SAS-piloter siger ja til ny overenskomst

Et meget stort flertal af piloterne har stemt ja til den nye overenskomst med SAS. Afgørende for at bevare den danske model, lyder det fra fagforening.
Piloterne i luftfartsselskabet SAS har stemt ja til en ny overenskomst.

Dermed sættes der et foreløbigt punktum i den konflikt mellem ansatte og selskab, som gjorde rejselivet besværligt for rigtigt mange mennesker henover sommeren.

SAS blev nemlig hårdt ramt af den 15 dage lange pilotstrejke, som betød at det i forvejen økonomisk udfordrede selskab, måtte opgive 3700 flyvninger af 380.000 passagerer.

SAS har tidligere oplyst, at den godt to uger lange konflikt kostede selskabet mellem 70 og 90 millioner kroner.

Under stor mediebevågenhed forhandlere parterne en aftale på plads den 18. juni og de knap 1000 piloter i SAS, har ved en afstemning sagt ja til overenskomsten.

Dansk Pilotforening oplyser, at 89 procent af de stemmeberettigede piloter i Danmark har stemt og af dem har 93 procent stemt ja til den nye overenskomst-

”Jeg er utrolig glad for den store opbakning til aftalen – ikke mindst når vi har været gennem en så lang og hård konflikt. Medlemmerne har tydeligvis forstået alvoren, og det her viser, hvor stærkt sammenholdet er blandt piloterne," siger Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening, der er en del af Dansk Metal, og fortsætter:

"Vi har hele vejen igennem været stålsatte på, at vi skulle have vores yngre kollegaer genansat, sådan som det oprindeligt var aftalt med ledelsen i SAS. De erfarne piloter har udvist stor solidaritet for at få deres yngre kollegaer tilbage. De er gået ned i løn og op i arbejdstid”.

Piloterne holder utroligt meget af SAS, og for mange af os er det vores andet hjem.

Det er en del af aftalen, at de piloter, der blev opsagt under corona-pandemien, nu bliver genansat.

Strid er et overstået kapitel

Pilotformanden understreger, at stridighederne mellem piloterne og ledelsen i SAS nu er et overstået kapitel.

”Nu kæmper vi – side om side med ledelsen – for at få SAS gennem den svære tid, som selskabet er i. Det er den store opbakning til overenskomsten også et udtryk for. Piloterne holder utroligt meget af SAS, og for mange af os er det vores andet hjem."

"Som fagforening har vi lavet aftaler med SAS, siden selskabet blev dannet lige efter 2. verdenskrig, og piloterne er stolte af at være en del af et så hæderkronet selskab. Vi glæder os hver gang, vi flyver danskerne sikkert ud og hjem igen,” siger han.

En sejr for den danske model

En stor del af konflikten mellem SAS og piloterne har handlet om, at SAS har ansat piloter på dårligere overenskomster i datterselskaberne SAS Link og SAS Connect.

Hvis SAS-ledelsen fik lov til at slippe afsted med det, kunne det også ske andre steder på det danske arbejdsmarked.

Piloterne har med den nye overenskomst fået en garanti for, at de er en del af fremtiden i SAS, og at SAS ikke igen vil oprette nye datterselskaber på andre vilkår, end det der nu er aftalt.

”Vi kunne under ingen omstændigheder acceptere, at ledelsen i SAS brugte datterselskaber til at omgå vores eksisterende overenskomst. Hvis SAS-ledelsen fik lov til at slippe afsted med det, kunne det også ske andre steder på det danske arbejdsmarked. Så det var afgørende for at bevare den danske model."

"Aftalen om at de yngre piloter skulle tilbydes genansættelse, og at overenskomsten skulle tilbage til Dansk Pilotforening og Dansk Metal var allerede på plads i første forhandlingsrunde,” siger Keld Bækkelund Hansen, der er forhandlingschef i Dansk Metal og som har været med til at forhandle overenskomsten på plads.

Tynget af gæld

SAS økonomiske krise er dog ikke forsvundet, selskabet skylder fortsat 24 milliarder kroner væk, og regnskaberne har de seneste år været blodrøde pga coronakrisen.

Med den nye overenskomst i hus kan SAS komme videre med den spareplan, som selskabet præsenterede i februar, ifølge den skal der findes besparelser for 5,3 milliarder kroner årligt, og det skulle visse medarbejdergrupper – herunder piloterne – bidrage til med et trecifret millionbeløb.

Folketinget vedtog før sommerferien en hjælpepakke til SAS, som afhængigt af godkendelse fra EU-Kommissionen, vil betyde at den danske stat vil øge statens ejerandel i SAS til op til 30 procent.

Desuden vil man skære 3,5 milliarder af selskabets gæld. Det er dog en forudsætning for den økonomiske indsprøjtning, at man kan finde nye private investorer.

Markedet har taget pænt imod nyheden om den nye overenskomst. I skrivende stund handles SAS-aktien til syv procent mere end i fredags.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Forhåbentlig bliver der brug for langt færre piloter i fremtiden, efterhånden som stadigt flere vil blive bevidste om at det at flyve ikke er noget man skal gøre bare for fornøjelsens skyld.

Annonce