis Ukraine "vinder" og bliver medlem af NATO. Mon så striden slutter?

Fuldstændig enig med Jespersen her.

Og mht. Chomsky har jeg aldrig forstået fascinationen. Han er da sikkert klog, men man kan sagtens være klog uden at være fornuftig, og det er han et glimrende eksempel på.

Putin har netop oplyst, at han vil smadre vesten med masseødelæggelsesvåben. Det han har sagt tidligere, det har han gjort - så russerne kommer.

Hvor og hvornår har han sagt det? Har du en kilde? Eller er det bare noget du finder på, Birger Munthe?

The muted response reflects companies constrained by rising costs and shortages of key materials, equipment and staff - as well as by longer term questions from investors about how much oil and gas will be needed as the world tries to move away from polluting fossil fuels in response to climate change.
Mike Wendt, an engineer at oil exploration firm Lone Star Productions, says his firm has several new projects in the works, but hasn't been able to find the steel pipes it needs, leading to delays and rising costs.
"We're going to be drilling as quickly as we can, but we have all these supply and demand issues, and that's kind of throttling the market," he says.

I Danmark og Norden og i EU vil vi så gerne være førende på climate change. Vi vil redde verden fra klima forandringer.

I Rusland er de optaget af blot at redde russerne - de fattigste 90 procent. Milliardærer og millionærer bor for længst på de fashionable adresser overalt langs Europas Solkysten sammen med danske topidrætsfolk og rige gamle.

Mette Frederiksen er optaget af at redde Afrika og da danskerne er trætte af at redde fattige afrikanere der flygter til Europa støttes hendes indvandringspolitik, der intet svar har på de hjemlige sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Rusland lukker sig om sig selv og tager nabolandene med sig. Thi hvad skal Østeuropa leve af?

Det spørgsmål har længe interesseret østeuropæerne! Coronaen lukkede ned for behovet for østeuropæiske energiressourcer, præcist som produktion af olie faldt katastrofalt i USA.

Nu lukker Mette og EU ned for energiressourcerne i Øst. Den eneste energiressource nemlig gassen som kunne bringe verdens forsyningssituation efter coronaen op igen.

Parisaftalen og coronaen har givet De fattige russere gode kort på hånden . Ønsker vi krig og konfrontation for at spille pokerspiller til egen fordel.

Eller følger vi Mettes plan med at gøre os fri af Putins gas?

Det sidste koster 500 millioner døde i Afrika. Inflationen og fødevarekrisen bliver værre end i 1930erne!

Det ved blot Mette Frederiksen ikke endnu!

At omstille verdens energiproduktion i det tempo som bliver nødvendigt, gør at al flytrafik må indstilles allerede i dag.

Og det sker allerede!

Fattigdommen i EU er næsten på niveau med Ruslands. Det hverken kan eller vil Europas ledere indrømme! De skal jo alle genvælges hvert 4-5 år.

Når europæerne har frosset sig næsten ihjel de næste fem vintre, kommer reaktionen!

Hvor kaoset ender bliver svært at sige!

Men Mette Frederiksen er standhaftig grøn før rød!

I Rusland er de røde før grønne!

Hvad der først bringer befolkningerne i de grønne soldaterklæder bliver Europas skæbne!

Om vi dør af sult eller klimaforandringer?

Om vi dør af pest eller kolera?

I det mindste reddede Mette Frederiksen os fra teoretiske nye pandemier opstået imellem mink og mennesker!

Men teorier erstattes nu af sult i Afrika, sult i Rusland, sult i Europa!

Det har befolkninger altid kunnet forholde sig til!

Politisk har vi lang vej i Danmark. Aldrig har så mange været i arbejde!

Mette Frederiksen jubler over sine evner som regeringsleder.

Forskellen på fattig-30erne og fattig 20-rene halvfems år senere er at formuerne aldrig har været større på grund af coronaen og at Arne-pensionen kun er prikken over i’et i vores fælles alderdomssikring - det vi lærte af 1. Og 2. verdenskrig.

Men intet kan købes for penge! Inflationen er over os!

Og som sædvanlig kommer krisen fra USA! Selv om russerne allerede i et årti har levet i fattigdom!

De vestlige demokratiers evne til politiske læsninger og kompromisser bliver altafgørende!

Den franske præsident kan starte med at øve sig på hjemmebane! I Tyskland er politikerne hurtigt gået fra fredelige til krigsproducerende!

De kommende valg i Sverige og Danmark afgør om vi i Norden skal skabe en Østersø-angrebs-alliance vendt mod Putin. Svenskproducerede fly forsynet med norsk olie og danske piloter.

Det danske power to X og vindmølle-eventyr i Nordsøen når næppe at stå færdigt før verden skriger af hungersnød.

Mette ved alt om hungersnød i Afrika!

Indtil videre står der kun Rwanda på BBS huskeliste.

Verden venter i spænding! Måske det hele ender i mink!

Det eneste som Danmark engang var verdensførende på!

Egentlig skulle det have været klimaet!

Thunberg fald fra tinderne! TV2s danske dronning der abdicerer!

Det sku være så godt og så er det faktisk skidt!

30ernes melodi i ny iscenesættelse.....

Hørt!

Annonce